27 Feb 2020  

KBH: Overskyet, 3 °C

Danfoss fyrer 335 ansatte i Kolding og flytter til Polen

Uforstående 3F-formand

Danfoss fyrer 335 ansatte i Kolding og flytter til Polen

Mandagens melding fra Danfoss om at lukke fabrikken i Kolding og flytte produktionen til Polen kom som et chok for de ansatte og deres fagforening. Danfoss kører jo med overskud, lyder reaktionen fra 3F Koldings formand. Koncernen flytter samtidig produktion fra Viby og Vejle til andre danske fabrikker.

– De danske medarbejdere tjener flere penge hjem til Danfoss end kollegerne i Polen, siger 3F Koldings afdelingsformand Peter Andersen.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Nu er der gået knap to døgn, siden Danfoss mandag eftermiddag meddelte, at virksomheden lukker fabrikken i Kolding, fyrer 335 ansatte og flytter produktionen til Polen.

Vi kan se, at de danske medarbejdere tjener flere penge hjem til Danfoss end kollegerne i Polen. Ja, faktisk ligge Polen helt i bund.
Peter Andersen, formand 3F Kolding

Peter Andersen, formand for 3F i Kolding, der organiserer fabrikkens timelønnede industriarbejdere, forstår stadig ikke ledelsens beslutning, der kom helt uventet.

– Vi var sikre på, at Danfoss var klar til at investere i nye robotter på fabrikken her i Kolding, så det var godt nok en uventet melding, siger Peter Andersen til Arbejderen.

Går mod tendensen

– Ved at flytte produktonen ud af Danmark går Danfoss stik mod tendensen. De senere år har flere virksomheder valgt at komme hjem igen efter at have forsøgt sig med produktion udenfor landets grænser, lyder det fra Peter Andersen.

Danfoss-koncernen er ikke fremmed, når det drejer sig om at producere i udlandet, og heller ikke når det handler om igen at hjemtage produktion. I 2013 hjemtog Danfoss således produktion fra Kina, fordi lønninger og fragtomkostninger løb i vejret.

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Danfoss fremstiller ventiler til blandt andet køleanlæg. Koncernledelsen forklarer, at Kolding-fabrikken ikke egner sig til det teknologiske løft, der skal til for at fastholde konkurrenceevnen på verdensmarkedet. Endvidere bringer flytningen Danfoss tættere på mange underleverandører.

Pressechef i Danfoss Mikkel Thrane siger til JydskeVestkysten, at Danfoss løbende vurderer sine omkostninger:

– Og her er vurderingen, at hvis vi ikke flytter, så vil vi ikke være i stand til at konkurrere.

Danfoss har overskud

Ifølge Peter Andersen kører Kolding-afdelingen med et 'fint overskud', og han tvivler derfor på, at koncernen bliver mere konkurrencedygtig ved at flytte produktionen.

– I forhold til Danfoss, så har vi tal, der viser, at de danske medarbejdere er meget effektive og fuldt ud konkurrencedygtige. Vi kan se, at de danske medarbejdere tjener flere penge hjem til Danfoss end kollegerne i Polen. Ja, faktisk ligge Polen helt i bund.

Endelig undrer Peter Andersen sig over, at Danfoss varsler fyringerne allerede nu og ikke efter de igangværende overenskomstforhandlinger:

– Udflytningen sker i etaper, og de første udflytninger fra Kolding skal først ske i andet kvartal af 2021.

Hele produktionen forventes at være flyttet til Grodzisk i Polen omkring starten af 2022. 110 funktionærer og ansatte i administrationen bliver i Kolding, men flyttes til Marsvej, hvor Danfoss udvider den eksisterende afdeling med en kontorbygning.

Danfoss lukker også lokaliteter i Vejle og Viby. De ansatte her bliver tilbudt nyt arbejde på de fabrikker i Silkeborg, Nordborg og ny lokalitet i Kolding, hvor produktionen flyttes hen.

Opkøber for 22 milliarder kroner

Dagen efter den annoncerede lukning af 335 danske stillinger meddelte koncernchef Kim Fausing, at Danfoss har opkøbt Eaton Hydraulics. Købet er med en pris på mere end 22 milliarder danske kroner det største i koncernens historie.

Eaton Hydraulics har 11.000 ansatte og vil blive lagt sammen med Danfoss' hydraulikforretning – Danfoss Power Solutions. Dermed bliver hydraulikforretningen i Danfoss fordoblet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jan. 2020 - 06:02   23. jan. 2020 - 09:48

Danfoss

noc@arbejderen.dk