Læserbrev
Den 1. maj er jo en helt speciel dag for os arbejdere. Det er jo en dag, hvor vi lige hopper ud af hamsterhjulet, stopper op, reflekterer og kigger på vores situation som den sociale klasse vi er, nemlig arbejderklassen.
Det er en dag, der har rødder helt tilbage til 1886. Det var nemlig en episode i Chicago, hvor fabriksarbejdere brutalt blev henrettet for at rejse deres tids relevante krav, der gjorde, at vi som arbejderklasse organiserede 1. maj-demonstrationer og brugte dagen til at rejse de relevante krav, vi som arbejderbevægelse har haft for øje år efter år. Det har været sådan i mere end 135 år, hvor arbejdere verden over stimler sammen for at mindes og for at fejre.
Det skal vi være stolte af og ikke mindst stolte af den rige historie, vi står på skuldrene af. Den internationale arbejderklasses kamp fra de mange, som ofrede sig i Chicago i 1886 og op til i dag, er et levende bevis på, at arbejderklassen ikke kun har været skaberen af den sociale rigdom, men også har været frontkæmperen, som har været i stand til at lede de undertrykte lag i kampen for retfærdighed og social lighed.
Om vi vil det eller ej, så handler det om retten til slaveriet eller retten til livet!
Det må være vores håb, når vi skal kigge fremad. For vi har stadig meget arbejde foran os, hvor vi samtidig skal være bevidste om, at alt, der er skabt af mennesker, kan også forandres af mennesker.
Klassekampen er stendød, vi har vundet. Sådan sagde mange politikere tilbage i starten af 90’erne efter kontrarevolutionens sejr i Sovjetunionen.
Det, de mente, var, at de havde vundet et afgørende slag, men heldigvis ikke det endelige.
Kære kammerater, kig ud over Europa samt det, vi oplever herhjemme, og sig så, at klassekampen er død?
Nej, kære venner, den kører for fuld udblæsning, hvor nederdrægtige politiske tiltag stjæler tidligere kampes resultater, uden vi formår for alvor at give dem modstand.
Vi har dugfriske erindringer om store bededag, og endnu et angreb på de nedslidte og dem, der må kravle i mål sidst i arbejdslivet, ligger lige foran os.
Kære kammerater, det er på tide, at vi hæver vores stemme, og lad 1. maj være en kærkommen anledning!
Om vi vil det eller ej, så handler det om retten til slaveriet eller retten til livet!
Vi må spørge os selv, når vi kigger os omkring, var det virkelig det, vi ville?
Lad os kigge på børnefamilierne. Vi har skabt nogle rammer, hvor samværet med noget af det største, vi mennesker kan skabe, nemlig nyt liv, er overladt til stressede morgener og trætte aftener. Børnene må vækkes meget tidligt om morgenen. Så de kan blive afleveret, så forældrene kan komme på arbejde, så der kan tjenes penge til de alt for dyre huslejer, energi og fødevarepriser, hvor de hver dag må koordinere, hvem som kan nå at hente børnene igen, lave aftensmad og, hvis man er heldig, nyde et par timer sammen med dem, inden de skal i seng, for der kommer snart en ny dag, hvor det starter forfra.
Vi må spørge os selv, er det det, vi vil?
Lad os kigge på vore unge. Vi har skabt et ungdomsliv, hvor vi har frataget de unges frihed til kreativt at kunne udfolde sig. Hvor de skal jages igennem et uddannelsessystem, så de hurtigst muligt kan blive en gevinst for virksomhedernes jagt på profit.
En tid, hvor man skal drømme, dannes og fordybe sig for at blive en god karakter, har vi i stedet en generation, der døjer med stress og angst i kampen om at få de bedste karakterer.
Vi må spørge os selv, er det det, vi vil?
Lad os kigge på arbejdsmarkedet, hvor vi snakker om virksomhederne som noget universelt, en slags lov, hvis ve og vel betyder mere end naturen og menneskene. Vi har skabt et arbejdsmarked, hvor man løber så stærkt, at naturen udpines i et alarmerende tempo, og hvor den naturlige udgang synes at være totalt nedslidte mennesker. Hvor virksomhedernes krav om øget fleksibilitet og produktivitet nærmest er en naturlov på bekostning af arbejdernes livsvilkår og eksistensberettigelse.
Men virksomhederne er en ledelsesform, der sikrer, at arbejdets værdi og rigdom lander i hænderne på de få, intet andet.
Vi må spørge os selv, er det det, vi vil?
Lad os kigge på vores ældre, som har knoklet et helt liv, og som har afleveret omkring halvdelen af deres livsindkomst til fællesskabet. Når vi i dag snakker om seniorlivet, så skal man nærmest kun kunne forlade arbejdsmarkedet, hvis kroppen er totalt nedslidt. Man bliver parkeret på lave ydelser, der ikke følger med de øvrige stigninger i samfundet. Man skal nærmest have dårlig samvittighed, når man ikke længere er nyttig i produktionsapparatet.
Vi må spørge os selv, er det det, vi vil?
Nej, og det har det aldrig været. Men vi har som arbejderbevægelse i alt for lang tid været for dårlige til at stille os selv spørgsmålet, hvad er det, vi vil?
Vi vil have et liv, hvor vi kan være mennesker i, hvor vi kan få børn og samtidig have tid til og nyde dem, se dem udfolde sig både i leg med hinanden, men også kreativt når de bliver ældre. Vi vil et liv, hvor man ikke skal frygte, at en naturlig konsekvens af at arbejde er, at kroppen skal slides totalt ned. Og vi vil et liv, hvor det er okay at blive syg, hvor der er omsorg og respekt om alle menneskers bidrag, hvor vi kollektivt sikrer hinanden succes.
Med andre ord, kammerater, så er det på tide, at vi som arbejderklasse igen begynder og drømme. Drømme om at et andet liv end det, vi har i udsigt, er muligt. Et liv ude af hamsterhjulet der ødelægger os mennesker og den Jord, vi lever på. Et liv hvor vi skaber venskaber og broderlige bånd mellem folkeslag i stedet for krig og had til alt og alle, der ikke ligner os selv. Med andre ord et liv hvor vi er fælles om den rigdom, vi skaber, så alle mennesker omkring os har chancen for et godt liv.
Kære kammerater, selvom der er et gråvejr i horisonten, så vil vores stædige kamp føre til, at solen vil komme til at skinne over os igen.
Lad os komme i gang, når vi har festet af! Fortsat rigtig god kampdag!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
