Elever skal naturligvis opføre sig ordentligt overfor læreren og omvendt.
Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt overfor hinanden på alle niveauer, herunder på det udenrigspolitisk diplomatiske.
Ellers bør det have konsekvenser.
Hvor svært kan det være – for at bruge en floskel.
I en artikel i lærernes fagblad Folkeskolen den 19. oktober refereres en ny, såkaldt undersøgelse af elevernes opførsel i skolen. I bedste tabloidpressestil har artiklen overskriften Ny undersøgelse: Elever sviner deres lærere til.
I artiklens underrubrik står der: “Hver tredje lærer har oplevet groft og krænkende sprog fra elever i den seneste uge, viser undersøgelse. Elevernes sprog nedbryder lærernes autoritet og true den nødvendige rollefordeling i skolen, advarer arbejdsmiljøforsker.”
En kioskbasker.
Sviner elever deres lærere til? Ja, det kan godt være, men det kan også være, de ikke gør det. Den såkaldte undersøgelse viser ingenting af det, som påstås.
Hvis det er sandt, står det virkelig slemt til i den danske folkeskole. Men der er en del forhold, som gør, at både den såkaldte undersøgelse og artiklen med det såkaldte referat er værre end ingenting.
Det er som en slags naturlov, at enhver omtale af folkeskolen partout skal puste til gløderne i et bål, som sandsynligvis næres af noget helt andet, end at der (eventuelt) er problemer i folkeskolen.
Der er sikkert ballade i skolen indimellem, der er sikkert også problemer med udygtige lærere og arbejdsmiljøproblemer på visse skoler. Det gælder jo enhver arbejdsplads, at ikke alle ansatte er perfekte. Fordi de er mennesker.
Det er meget muligt, at der er visse elever, der taler grimt til deres lærere, og som ikke opfører sig, som lærerne mener, de burde. Det kan ikke udelukkes.
Men dels viser den såkaldte undersøgelse ikke noget af alt det, der hævdes, og er derfor snarere værre end ingenting, dels er de artikler, der omtaler den såkaldte undersøgelse, under al kritik som journalistik betragtet. Der udføres ingen kildekritik, der tages kun ét perspektiv, intet af det, som fremføres, konfronteres med andre eksperters opfattelser og så videre.
Den såkaldte undersøgelse beskrives, som om den er gennemført som “en rundspørge blandt 1.901 medlemmer af Danmarks Lærerforening (DLF) om elevers sprog, som foreningen har foretaget for Folkeskolen.”
Men allerede dette er misvisende. I artiklen står der dette om undersøgelsen: “Folkeskolens spørgeskemaundersøgelse er sendt til 10.000 medlemmer af DLF, der arbejder som lærere eller børnehaveklasseledere i den kommunale folkeskole. 1.901 medlemmer har gennemført undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 19.”
Der er altså ikke tale om “en rundspørge blandt 1.901 medlemmer af Danmarks Lærerforening (DLF) om elevers sprog”. Det er en dybt problematisk udlægning, og man kan spørge sig selv, hvad meningen er med at vildlede læserne på den måde.
Ud af 10.000, der har fået tilsendt et spørgeskema, har 1.901 valgt at svare. Hver tredje ud af de 19 procent, som har besvaret spørgeskemaet, giver godt 6 procent af samtlige 10.000, der har fået tilsendt spørgeskemaet. De resterende knapt 81 procent kan ingen vide noget om.
Det er helt forskelligt fra det, som artiklen fremfører. At godt 6 procent af lærerne oplever, at eleverne ikke kan opføre sig ordentligt, er naturligvis uheldigt, men det er ikke hver tredje lærer. Desuden kan man næppe drage nogen som helst konklusioner om, hvordan eleverne faktisk opfører sig, uanset hvad der skrives i besvarelserne.
Dertil kommer nogle helt principielle forhold, hvad angår den såkaldte undersøgelses repræsentativitet. Altså om de afgivne svar viser noget om alle dem, der ikke har svaret.
For at man kan konkludere, som det gøres i både undersøgelse og artikler, er en forudsætning, at de svar, som er modtaget, svarer til eller repræsenterer de øvrige lige knapt 81 procent, som valgte ikke at besvare spørgeskemaet. Altså at stikprøven, som ikke er udtaget systematisk, svarer til alle 10.000.
Der er dog hverken principielt eller konkret nogen gode argumenter for, at det gælder. Principielt, fordi det kræver et indgående kendskab til hele lærerkorpsets karakteristika.
Altså ikke alene hos de 1.901, som har valgt at besvare spørgeskemaet, ikke heller alene hos de 10.000, som fik tilsendt spørgeskemaet, men hos samtlige som kunne have fået spørgeskemaet tilsendt. Konkret, fordi de 1.901 personer, der valgte at besvare spørgeskemaet, adskiller sig fra resten af de 10.000, som fik tilsendt spørgeskemaet, på dette ene, helt centrale punkt: De valgte at svare.
