Denne tale blev holdt under en fredsfestival i Faxe Ladeplads den 12.-13. september 2026.
Den 12. august, sent på eftermiddagen, lyttede jeg til den første høring om L14, Morten Bødskovs lovforslag til stramning af særloven for ukrainske flygtninge. Tiden fra lovforslag til høring og vedtagelse var kort: Det hele var klaret i løbet af sommerferien. Alle ukrainske mænd fra 23 til 60 år kan nu kun få opholdstilladelse i Danmark, hvis de kan bevise, at de er fritaget fra militærtjeneste i Ukraine.
Samme dag blev det bekræftet, at min mors fætter, Orest, blev dræbt ved fronten i Donbass den 23. oktober 2024.
Hvornår står vi sammen og siger fra over for en krig, der ikke har den brede befolknings opbakning?
Orest var født i 1978 i Karasuk og voksede op i Khabarovsk, en by i den østlige del af Rusland, i en ukrainsk sovjetisk familie. I begyndelsen af 90’erne rejste forældrene med deres to teenagesønner til det nu uafhængige Ukraine og bosatte sig i en mindre industriby. Som alle byer af denne slags oplevede den hurtigt en nedtur. De unge druknede i et miljø, hvor det solgtes og købtes hårde stoffer.
I 2000’erne opholdt Orest sig nogle år i Rusland, muligvis efterlyst i en kriminel sag. Da han kom tilbage, havde han småjobs på det lokale sygehus, så kulturhuset, og til sidst ejede han en lille cykelforretning.
Jeg har stykket oplysningerne om hans liv sammen fra tidligere korrespondance med min mor og en nekrolog på nettet. Personlige historier bliver nu vagtsomt overvåget og censureret ligesom den større historie om krigen. Nekrologen tier om forbindelsen til Rusland, min mor nægter at svare på spørgsmål, men jeg har gemt vores korrespondance fra 2001, som tydeligt beskriver hendes fætters skæbne.
Det er svært at se, hvad Orest skulle kæmpe og dø for i denne krig. Ukraines uafhængighed var ikke et åbenlyst fremskridt for mennesker som ham. Derudover er han et eksempel på, hvor tæt relationen er mellem ukrainere og russere.
Dilemmafyldt?
Politikere i Folketinget og danske journalister fortæller fortsat om en frihedskamp, om europæiske værdier, om uendelig støtte til Ukraine, om folkelig enighed. Når sprækker i historien viser sig – Nordstream, dronesagen, korruption eller tvangsmobilisering – så nægter de at bekræfte eller afkræfte, de tier eller snakker udenom med tomme floskler.
Det er dilemmafyldt, siger de, og vi må ikke falde for Ruslands propaganda. Vedtagelsen af L14 er blot det seneste kapitel af et kynisk krigsmageri, der bare ødelægger Ukraine, mere end det allerede er.
I debatten om lovforslaget var Peder Hvelplund fra Enhedslisten den eneste, som forsøgte at hive en skive af den brutale realitet ind i salen. Han forsvarede stadig den såkaldte “frihedskamp” og distancerede ikke sig selv fra konsensus om den nødvendige krig.
Alligevel afslørede han problematikken omkring tvangsrekruttering og situationen i træningslejrene. Hans kollegaer i Folketinget svarede med floskler: Situationen er “dilemmafyldt”, sagde de, men det ændrede ikke den praktiske konklusion. Forslaget blev vedtaget.
Ordet “dilemma”, der gik igen, fik mig til at tænke på nogle konkrete “dilemmaer”. Jeg tænkte for eksempel på den 46-årige Andrij Stesiu – en mand, som vejede 200 kilo, men alligevel blev erklæret egnet til militærtjeneste. Han blev taget på gaden af en mobiliseringspatrulje og døde kort efter i et mobiliseringscenter af “hjerteanfald”.
Jeg tænkte på den 43-årige narkoselæge, som døde den 5. august, kort efter mobilisering. Han faldt ud fra sjette etage i et træningscenter.
Så er der Mykola Mishchenko, der døde to dage efter mobilisering. Angiveligt faldt han også ud fra tredje sal på en kaserne, men hans familie mener, at årsagen var de voldsomme tæsk, han fik.
En ung mand, der blev tvangsmobiliseret af en bevæbnet officer og presset til jorden, råbte: “Send mig ikke til fronten – skyd mig hellere her på stedet!”
Eller den buschauffør som ikke kunne holde sin mund og kritiserede: “De dumme soldater som kæmper for Zelenskyj”. Kort efter blev han fyret, taget af politiet og tvunget til at undskylde på video inden han blev sendt til træningslejr. Mobiliseringen bliver nu også brugt som straf for kritik af regeringen.
