Præcision er en dyd. Enhver kan forstå nødvendigheden heraf, når man lægger sit liv i en kirurgs hænder. Det er ikke lige meget, hvor kirurgen lægger sine snit, og en forkert bevægelse kan gøre forskellen på liv og død.
Præcision er også en nødvendighed i forhold til politik og lovgivning. Ord definerer juraens grænser for, hvad borgerne har ret til og pligt til, og hvordan forvaltningen, Ankestyrelsen og domstolene vælger at fortolke henholdsvis afprøve loven. Mangler der klare definitioner og afgrænsninger af, hvorfra og hvortil rettigheder og betingelser i loven går, svækkes borgernes retssikkerhed. Det kan også i sidste ende gøre forskellen mellem liv og død.
I ti år har syge borgere, mennesker med handicap, læger, jurister, socialrådgivere, repræsentanter for faglige og sociale organisationer med flere gentagne gange gjort de siddende regeringer opmærksom på, at daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) reform (reelt forringelser) af førtidspension og fleksjob fra 2012 er upræcis. Allerede under høringsperioden udtalte diverse høringsparter og nogle af de politiske partier i Folketinget skarp kritik heraf og advarede om, at kommunerne ville få alt for vide rammer til at foretage sine skøn.
Samråd
Det gælder blandt andet daværende beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (Enhedslisten), som i det sidste samråd 14. december 2012 inden vedtagelsen af lovforslaget 19. december 2012 påpegede, at ressourceforløbet slet ikke ville blive en tidlig indsats som lovet. Han spurgte derfor Mette Frederiksen (samrådsspørgsmål B): ”Hvordan vil ministeren sikre sig imod, at borgere med så ringe arbejdsevne, at de ikke kan bestride et fleksjob eller gennemføre et ressourceforløb, og som derfor burde have førtidspension, alligevel visiteres til ressourceforløb eller fleksjob med henvisning til de foreslåede bestemmelser herom?”
Det kom Mette Frederiksen ikke med noget rigtigt svar på. Blot fastholdt hun påstanden om, at ressourceforløbet ville blive en tidlig indsats. Desuden fastslog hun, at reformen var funderet på et ideologisk fundament af tro på, at flere syge borgere kunne udvikle arbejdsevne, og at medicinske diagnoser ikke skal begrænse deres muligheder for at arbejde. I øvrigt mente hun, at borgere med funktionsnedsættelser tidligere var blevet ”overkompenseret” herfor.
Det er en logisk følge af reformen, at udredningsforløb er blevet længere og mere omfattende end tidligere. Det sker blandt andet som følge af fokusforskydningen fra aktuel til hypotetisk arbejdsevne, hvilket også er en forskydning fra et objektivt til et subjektivt, dynamisk tildelingskriterium. Det har en række forskere på området peget på, blandt andet professor i socialret John Klausen og cand.jur. Amalie Isabella Weberskov – se min uddybning heraf i artiklen ”Reformer af førtidspension har svækket respekten for den empiriske virkelighed og kompensationen for nedsat arbejdsevne” i Kritisk Debat 1. april 2022.
Hvorfor er det overhovedet kommet så vidt, at den nuværende beskæftigelsesminister igennem hele tre år end ikke som minimum har kunnet manifestere vilje nok til at aftale og få vedtaget de aftaler om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp i Folketinget, som Mette Frederiksen havde lovet i forståelsespapiret?
Som følge af den vedholdende kritik af upræcis lovgivning lod daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i 2018 lovgivningen om ressourceforløb præcisere, så ressourceforløb nu skulle være ”realistiske”. Det var nu mere spin end indhold og afslørede, at reformen langt hen ad vejen er mere baseret på ideologiske og økonomiske kalkuler end på realisme.
I 2020 lempede nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) lovgivningen om ressourceforløb, så den maksimale varighed af hvert enkelt ressourceforløb blev tre år, og så visse aldersgrupper skånes for gentagne ressourceforløb. Men for flertallet blev der ikke sat nogen samlet tidsgrænse.
Nu er Mette Frederiksens regeringstid snart ved at udløbe. Med udsigt til snarlig udskrivelse af folketingsvalg var beskæftigelsesministeren 29. september 2022 kaldt i et sidste åbent samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg for at gøre status på den førte politik. Spørgerne var de tre beskæftigelsesordførere fra Enhedslisten: Victoria Velásquez, Jette Gottlieb og Jonathan Simmel.
Udgangspunktet for samrådet var, at vi nu igennem 10 år har set og hørt om tusindvis af sager, hvor syge borgere med nedsat eller ubetydelig arbejdsevne er blevet trukket meningsløst rundt i manegen af kommuner i afgørelser om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp. De ydmyges og behandles umenneskeligt af jobcentersystemet. Senest har TV2-dokumentaren Håbløst arbejde bekræftet, at der foregår bevidst ulovlig sagsbehandling med kvotering af førtidspensioner og anden systematisk økonomibaseret sagsbehandling, som svækker deres retssikkerhed, forhaler tidsperspektivet i systemets vold, gør dem mere syge og afvikler arbejdsevne.
