22 Sep 2020  

KBH: Let skyet, 14 °C

Arbejdsgivere fratager offentligt ansatte i risikogruppe deres løn

Kritik fra FOA:

Arbejdsgivere fratager offentligt ansatte i risikogruppe deres løn

FOA kritiserer offentlige arbejdsgivere for at sætte ansatte med dårlige lunger eller hjerte i et urimeligt og farligt dilemma, fordi arbejdsgiverne vil stoppe med at udbetale løn, hvis de bliver hjemme.

– Man stiller medarbejderne i et helt urimeligt dilemma: Skal jeg miste min løn, eller skal jeg løbe risikoen med mit eller mine pårørendes helbred og tage på arbejde, mener Maria Melchiorsen, forbundssekretær i FOA.
FOTO: FOA
1 af 1

Mens langt de fleste økonomiske hjælpepakker kører frem til udgangen af august, så er de offentlige arbejdsgivere stoppet med at udbetale løn til ansatte, der er i særlig risiko for konsekvenserne af corona. De ansatte skal nu i stedet søge sygedagpenge fra og med juni måned.

Vi hører lige nu om eksempler på medlemmer, som er tvunget på arbejde, fordi de ikke kan undvære deres løn.
Maria Melchiorsen, FOA.

– Det er helt absurd, at nogle af dem, der i forvejen er allerhårdest ramt af coronakrisen, også skal straffes ved at miste deres løn, siger forbundssekretær i FOA Maria Melchiorsen.

Også BUPL kritiserer de offentlige arbejdsgivere for at straffe ansatte i den særlige risikogruppe, der siden nedlukningen af Danmark har måttet blive hjemme, fordi de eller deres pårørende lider af en kronisk lidelse, eksempelvis dårligt hjerte eller kræft, der gør, at de er ekstra udsatte i tilfælde af smitte med covid-19. 

>>LÆS OGSÅ: Vil stoppe løn til hjemsendte pædagoger

En procedurefejl?

Den 9. juni sendte Kommunernes Landsforening (KL) besked til alle landets 98 kommuner om, at de ikke længere kunne udbetale løn til de ansatte i risikogruppen. Få dage efter kom Danske Regioner med samme melding.

Ifølge FOA skyldes udmeldingen efter alt at dømme en procedurefejl i den aftale, der sikrer, at de offentlige arbejdsgivere kan få sygedagpengerefusion, når de udbetaler løn til medarbejdere i risikogrupper, som er hjemsendt.

Maria Melchiorsen sender en klar opfordring til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og resten af Folketinget:

– Ret op på det her. Det kan ikke passe, at en procedurefejl skal få så voldsomme konsekvenser for den enkelte medarbejder. Det var bestemt ikke, hvad vi havde forventet, da vi endelig modtog den gode nyhed om, at der var landet en politisk aftale om sygedagpengerefusion til gavn for medarbejdere og deres pårørende i risikogruppen.

Sætter helbredet på spil

FOA gør opmærksom på, at det ikke kun er på økonomien, de berørte risikerer at blive ramt af systemfejlen. De risikerer også deres helbred.

– Man stiller medarbejderne i et helt urimeligt dilemma: Skal jeg miste min løn, eller skal jeg løbe risikoen med mit eller mine pårørendes helbred og tage på arbejde? Vi hører lige nu om eksempler på medlemmer, som er tvunget på arbejde, fordi de ikke kan undvære deres løn, siger Maria Melchiorsen.

Genåbningen er ved at tage fart, og hver dag kommer der nye eksempler på smittetilfælde på daginstitutioner, skoler og ældrecentre. Det får forbundssekretæren til at minde om, at krisen langtfra er overstået.

– Det er derfor nødvendigt, at vi fortsat tager hånd om de medarbejdere og deres pårørende, der stadig er i fare, hvis de bliver smittet med covid-19, siger Maria Melchiorsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jun. 2020 - 09:55   19. jun. 2020 - 14:51

Coronakrise

noc@arbejderen.dk