Og så er der Maria Vakulchuk, en mor som nægtede at tage imod en udmærkelse for sin faldne søn på grund af foragt for de korrupte magthavere. Hun har i flere år kæmpet imod privatiseringen af en lokal skov, som altid har været statsejet og frit tilgængeligt for de lokale, men som siden krigens begyndelse er blevet ulovligt privatiseret og indhegnet, med korrupte politikeres medvirken.
Sociologen Volodymyr Ishchenko fortalte i en interview for nylig, at allerede i slutningen af 2022 var de fleste, der kom ind i hæren, mobiliserede, ikke frivillige. Og allerede i 2022 opstod der sociale mediekanaler, der hjalp folk med at undgå mobiliseringspatruljer ved at dele, hvilke gader rekrutteringen ramte i hvilke byer. Disse kanaler havde hundredtusindvis af abonnenter i store byer som Kharkiv.
Masseundvigelse af værnepligt er kun vokset siden. De seneste data, vi har om straffesager, der er åbnet mod fraværende uden tilladelse (AWOL), ligger i hundredtusinder. Tallene er så høje, at staten sidste år officielt klassificerede statistikkerne.
Undvigelsesmanøvrer
Folk undgår massivt at opdatere de grundlæggende kontaktoplysninger, de var pålagt af loven i 2024. I Ukraine bliver man opfordret til at downloade appen Reserv+, hvor man kan opdatere sine oplysninger og se sin status. I 2025 brugte omkring 3,5 millioner mænd appen, mens cirka seks millioner mænd i militæralderen ikke har downloadet den.
Politichefen Zuzkiridze afslørede, at mobiliseringsmyndigheder har indsendt mere end halvanden millioner ansøgninger om at eftersøge militærnægtere.
Hverdagslivet for dem, som forsøger ikke at blive taget af mobiliseringspatruljer, kan se sådan ud (det er en tråd fra X fra 22. juni 2026, sprog: mest ukrainsk og surzhyk):
A: I dag er det 100 dage siden, jeg har forladt min lejlighed!
B: Jeg tog på stranden i går, solede mig, sejlede i kajak. Så kom jeg hjem og læste, at alle vejene til stranden blev blokeret af politi.
A: Heldig!
B: Jeg går fandme på tynd is!
C: Det samme med mig, men engang måtte jeg tage benene på nakken, heldigvis var der et shoppingcenter på vejen.
B: Jeg har allerede oplevet det to gange, at en mand blev kidnappet for næsen af mig. Det kunne have været mig. Men jeg kan ikke lade være at forlade huset!
C: Jeg bliver vanvittig, hvis jeg sidder hele ugen indenfor, så jeg begyndte at tage en taxa til byen. Jeg går en tur i centrum, blandt menneskemængder, men selvfølgelig spændt hele tiden, prøver at lægge mærke til minibusser og politi og gå rundt om dem, barberer mig tættere og ofte, klæder mig som hipster.
Der er dem, som gør passiv modstand, går under jorden, arbejder sort. Der er også dem, som stiller op med spontane eller organiserede redningsaktioner, som i nogle tilfælde lykkes. Det kan man se på tusindvis af videoer, hvor især kvinder og ældre mænd (og i enkelte tilfælde også børn) bruger alle tilgængelige midler for at befri en stakkel, taget af mobiliseringspatrulje og politi.
Nogle dokumenterer med deres telefoner vold og brud på hvilke som helst regler eller love. Nogle bruger vold selv med fatale konsekvenser. Ud over spontane redningsaktioner har der været flere og flere organiserede overfald af medlemmer af mobiliseringspatruljer og deres biler med efterfølgende protester og forskellige konsekvenser for deltagerne.
I august 2025 i Vinnytsia i det centrale Ukraine, i juni 2026 i Kyiv, i juli i Lviv, i august i Ternopil og i denne uge i Kharkiv. Det sker oftest i byernes ”sovekvarterer”, hvor arbejderne bor. I danske medier har protesterne kun fået begrænset dækning.
Kan vi stadig tale om ‘dilemmaer’, eller må man indrømme, at vi står over for en fuldgyldig folkelig modstand mod tvangsmobiliseringen? Faktisk er det selve krigen, der ikke har folkelig opbakning. En Gallup-undersøgelse i 2025 viste, at 69 procent af befolkningen ønsker en forhandlet fred så hurtigt som muligt og ikke mere krig. Men det blev aldrig nævnt i folketingsdebatten!
