20 Sep 2020  

KBH: Overskyet, dis, 11 °C

3F må droppe konflikt mod gartneri, der har hyret underentreprenør uden overenskomst – igen

Når underentreprenøren snyder

3F må droppe konflikt mod gartneri, der har hyret underentreprenør uden overenskomst – igen

3F Aarhus Rymarken er for fjerde gang på otte år i clinch med Gartneriet Nymarken, der systematisk gør brug af underentreprenører uden overenskomst.

Ejeren af Gartneriet Nymarken har været indblandet i konflikter og faglige sager med 3F i 2012, 2018, 2019 og nu igen i 2020.
FOTO: 3F Aarhus Rymarken
1 af 1

Den Grønne Gruppe i 3F Aarhus Rymarken var klar til at blokere og iværksætte sympatikonflikt mod Gartneriet Nymarken – vel at mærke for anden gang på godt et år. En sympatikonflikt betyder, at medlemmer af 3F og af andre forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation kan nægte at udføre arbejde for den konfliktramte virksomhed.

Inden konflikten og sympati-konflikten når at træde i kraft, er samarbejdet med underentreprenøren ophørt, og de har lavet en aftale med en ny underentreprenør uden overenskomst. 
Thomas Møller, 3F Aarhus Rymarken

– Heller ikke denne gang synes vi, at det er hverken ret eller rimeligt at betale de arbejdende på gartneriet helt ned til 80 kroner i timen, forklarer Thomas Møller, der er formand for den Grønne Gruppe i 3F Aarhus Rymarken:

– Men, vi er blevet tvunget til at ophæve blokaden igen af det fagretlige system. Ejeren af gartneriet Lars Christiansen påstår, at han ikke længere bruger det pågældende firma, Entflex (Baltic Workforce).

Fagforeningen har bedt gartneriejeren oplyse, hvilken underentreprenør han så benytter, men har fået det svar, at det er han ikke forpligtet til at oplyse.

Afventer retlig afgørelse

– Så nu kører sagen som en fagretlig sag. Der kan gå måneder, inden den er behandlet. Så er agurkesæsonen slut, og gartneriet har fået udført det nødvendige arbejde til lønninger langt under den gældende overenskomst, siger Thomas Møller.

Arbejderen har ringet til Lars Christiansen for at høre hans version af den seneste konflikt med 3F Aarhus Rymarken. Vi vil gerne høre, om det er korrekt, som fagforeningen siger, at han har benyttet en underentreprenør, som underbetaler de ansatte.

– Det ønsker jeg ikke at svare på, siger han.

Gartneriejeren gentager svaret tre gange, og til sidst lyder det med løftet stemme:

– Er du fatsvag eller hvad? Du kan ringe til din ven Thomas og spørge. Jeg ønsker ikke at svare på dine spørgsmål.

Velkendt gartneriejer

Den Grønne Gruppe i 3F Aarhus Rymarken var sidst i clinch med Gartneriet Nymarken og den daværende underentreprenør GreenGrow IVS i maj måned sidste år. 3F krævede, at GreenGrow IVS, der betalte de ansatte litauere 85 kroner i timen, skulle tegne overenskomst. Det nægtede ejeren af det nyoprettede selskab ejet af Morten Remy Christiansen, der er – Lars Christiansens søn.

– Det er den samme historie, vi kan skrive igen og igen. Vi når at varsle konflikt og sympatikonflikt, men inden den når at træde i kraft, er samarbejdet med underentreprenøren ophørt, og de har lavet en aftale med en ny underentreprenør uden overenskomst. 

– Men vi accepterer ikke den her form for underbetaling og omgåelse af overenskomsten. Gartneriet Nymarken er omfattet af overenskomst med 3F og dermed forpligtet til at betale sine ansatte løn efter overenskomsten, understreger Thomas Møller.

Den overenskomstmæssige timeløn på gartneriområdet er 146 kroner per time + SH 10,75 % + ferie 12,5 % + 12,99 % pension.

Lars Christiansen overtog Gartneriet Nymarken i 2012 og har siden været indblandet i konflikter og faglige sager med 3F i 2012, 2018, 2019 og nu igen i 2020.

>>LÆS OGSÅ: 3F vil stoppe timeløn på 100 kroner i gartneri

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2020 - 09:56   16. sep. 2020 - 14:36

Overenskomst

noc@arbejderen.dk