16 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, -3 °C

3F'ere på Fibertex vil belønnes for travlhed under coronakrisen

Strejke i Aalborg

3F'ere på Fibertex vil belønnes for travlhed under coronakrisen

Industriarbejderne på Fibertex Personal Care i Aalborg er gået i strejke. De har haft ekstra travlt med produktion til blandt andet lægemiddelindustrien under coronakrisen. Nu kræver de mere i løn.

91 industriarbejdere på Fibertex Personal Care i Aalborg nedlagde arbejdet tirsdag. De mødes igen onsdag eftermiddag for at tage stilling til, om de fortsætter strejken.
FOTO: Fibertex
1 af 1

Produktionen på Fibertex Personal Care i Aalborg har ligget stille foreløbig siden tirsdag eftermiddag. Da besluttede de 91 industriarbejdere – efter et møde med ledelsen – at gå i strejke.

Der har igennem et stykke tid været klaget over, at arbejdspresset har været for højt. Hvordan det skal løses, kan de så ikke blive enige om.
Per Hørby Pedersen, 3F Aalborg

Fibertex producerer blandt andet stof til beskyttelsesmasker og respiratorer, og der har været ekstra meget at lave under coronakrisen. Det synes de timelønnede, der arbejder på skiftehold, skal udløse lidt ekstra på lønkontoen.

– Vi havde det første møde med ledelsen mandag i sidste uge. I går holdt vi møde for tredje gang, og derefter besluttede folkene at nedlægge arbejdet, fortæller tillidsrepræsentant Uffe Møller Pedersen til Arbejderen.

Per Hørby Pedersen er næstformand i Industrigruppen i 3F Aalborg, hvor de strejkende er medlemmer. Han deltog i mødet tirsdag på virksomhedens foranledning i et forsøg på at finde en løsning.

– Vi holdt møde i en times tid fra 10-11, hvor der blev udvekslet synspunkter. Det, jeg ved, er, at der igennem et stykke tid har været klaget over, at arbejdspresset har været for højt. Hvordan det skal løses, kan de så ikke blive enige om, siger han til Arbejderen og henviser til tillidsrepræsentanten for yderligere oplysninger.

De strejkende mødes klokken 15

– Jeg vil ikke udtale mig yderligere. Detaljerne tager vi internt, siger Uffe Møller Pedersen og tilføjer, at kollegerne mødes onsdag klokken 15 for at tage stilling til, om de fortsætter strejken eller genoptager arbejdet.

På Fibertex Personal Care arbejder også andre faggrupper – blandt andet elektrikere, smede og HK'ere, men det er udelukkende 3F'erne i produktionen, der har nedlagt arbejdet.

Arbejdsretten behandler sagen ligeledes i dag, hvor de strejkende helt efter reglerne vil blive pålagt at gå i arbejde igen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2020 - 12:01   03. dec. 2020 - 12:01

Strejke

noc@arbejderen.dk