08 Jul 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Byggefag i Aalborg aktionerer mod løndumperfirma

Kæmper for overenskomst

Byggefag i Aalborg aktionerer mod løndumperfirma

I mindst fire år har 3F i Aalborg forsøgt at få HR Group til at tegne overenskomst. Nu sætter byggefagforeningerne hårdt mod hårdt for at sikre ordnede forhold til de udenlandske bygningsarbejdere.

Mandag morgen (den 25. maj) blev fanerne rullet ud foran Heibergsvej 15 i Aalborg.
FOTO: Søren Pedersen
1 af 1

Mandag morgen klokken 7:30 tog en flok faglige aktivister opstilling uden for Heibergsvej 15 i Aalborg.

Her er firmaet HR Group ApS ved at bygge et dobbelthus for iværksætter John Stellan, der, indtil huset står klar, bor på nabogrunden.

De udenlandske håndværkere får mellem 60 og 80 kroner i timen, og de får hverken pension eller søgnehelligdagsbetaling. 
Reidar Kogstad, Byggefagenes Samvirke

Det er Byggefagenes Samvirke, der har indkaldt til demonstration på adressen i protest mod HR Group og firmaets konsekvente udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.

– Vi vil ikke finde os i systematisk dumping af vores kollektive rettigheder og i, at de udenlandske kolleger bliver udnyttet, siger Reidar Kogstad, formand for Byggefagenes Samvirke, til Arbejderen.

Gammel kending

HR Group er en gammel kending i byggebranchen, og 3F har siden 2016 forsøgt at få både den forrige ejer og den nuværende, der hedder Thomas Hansen, til at tegne overenskomst.

– På det her projekt går der for tiden 3-5 udenlandske håndværkere. Ifølge vores oplysninger så får de mellem 60 og 80 kroner i timen, og de får hverken pension eller søgnehelligdagsbetaling, fortæller Reidar Kogstad.

3F har tidligere kørt sag mod HR Group for ikke at indbetale feriepenge. Det kostede firmaet en bod og skulle nu være på plads:

– Vi vil naturligvis gerne se dokumentation på, at der bliver indbetalt feriepenge. Og også dokumentation på, at Thomas Hansen udbetaler 140 kroner i timen, som han påstår. Han har belært de ansatte om at sige det samme, men de må ikke udlevere noget som helst til os, og det vil han heller ikke selv.

Nu sættes hårdt mod hårdt

For knap en måned siden gennemførte 3F Aalborg en mindre markering uden for byggepladsen for at gøre andre opmærksom på, hvordan Thomas Hansen driver forretning. Thomas Hansen sidder sædvanligvis på byggeprocesserne fra start til slut og styrer med hård hånd, at der ikke kommer firmaer ind med overenskomst.

– Så nu sætter vi hårdt mod hårdt. Vi går efter at lukke for leverandører og varsler tillidsfolk på arbejdspladserne og opfordrer til, at de ikke håndterer leverancer til firmaet.

– På den måde og med dagens demonstration håber vi at kunne stoppe firmaets fremdrift eller at få Thomas Hansen til at underskrive overenskomst, slutter Reidar Kogstad.

Ifølge virksomhedsregistret havde HR Group ApS i februar i år 18 ansatte. Det er noget færre end i august 2019, hvor firmaet havde mellem 20 og 49 ansatte.

På hjemmesiden www.hrgroup.dk beskriver firmaet sig som "et danskejet vikarbureau med speciale i Human Resources" ... som "har et tæt samarbejde med et polsk rekrutteringsbureau". Firmaet understreger dog, at alle "medarbejdere bor og opholder sig i Danmark. HR Group afholder alle omkostninger forbundet hermed. Den eneste udgift vores kunder afholder er lønnen til medarbejderen"

Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Hansen til dagens aktion.

Søren Pedersen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. maj. 2020 - 13:30   25. maj. 2020 - 22:07

Løndumping

noc@arbejderen.dk