Klasseaspektet
Det er vigtigt at se klasseaspektet i denne barbariske krigsførelse. Alt tyder på, at hvis du hører til arbejderklassen, er der en større risiko for, at du dør i denne krig. Medmindre du kan stole på dine kammerater eller har hurtige ben.
En gang imellem siger nogen højt, hvilken klasse der skal ofres. Rostyslav Nyzytsky, officer fra Azov-enheden, sagde i denne uge:
“Der er et socialt lag, som er nemmere at fange og tvinge og så videre end en gennemsnitlig ukrainer. Dem, som ikke tjener meget eller aldrig har arbejdet, dem fra en eller anden landsby.”
I kan sammenligne det med udtalelsen fra den tyske udenrigsminister Johann Wadephul i denne uge, hvor han viste sig parat til at dele oplysninger om de ukrainske mænd, som får socialydelse i Tyskland, med de ukrainske myndigheder. Alt imens de rige og deres sønner er beskyttede.
Som arbejder har du større risiko for at blive mobiliseret. Prislister for at købe sig fra mobilisering florerer på nettet. 500 euro, hvis man køber sig fra mobilisering på gaden; 1000 fra bussen; 10.000 fra et mobiliseringscenter; 15.000 fra en træningslejr.
Mindstelønnen i Ukraine udgør 170 euro om måneden. Ifølge de nuværende regler kan kun halvdelen af arbejderne på en arbejdsplads blive midlertidigt undtaget militærpligt. Man skal tjene mindst tre gange mindstelønnen for at blive undtaget, altså 505 euro.
Der er flere sager, hvor ledere af mobiliseringsenheder, læger, dommere med flere er blevet fundet med større beløb på grund af korruption. Nu er 76 medarbejdere ved mobiliseringsenhederne ved at blive undersøgt for muligvis at have løsladt 2500 værnepligtige ulovligt, mens mere end 84.000 sager om lægefaglige komiteer er under efterforskning.
Desperate mænd bruger deres opsparing til at betale for falske lægeerklæringer, bestikke mobiliseringsenheder, mens de mest modige betaler for en eksklusiv “svampetur” i bjergene, et udtryk som bruges af dem, som krydser grænser til fods. De sidste får nu sværere ved at få ophold i EU og må så navigere i et kompliceret netværk, hvor informationer om rettigheder og regler i forskellige lande bliver delt.
Så er der et andet socialt lag, de veluddannede engelsktalende mænd, som håber at undgå at blive sendt til fronten ved at arbejde i droneindustrien, kritisk infrastruktur eller en NGO. I min optik er de også “ukhylianty”, militærundvigere, men de allierer sig med de herskende klasser og interesser og lukker derfor øjnene for eller støtter tvangsmobilisering. Det er dem, der får mest taletid, dem der mødes med de danske politikere og journalister.
For eksempel i den seneste udgave af Horisont, Jagten på Ukraines desertører, møder vi en ung filminstruktør, som stadig er for ung til at blive indkaldt, og som hævder, at når hans tid kommer, synes han selv, at han er mere nyttig bag fronten. Måske håber han at få en kontrakt med en af de vestligt finansierede NGO’er.
Ishchenko påpeger, at der findes en klasse af professionelle, der fritages for mobilisering. I 2024 identificerede en officiel liste 133 vestligt finansierede NGO’er, hvis personale blev fritaget for militær værnepligt.
Mens det i dag stadig er de svageste, som ofres, bliver fremtiden usikker for dem, som nød ”skjoldet” før. I den samme udgave af Horisont møder vi Vlad, som bliver interviewet i træningslejren. Han mistede sit job på en dronefabrik, som beskyttede ham fra det værste, og blev så indkaldt.
Han prøver at rationalisere: Hvorfor skal han dø i krig? Vlad er helt tydelig ikke okay. Han fortæller, at han bliver nødt til at forvandle sig til en “dræbermaskine”. Og så siger han, at alle kommer til at kæmpe og dø.
Flere og flere vil miste deres ‘skjold’, også dem der ellers troede, at krigen skulle udkæmpes af andre. Dokumentaren slutter med oplysninger om de forskellige medvirkende. Hvad skete der med dem?
Det er sigende, at det ikke har været muligt for det ukrainske militær at skaffe informationer om Vlad. Det ser ud som om, han er forsvundet ind i den krigsmaskine, der vokser sig større og større.
Hvorfor tror vi, turen ikke kommer til os eller vores kære? Og hvornår står vi sammen og siger fra over for en krig, der af gode grunde ikke har den brede befolknings opbakning?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
