21 Jul 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

67 ansatte i Esbjerg bliver fyret

Barsk julebesked fra DFDS

67 ansatte i Esbjerg bliver fyret

Uden varsel lukker DFDS sin terminal i Esbjerg og flytter til Østhavnen. 67 ansatte, heraf 52 havnearbejdere, bliver fyret. Løsarbejderne i Østhavnen vil indtil videre ikke røre DFDS' gods.

67 ansatte ved DFDS i Esbjerg har fået en trist julegave: De bliver alle fyret.
FOTO: DFDS
1 af 1

Torsdag morgen fik 67 ansatte ved DFDS i Esbjerg en kedelig besked: Terminalen bliver lukket ned, al aktivitet stopper med øjeblikkelig virkning, og alle ansatte bliver fyret. DFDS flytter i stedet sine aktiviteter til Blue Water Shippings nye terminal i Østhavnen.

Det er sgu noget af et chok og noget af en besked her lige op til jul.
Brian Majland, tillidsmand

– Det kom som lyn fra en klar himmel. Vi var indkaldt til møde med det her som eneste punkt på dagsorden. Det er sgu noget af et chok og noget af en besked her lige op til jul, fortæller Brian Majland, tillidsmand for de 52 havnearbejdere, til Arbejderen.

Fyresedlerne er ikke delt ud endnu, men Brian Majland forventer, at det sker i løbet af fredagen. Folk vil blive opsagt i henhold til overenskomsten, hvilket vil sige, at det er anciennitet eller tillidsposter, der afgør, hvornår det er helt slut med at modtage løn fra DFDS.

Flytter til Østhavnen

– Der er ikke udsigt til en ekstra opsigelsesgodtgørelse, men vi vil forsøge, om vi kan få DFDS til at give noget til uddannelse, fortæller Brian Majland.

Allerede fra torsdag eftermiddag og fremadrettet er det DFDS' plan at købe sig til lastning og losning på Blue Water Shippings nye multiterminal i Østhavnen. Her er det i dag eksterne havnearbejdere, løsarbejdere fra Losseklubben af 1944, der udfører al arbejdet.

Indtil videre har løsarbejderne imidlertid ikke rørt DFDS-godset, fortæller formanden for løsarbejderne på Esbjerg Havn, Lars Bo Carlsen.

– Mine kollegaer har forklaret, at de ikke vil røre skibene i den nye terminal, fordi der ingen overenskomst er for det nye område, siger han til DR Syd.

Samme mængde gods

Det er uvist, hvad der kommer til at ske med Brian Majland og kollegaerne. Tillidsmanden bemærker dog at der ikke bliver mindre at lave på havnen i Esbjerg, blot fordi godset bliver flyttet til en anden lokation.

DFDS begrunder beslutningen med lukningen af passagerruten for to og et halvt år siden, at man kun har ét skibsanløb om dagen, samt at godset er blevet mere standardiseret. Derfor er det ikke længere hensigtsmæssigt at drive egen terminal i Esbjerg, skriver rederiet i en pressemeddelse.

22. dec. 2017 - 09:56   22. dec. 2017 - 11:00

Massefyring

noc@arbejderen.dk