22 Jul 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 16 °C

– Det er vigtigt at engagere alle medlemsgrupper

Portræt af ny faglig blogger

– Det er vigtigt at engagere alle medlemsgrupper

Når fagbevægelsen er synlig, og medlemmerne handler i fællesskab, sker det gode, mener Peter Jaques Jensen, ny formand for HK-fagforening i København.

Det ligger i Peter Jaques Jensens DNA'et at være aktiv.
FOTO: Mark Knudsen
1 af 1

Peter Jaques Jensen er overbevist om, at det er, når mennesker handler i fællesskab, at de bliver i stand til at skabe forandringer.  

Når fagbevægelsen er synlig og tør stå ved de kollektive værdier, er den stærk.

Derfor er det heller ikke overraskende for formanden for HK it, medie & industri Hovedstaden, at OK18 endte med de bedste overenskomster i årevis på det offentlige arbejdsmarked.

– Under OK18 var fagbevægelsen synlig og turde stå ved de kollektive værdier, den er bygget på. Og når fagbevægelsen gør det, er den stærk. Sammenholdet, hvor også medlemmer af HK stod skulder ved skulder med andre offentlige faggrupper, var afgørende for overenskomstresultaterne. Fagbevægelsen er kommet styrket ud af OK18, siger Peter Jaques Jensen, der i dag skriver sin første faglige kommentar i Arbejderen.

Kampafstemning

Han blev valgt på en generalforsamling den 13. marts - ved kampafstemning. Selvom formandsposten er relativ ny, har Peter Jaques Jensen et langt og indgående kendskab til fagbevægelsen og HK. Den faglige løbebane startede imidlertid et helt andet sted, nemlig i Fødevareforbundet NNF.

Efter fire år i hæren fik Peter Jaques Jensen i en alder af 23 år job som slagteriarbejder på Steff Houlberg i Slagelse.

– I løbet af et halvt år sidder jeg i samarbejdsudvalget, og efter halvandet år stopper tillidsrepræsentanten på natholdet, og jeg afløser så ham.

Senere lukker Steff Houlberg natholdet i Slagelse, og den unge sjællænder når et smut omkring slagteriets afdeling på Bornholm, inden han i 1999 bliver ungdomskonsulent i NNF.

– Her havde jeg i et par år ansvaret for især elevorganisering og det fagpolitiske ungdomsarbejde, men ryger så videre til Bruxelles som valgt sektorsekretær for de europæiske fødevarearbejdere, inden jeg vender tilbage til Danmark og begynder at undervise tillidsrepræsentanter på den daværende arbejderhøjskole i Esbjerg. Det er her, jeg første gang bliver medlem af HK.

Den røde tråd

Set udefra indrømmer Peter Jaques Jensen, at det kan se "lidt rodet ud".

Men det går som en rød tråd gennem hele hans opvækst og arbejde både i hæren, i Fødevareforbundet, som underviser i fagbevægelsens interne uddannelsessystem og de sidste otte år i HK med forskellige funktioner, at fællesskaberne har afgørende betydning.

– Jeg er vokset op i en politisk aktiv familie i Holbæk, og i vores familie har vi altid været optaget af retfærdighed og lighed. Det har ligesom været overskrifterne i mit liv. Både jeg og mine to brødre var medlemmer af DKU. Jeg har været aktiv siden 13-14 års alderen, og jeg startede som så mange andre med elevrådsarbejde.

Nu mange år senere er det medlemmerne i HK it, medie & industri Hovedstaden, Peter Jaques Jensens engagemant gælder. En beslutning, der blev taget med bævende hjerte.

– Jeg var jo glad for mit arbejde som faglig sekretær i HK/Privats organiseringsteam. Hvad nu hvis jeg ikke blev valgt som formand? Kunne jeg så fortsætte i den stilling? Og var det rigtigt at stille op, når jeg kom fra en stilling i forbundet? Så jo, det gav da anledning til mange snakke hjemme ved køkkenbordet, kommer det ærligt fra den 47-årige fagforeningsformand.

Tillidserklæringen fra medlemmerne er stadig meget ny og trods kendskab til HK, de valgte og ansatte, er der da også ting forbundet med den store opgave, der har overrasket - især på det personlige plan.

En stor omvæltning

– Det har været en stor omvæltning. Et er at administrere andres beslutninger, noget andet også selv at træffe dem. Det overrasker mig ikke, at jeg skal gøre det, men det føles bare anderledes.

– Heldigvis har det også været præcis så spændende, som jeg havde forventet, og så hjælper det jo altid, at jeg er blevet taget godt imod og har rigtigt gode kolleger hele vejen rundt. Jeg er kommet ind i et fællesskab, som jeg glæder mig meget til at udvikle sammen med kollegerne og ikke mindst de mange medlemsgrupper.

Peter Jaques Jensen håber, det lykkes at engagere medlemmerne, uanset hvilket job de bestrider, og som HK-fagforeningen overenskomstdækker.

– Vi skal have både unge og gamle med og også dem, der ikke er i arbejde. Det er vigtigt for at skabe forandringer.

04. jul. 2018 - 05:50   04. jul. 2018 - 06:00

Portræt

noc@arbejderen.dk
Rød bog: Peter Jaques Jensen

Født i 1971

Efter fire år i hæren bliver han i 1994 slagteriarbejder 

1999: Ungdomskonsulent i Fødevareforbundet NNF

2001 - 2004: Sektorsekretær for de europæiske fødevarearbejdere i den europæiske industriføderation, EFFAT

2004 - 2010: Underviser tillidsvalgte på arbejderhøjskolen i Esbjerg

2010 - marts 2018: Organiser i HK it, medie & industri Hovedstaden. Faglig chef samme sted, og de sidste tre år inden formandsvalget faglig sekretær i HK/Privats organiseringsteam.