Desuden er der ingen, der har nogen anelse om, hvorfor de lige knapt 81 procent, der ikke besvarede spørgeskemaet, valgte ikke at besvare det. Præcis som der ikke er nogen, der ved, hvorfor de lige godt 19 procent valgte at besvare det.
Endelig forudsættes det fuldkommen uproblematiseret, at alle, der besvarede spørgeskemaet, har svaret sandt, at de ikke lyver, ikke smører for tykt på eller det modsatte, ikke stikker noget under stolen. Det er også en meget problematisk forudsætning.
Alt i alt er både den såkaldte undersøgelse og referaterne af den dybt problematiske, ligesom det er dybt problematisk, at de såkaldte resultater refereres uproblematiseret af tv2.dk, et af de landsdækkende medier.
Gennemslaget i store medier hjælper til at give en misvisende opfattelse af forholdene på området stor udbredelse og puster dermed helt unødvendigt til ilden. Og ikke mindst gælder det, at når der nu en gang er lavet en såkaldt undersøgelse, uanset at den er misvisende, så står den i vejen, dels for at der laves en fornuftig undersøgelse af forholdene, dels for at en fornuftig undersøgelse kan få offentlighedens interesse.
Det er nemlig meget muligt, at der er noget galt med skolen, præcis som der sikkert er alt muligt galt med en lang række andre instanser og institutioner. Det kan bare ikke lade sig gøre at finde ud af det, når tid, plads, arbejde og penge spildes på at fremstille misvisende, grænsende til vildledende såkaldte undersøgelser af forholdene.
Hvad skal undersøgelsen gøre godt for?
Øverst skrev jeg, at diskussionen puster til gløderne i et bål, som sandsynligvis næres af noget helt andet, end at der (eventuelt) er problemer i folkeskolen.
Det er det samme som at efterspørge en forklaring på nødvendigheden af, at Folkeskolen igangsætter en såkaldt undersøgelse og siden bringer et misvisende referat. Vel at mærke en forklaring, som ikke kun tager udgangspunkt i en kortlægning af eventuelle motiver, men som desuden tager udgangspunkt i en videnskabelig teori om forholdene på området.
Mit udgangspunkt er hos sociologen Pierre Bourdieu, som i 1970, sammen med Jean-Claude Passeron, skrev det banebrydende værk La reproduction om skolens og uddannelsessystemets funktion ved reproduktionen af dels en eksisterende samfundsorden (klassesamfund), dels at der skal være netop den slags særlige samfundsorden (klassesamfund).
I stedet for at producere et underlag til hjælp for at løse de eventuelle problemer i folkeskolen er der nemlig snarere tale om, at de såkaldte resultater af den såkaldte undersøgelse bruges til at understøtte fagforeningens krav om højere løn til lærerne; krav, som ifølge fagforeningens logik alene kan legitimeres ved mere efteruddannelse til lærerne, som i sin tur opfattes som en øget professionalisering.
Som undervisningsforsker kan man dog vide, at den slags indebærer:
– En endnu kraftigere ensretning af måden lærere tænker og handler på, inklusive en stærkere underkastelse under en kontrollerende logik, fordi der undervises i standardiserede, ideologiserende såkaldte metoder, og den, der ikke kan underkaste sig standardlogikken, eller som gennem praktiske erfaringer ved, at alt forholder sig anderledes, sorteres fra.
– Mindre frihed, fordi der indføres standardiserede såkaldte metoder, hvilket udelukker, at læreren kompenserer for eventuelle problemer, når de opstår, og på måder, der opfindes til lejligheden, sådan som enhver praktisk handling gør.
Og frem for alt:
– Mindre mulighed for at udføre det arbejde, de fleste lærere sandsynligvis gerne vil udføre: ‘Få alle med’, lære alle noget, udføre inkluderende undervisning, især inkludere dem, der har det vanskeligt med skolens tvangslogik, og ikke kun dem, der allerede kan underkaste sig logikken og løse opgaverne tilfredsstillende.
Forestillingen om, at mere uddannelse og mere efteruddannelse automatisk gav højere løn og større anseelse, holder næppe. Snarere er det den samfundsmæssige værdi af arbejdet, der afgør løn og anseelse.
Med en øget central styring af lærernes arbejde, inklusive af uddannelse og efteruddannelse, falder lærererhvervets anseelse.
I et ord indebærer det deprofessionalisering, om end det sker i navn af professionalisering, fordi de kurser, lærerstuderende og færdiguddannede kan følge, kolporterer ideologiserede forestillinger om arbejdet, dets funktion, og hvordan de praktiske kompetencer kommer i stand. Det modsatte af intentionen, men det er der ikke noget nyt i.
Derfor er det en skandale, at skolelærernes fagblad Folkeskolen iværksætter og refererer en såkaldt undersøgelse, som alene gør tingene værre. Det er der desværre heller ikke noget nyt i.
Sviner elever deres lærere til? Ja, det kan godt være, men det kan også være, de ikke gør det. Den såkaldte undersøgelse viser ingenting af det, som påstås.
Og imens hærger kapitalen frit.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


