03 Jul 2020  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Demo mod løndumping i Carlsberg Byen

Dansk betonsjak skiftes ud med polsk

Demo mod løndumping i Carlsberg Byen

Tysk entreprenør har valgt dansk firma og byggesjak fra til fordel for polske bygningsarbejdere på mindsteløn. Mandag den 29. juni byder danske håndværkere de polske kolleger velkommen og opfordrer dem til at melde sig i fagforening for at stoppe løndumping.

Christian Skov og hans kolleger i det danske betonsjak er ikke længere ansat på byggepladsen i Carlsberg Byen.
FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

Mandag den 29. juni klokken 6:00 står et dansk betonsjak klar til at byde en flok polske betonarbejdere velkommen til deres nye byggeplads i Carlsberg Byen i København.

Vi har hørt, at de får en timeløn, der ligger tæt på mindstelønnen, og de får ikke betaling for overarbejde.
Christian Skov, talsperson betonsjak

Den gamle bryggerigrund i Valby er ved at blive omdannet til en ny bydel på Vesterbro med 3000 nye lejligheder, ny S-togsstation og masser af forretninger. De polske betonarbejdere skal stå for opførelsen af Dahlerups Tårn, der kommer til at skyde 23 etager i vejret.

Det tyske entreprenørfirma Züblin har valgt at skifte det danske entreprenørfirma EMCH og dermed sjakket ud med det polsk ejede bemandingsbureau Budomex.

– Züblins argument er, at vi var for dyre, og at Budomex kan bygge det 80 meter høje tårn billigere end EMCH. Vi havde aftalt en timeløn på 227,50 kroner og var på vej på akkord. Nu er vi fyret, og polakkerne kommer for at overtage vores arbejde, siger Christian Skov fra det danske betonsjak til Arbejderen.

Aktionen på mandag er ikke så meget rettet mod Züblin som mod Budomex. Der er nemlig en helt naturlig forklaring på, at Budomex har fået opgaven.

– Budomex er udelukkende billigere end EMCH, fordi deres polske betonarbejdere får en meget lavere løn, end vi gør. Vi har hørt, at de får en timeløn, der ligger tæt på mindstelønnen på cirka 130 kroner, og de får ikke betaling for overarbejde.

Lav løn og manglende organisering

Lønnen er ikke den eneste forskel på det danske betonsjak og så de polske betonarbejdere. Christian og kollegerne er organiseret i fagforening. Det er arbejderne ved Budomex ikke.

– Züblins argument er, at vi var for dyre, og at Budomex kan bygge det 80 meter høje tårn billigere end EMCH, siger Christian Skov.
Klaus-Henrik Andreasen

Det polske bemandingsbureau er en gammel kending i byggebranchen, og fagforeningerne har gentagne gange hørt polske betonarbejdere fortælle, at de er bange for at blive fyret, hvis de melder sig i fagforening. Erfaringer med Budomex på danske byggepladser viser, at der er noget om snakken.

>>LÆS OGSÅ: Frygten lurer på havnen i Aarhus

Det danske betonsjak havde forventet at have sidste arbejdsdag på pladsen fredag i denne uge. Nu får den planlagte demonstration imidlertid konsekvenser.

Züblin fik nys om demonstrationen i mandags, og siden er samarbejdet mellem Züblin og EMCH afsluttet. Nogle i betonsjakket er sendt til andre EMCH byggepladser, mens andre har fået eller vil få en fyreseddel.

Demonstrationen bliver fastholdt, lyder det fra Christian Skov:

– Vi vil gerne møde de her polske håndværkere, og vi opfordrer dem til at organisere sig. Vi ved godt, at de løber en risiko, men det er deres ret at melde sig i fagforening. Og tænk hvis nu de alle sammen bliver organiseret, så vil der lyde et ramaskrig, hvis Budomex giver dem en fyreseddel.

Løndumping et velkendt problem

Det københavnske byggesjak har været i branchen i mange år. Christian Skov selv siden 2006. De er med hans ord "helt almindelige betonarbejdere", der igennem flere år har set, hvordan de danske overenskomster kommer under pres, fordi udenlandske kollegaer bliver udnyttet og udsat for urimelige løn- og arbejdsforhold.

– Jeg ved jo også godt, at spørgsmålet om bedre værn mod løndumping har været et centralt krav ved de seneste mange overenskomstforhandlinger, senest ved OK20. Jeg har ikke tidligere været særlig aktiv, men kan se nu, at det burde jeg måske have været.

– Nu mærker vi løndumpingen på egen krop, og selv om det måske ikke er det mest noble argument for at gøre noget, så forsøger vi.

Alle, der har tid og lyst, er velkommen til at stå foran Züblins byggeplads, J.C. Jacobsens Gade 7, mandag morgen fra 6:00 til 7:00.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2020 - 05:50   25. jun. 2020 - 10:48

Løndumping

noc@arbejderen.dk