11 Dec 2019  

KBH: Overskyet, let regn, 4 °C

Chauffører kræver bedre køreplaner

Trætte af snak

Chauffører kræver bedre køreplaner

Mandag mødtes 3F og Dansk Person Trafik med Nordjyllands Trafikselskab for at snakke buschaufførernes arbejdsforhold. Chaufførerne vil gerne snart se forbedringer.

Mandag var omkring 130 chauffører samlet i Aalborg for at bakke 3F's forhandlere op i mødet med NT.
FOTO: PN
1 af 1

Normalt klapper vi nordjyder ikke på forkant!

Bemærkningen kommer fra en mandlig buschauffør i midten af 50'erne, der mandag formiddag er mødt op på J.F. Kennedys Plads i Aalborg. Her står han sammen med godt 120 kolleger – for at klappe 3F's repræsentanter ind til møde med Nordjyllands Trafikselskab (NT).

Forventningerne til mødet er ikke til at tage fejl af.

– Vi kæmper sammen for bedre tid til vores arbejde. Vi kæmper for de pauser, vi har krav på, siger Aalborg-chauffør Jørgen Larsen Møller, da han byder de fremmødte, der kommer fra hele Nordjylland, velkommen til dagens aktion.

Han opfordrer til, at man bliver, indtil NT-mødet er slut, og til at man laver lidt larm undervejs, så det kan høres på NT's kontor på den anden side af gaden.

– Det er tid til at trykke..., siger Jørgen Larsen Møller og rækker armene ud til forsamlingen, der fortsætter i kor:

– Stop.

'Tid til at trykke STOP' er navnet på den indsats, som omkring 1000 chauffører skød i gang på et landsdækkende stormøde i november måned sidste år. Indsatsen er en protest mod minuttyranni og urealistiske køreplaner i branchen. I en pressemeddelelse forud for aktionen i Aalborg skriver chaufførerne: 

"Vi er trætte af ikke at have tid til vores pauser og toiletbesøg. Vi er trætte af at blive presset af urealistiske udbudsrunder."

Siden stormødet i Odense har chaufførerne gennemført et utal af aktiviteter for at oplyse om deres arbejdsforhold. De har været på gaden og delt løbesedler ud, og de har holdt lyttemøder med lokalpolitikerne i byråd og regionsråd.

 >>LÆS OGSÅ: Buschauffører på gaden med STOP-knap

En målsætning fra stormødet var at få samtlige trafikselskaber, der står for den kollektive trafik i landets fem regioner, i tale. I løbet af foråret har der været møder med Fynbus, Movia, Sydtrafik og Midttrafik, og med NT-mødet er målsætningen i hus.

De nordjyske chauffører havde stablet et større program på benene. Som en dal af programmet havde de inviteret NT's direktør Thomas Øster til at hilse på. Da han dukkede op, fik han overrakt en blankocheck.

– Den kan du passende bruge til at forbedre chaufførerne arbejdsforhold, sikre tid til pauser, toiletbesøg med mere, sagde Kaj Ernst Leed, der er én af flere medietalspersoner for Tryk Stop i Region Nord.

Thomas Øster forsikrede, at NT har glædet sig til dagens møde og dialogen med 3F og arbejdsgiverne i Dansk Person Transport.

– Og det gør da indtryk, at der er så mange chauffører, der har det her på hjerte, sagde direktøren, inden han med checken under armen satte kurs mod trafikselskabets lokaler.

En af flere taler blev leveret af Torben Vestergaard Nielsen, der er bybuschauffør i Frederikshavn. 

– Vi har brug for hinanden, og vi har brug for politikere, der tør stille krav om flere penge til den kollektive trafik. Det er os, der betaler prisen med helbredet, med vores fritid og måske med vores fremtid, sagde han med henvisning til, at han med de nuværende arbejdsforhold ikke kan holde til at være buschauffør, til han kan gå på pension.

Torben Vestergaard Nielsen fortæller til Arbejderen, at Stop-indsatsen har givet et stort sammenhold på både hans egen arbejdsplads og blandt chaufførerne på landsplan. 

– Vi har fået politikerne til at høre på os, fordi vi har stået sammen. Se bare i dag, hvor folk møder op i deres fritid. Jeg håber vores indsats får politikerne til at indse, at det er nødvendigt med flere penge til området. 

Senere stod buschaufføren fra Frederikshavn på en ølkasse og holdt tale.

– Vi siger stop for ulighed, hvor vi skal betale for fortjenester højere oppe i systemet, blandt andet til dem deroppe, sagde han og pegede over mod NT's kontor.

Han fortsatte:

– Det skal stoppes. Vi SKAL have ændringer nu.

På programmet var der også givet plads til June Menna, der som socialdemokratisk byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune er valgt til NT's repræsentantskab.

– Vi politikere har et ansvar, når det handler om jeres arbejdsvilkår. Der skal være råd til pauser, til sikkerhedstjek og til toiletforhold, sagde June Menna, der lovede at kæmpe chaufførernes sag "til den er i mål".

>>LÆS OGSÅ: Det er politikernes ansvar at sikre bedre arbejdsforhold

Per Clausen sidder i byrådet i Aalborg Kommune for Enhedslisten. Som bruger af den kollektive trafik igennem næsten 50 år takkede han chaufførerne for at have rejst problemet med alt for stramme køreplaner. 

– Køreplanerne skal passe til virkeligheden, og I skal som chauffører have indflydelse. Jeg håber, at I vil opleve at få forbedringer, og det kan man bedst gennem fællesskab og ved at stå sammen. 

Allan Busk, formand for 3F Aalborg, roste buschaufførerne for deres indsats.

– Uden den var vi aldrig nået hertil, hvor vi står i dag. Når brancher, der før var glemt, træder frem og begynder at stille krav til et bedre arbejdsliv, så flytter det noget, og I kan endda være en inspiration for andre brancher.

– Aktive medlemmer og medlemmer med holdninger, det er simpelthen alfa og omega for os.

Efter et par timer var NT-mødet slut. Kim Poder, forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, fortæller til Arbejderen:

– Som med møderne med de andre trafikselskaber havde vi en udmærket dialog. Men det er også åbenlyst, at der er huller i osten. Eksempelvis er der brug for et stærkere fokus på samarbejde mellem NT, vognmændene og de ansatte chauffører.

Inden længe skal parterne – det vil sige 3F, arbejdsgivere og trafikselskab – mødes lokalt og snakke nærmere om, hvad der videre skal ske.

Senere mandag eftermiddag fortsatte nogle af chaufførerne til byrådsmøde i Aalborg Kommune, hvor Enhedslisten stillede tre af chaufførernes krav.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2019 - 21:59   18. jun. 2019 - 14:15

Arbejdsmarked

noc@arbejderen.dk
Buschaufførernes arbejdsforhold

En undersøgelse blandt 2.300 buschauffører - lavet af fagforbundet 3F - peger på hvor udbredte chaufførernes problemer er:

  • 71 procent fortæller, at de har problemer med at få afholdt de pauser, som de har ret til

  • 46 procent klager over manglende toiletfaciliteter

  • 50 procent har fået pauser placeret i starten/slutningen af en vagt

  • 59 procent klager over mangel på tid til opstart af bus

Kilde: Fagbladet 3F