19 Apr 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 14 °C

3F'ere raser over Metal-boss

Ophedet debat om ulighed

3F'ere raser over Metal-boss

Det har vakt voldsom vrede i 3F Aalborg, at formanden for Dansk Metal bruger ord som hysteri og nonsens om fagbevægelsens ulighedskampagner.

Claus Jensen, formand for Dansk Metal.
FOTO: Dansk Metal
1 af 1

En enig bestyrelse i 3F Aalborg retter en skarp kritik af Metal-formand Claus Jensens udtalelser i Børsen, hvor han bruger betegnelser som nonsens og hysterisk om den aktuelle debat om ulighed.

Vi er ganske enkelt målløse over, at Claus Jensen offentligt undsiger vores kamp.
Allan Busk, formand 3F Aalborg

– Ulighed og faldende tryghed er fakta for vores medlemmer og størsteparten af ganske almindelige borgere. Derfor er vi ganske enkelt målløse over, at Claus Jensen nu offentligt undsiger vores kamp, siger formand for 3F Aalborg Allan Busk.

I artiklen i Børsen betegner Claus Jensen det som "nonsens", når der i ulighedsdebatten bliver advaret mod, at Danmark kan komme til at opleve bevægelser i stil med De Gule Veste i Frankrig, hvis uligheden bliver ved med at vokse og den sociale tryghed udhules yderligere.

Socialt oprør

Den slags advarsler er blandt andet kommet fra Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Per Christensen, formand for 3F. Begge de to organisationer har igangsat kampagner mod den stigende ulighed i Danmark.

De to faglige ledere advarer om, at hvis skellet mellem rig og fattig bliver ved med at vokse, og den sociale tryghed udhules yderligere, kan vi komme til at se et socialt oprør herhjemme.

>> LÆS OGSÅ: 3F vil gøre op med voksende ulighed

– Jeg deltog på en konference, hvor Børsen også var med. Her blev jeg spurgt om den ulighed på arbejdsmarkedet i andre europæiske lande, som har medført Gule Veste, siger Claus Jensen til Arbejderen.

– Til det sagde jeg: Lad nu være med at blive for hysteriske. I Spanien er der store dele af arbejdsstyrken, der arbejder til fem euro i timen, i Frankrig er det til syv til otte euro i timen – i øvrigt indenfor reglerne. Den slags har vi jo ikke i Danmark. Det skyldes, at vi har en dansk model og stærke fagforeninger, tilføjer han.

Claus Jensen mener ikke, at der inden for reglerne af den danske model findes working poor i Danmark. 

Den virkelighed, som Claus Jensen lever i, er milevidt fra den hverdag, som mange 3F'ere har, konstaterer Allan Busk.

– I en tid, hvor fagbevægelsen mange steder i Europa er i knæ, og hvor den danske fagbevægelse og den danske model er under pres, er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen i fagbevægelsen. Derfor undrer vi os over, hvordan formanden for ét af landets mest magtfulde forbund kan melde så himmelråbende dumt ud, siger Allan Busk.

>> LÆS OGSÅ: Flere tvunget til to job

Han henviser til stigende ulighed, udbredt social dumping, og at stadig flere i mange brancher arbejder på daglejerlignende forhold med korttidsansættelser og deraf medfølgende usikkerhed.

Ros fra Corydon

– Vi ser ikke daglejerlignende forhold i Dansk Metal eller CO Industri. Men jeg er da opmærksom på, at der er brådne kar indenfor mange brancher, der tager folk ind på usle vilkår. Det tager jeg skarpt afstand fra. Men min pointe er, at vi i den danske model har en række værktøjer, som for eksempel mulighed for at rejse overenskomstkrav og varsle sympatikonflikt, som de ikke har i mange af de andre lande, hvor der er working poor, siger Claus Jensen.

Modsat kritikken fra 3F Aalborg bliver Claus Jensen rost af Børsens chefredaktør Bjarne Corydon. I avisens leder onsdag skriver han, at "den stærke smed modigt går mod strømmen i den ulighedsdebat, der bliver pisket op frem mod folketingsvalget".

Allan Busk opfordrer Metal-formanden til at komme et smut ud i virkeligheden ved at tage til Aalborg og møde nogle af 3F-afdelingens medlemmer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2019 - 08:23   01. feb. 2019 - 08:30

Ulighed

ur@arbejderen.dk