De tre ordførere ville vide (samrådsspørgsmål W), hvad regeringen mener om, at ulovlig sagsbehandling ikke har konsekvenser for kommunerne, og (samrådsspørgsmål X) hvad den vil gøre for at dæmme op herfor – det var næsten en gentagelse af Finn Sørensens ovennævnte samrådsspørgsmål til Mette Frederiksen i 2012.
Desuden ville de vide (samrådsspørgsmål Y), om de gældende regler for vurdering af arbejdsevnen fungerer efter hensigten eller måske kan være en af årsagerne til borgernes svækkede retssikkerhed under denne lovgivning.
Endelig ville de opfordre regeringen til at præcisere loven eller lave en ny lov med klare retskrav og fri af kommunale økonomihensyn. Derfor ville de også have at vide, hvorfor regeringen ikke ønsker at følge forslaget fra VærdigReform om at give borgere med en meget begrænset arbejdsevne på for eksempel syv timer ugentligt et retskrav på fleksjob eller førtidspension.
Foruden de skrevne samrådsspørgsmål bad de ministeren tage stilling til flere andre spørgsmål og forslag til forbedring af retssikkerheden. Blandt andet erindrede Victoria Velásquez ministeren om, at menneskerettighederne giver alle mennesker ret til at have et privat og socialt liv (fritid), men at den ret krænkes, når syge bliver presset i arbejdsprøvninger ud over evne og bliver mere syge deraf, som Psykiatrifonden og Sind har dokumenteret det.
Minister nedtonede kritikken og gav diffuse løfter
Ministeren sagde, at Håbløst arbejde har gjort et stort og uudsletteligt indtryk på ham. At kommunerne ”naturligvis” skal følge lovgivningen. ”Man må ikke sætte måltal op for, hvor mange tilkendelser af for eksempel førtidspension man giver, for borgeren har en retsstilling som skal respekteres,” fastslog han.
Han anerkendte også, at lovgivningen ikke fungerer efter hensigten, men anfægtede, at der foregår ulovlig sagsbehandling i kommunerne. Han nedtonede kritikken, kaldte den ”anekdotisk” og ville hellere tale om ”fejlagtig sagsbehandling”. Han ville ikke beklikke det kommunale selvstyre og beskylde kommunerne for at bryde lovgivningen på området, selvom han medgav, at ”enkelte” kommuner bryder loven. Han afviste pure, at lovgivningen er i strid med menneskerettighederne.
Han afviste alle Enhedslistens løsningsforslag. Sagde nej til at indføre omvendt bevisbyrde i forhold til arbejdsevne. Nej til et retskrav på førtidspension eller fleksjob ved lav arbejdsevne/timetal. Nej til en samlet tidsgrænse på ressourceforløb. Nej til at igangsætte officiel dokumentation af systematisk ulovlig forvaltningspraksis. Nej til ændring af refusionssystemet. Og nej til at opsige forliget bag denne lov.
Han afviste også det forslag om en forvaltningsdomstol, som beskæftigelsesordfører for Venstre, Hans Andersen, forelagde ham, og som ikke mindst Alternativet har arbejdet hårdt på at skabe politisk interesse for.
I stedet gav han diffuse løfter om at ville arbejde for at styrke retssikkerheden, give borgerne større værdighed i sagsbehandlingen, gentænke/slanke beskæftigelsessystemet og dets proceskrav samt udvide lovgivningen om førtidspension med en afklaringsret i forlængelse af den nye kontanthjælpsaftale fra juni. ”Handlingen er vi i gang med,” mente han.
Nej! Handling er der ikke meget af, og der ligger et folketingsvalg lige om hjørnet. Så hverken den nye kontanthjælpsaftale eller nye forhandlinger om førtidspension og fleksjob når at blive realiseret som lovgivning, før regeringen må træde tilbage. Det ved vi alle sammen, så det er et mærkeligt teater, at Hummelgaard foregiver at være i gang med forhandlinger.
Hvorfor er det overhovedet kommet så vidt, at den nuværende beskæftigelsesminister igennem hele tre år end ikke som minimum har kunnet manifestere vilje nok til at aftale og få vedtaget de aftaler om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp i Folketinget, som Mette Frederiksen havde lovet i forståelsespapiret?
Personligt tror jeg desværre ikke på, at Socialdemokratiet vil tage politisk ansvar for sagen, før Mette Frederiksen bliver fortid som statsminister og formand for Socialdemokratiet. Men jeg håber, at jeg tager fejl.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.