Efter at NATO’s 32 forsvarschefer den 19. september har afsluttet Military Committee Conference i København, er det nærliggende at spørge, hvilke beslutninger der konkret er blevet truffet bag de lukkede døre.
Men det er i virkeligheden det mindre interessante spørgsmål. Det væsentlige ligger allerede åbent fremme: NATO er i gang med en omfattende militær ombygning af Europa, og Danmark og det øvrige Norden bliver i hast indarbejdet som en sammenhængende geografisk, logistisk og militær del af denne struktur.
Fra Grønland og Nordatlanten over Norge, Danmark og Sverige til Finland og Østersøen tegner der sig en sammenhængende nordlig militær akse.
Københavnsmødet er NATO’s årlige samling af samtlige forsvarschefer og finder sted på alliancens højeste militære rådgivningsniveau. Dets opgave er ikke at erstatte regeringerne som politisk beslutningsorgan, men at omsætte den vedtagne politik til militære kapaciteter, beredskab og planlægning. Og den politiske ramme er allerede lagt.
På NATO-topmødet i Ankara i juli blev kursen præciseret: Alliancen skal kunne deployere, understøtte og fastholde større styrker, udbygge integreret luft- og missilforsvar og investere i droner, efterretning og langtrækkende præcisionsangreb – deep precision strike. Danmark deltager allerede sammen med blandt andre Norge i et konkret NATO-projekt om nye jordbaserede affyringssystemer og missiler.
Set materialistisk er dette ikke først og fremmest et spørgsmål om erklæringer, værdier eller diplomatiske formuleringer. Det handler om territorium, infrastruktur, våben, produktionskapacitet og militær bevægelsesfrihed.
Den dansk-amerikanske DCA-aftale giver amerikanske styrker direkte adgang til Flyvestation Aalborg, Karup og Skrydstrup med mulighed for udstationering af personel, opbevaring af militært materiel, vedligeholdelse og træning.
Aftalen kaldes ikke etablering af amerikanske baser, men dens militære funktion er netop at gøre dansk territorium mere direkte anvendeligt for amerikanske operationer og NATO’s samlede styrkeopbygning.
Den samme udvikling kan aflæses i resten af infrastrukturen. Danmark skal kunne modtage og føre allierede styrker videre mod Østersøen og NATO’s østlige områder; kampfly kapaciteten udvides; langtrækkende raketartilleri er blevet en del af den danske hær; og Norden integreres i stadig højere grad som ét militært operationsområde.
Samtidig med NATO-mødet i København gennemføres Arctic Shield i Grønland med mere end 400 soldater fra 11 NATO-lande som del af NATO’s nye Arctic Sentry.
Det er ikke tilfældige parallelle aktiviteter. Fra Grønland og Nordatlanten over Norge, Danmark og Sverige til Finland og Østersøen tegner der sig en sammenhængende nordlig militær akse.
Denne udvikling har også en atomstrategisk dimension, som ikke bør tilsløres. Det betyder ikke, at NATO-mødet i København har besluttet at placere atomvåben i Danmark; der foreligger ingen dokumentation for noget sådant.
Men NATO definerer selv sine atomvåben som en central del af alliancens samlede afskrækkelses- og forsvarsevne sammen med konventionelle styrker og missilforsvar.
I juni besluttede Nuclear Planning Group yderligere at modernisere de nukleare kapaciteter og styrke NATO’s nukleare planlægning.
Når Norden integreres stadig dybere i NATO’s operative struktur, sker det derfor ikke uden for atomstrategien, men inden for en alliance, der udtrykkeligt erklærer, at den vil forblive en atomalliance, så længe atomvåben eksisterer.
Det er denne helhed, der bør være den politiske konklusion efter København. Militariseringen gennemføres ikke som én samlet beslutning, som de nordiske befolkninger får mulighed for at tage stilling til. Den vokser frem stykkevis: En DCA-aftale her, adgang til en flyvestation dér, nye missiler, flere kampfly, havne og transportkorridorer, NATO-øvelser i Grønland, nye styrkemål og stadig tættere integration af nationale militære strukturer.
Betragtet enkeltvis fremstilles hvert led som teknisk, begrænset og nødvendigt. Betragtet samlet er resultatet en fundamental ændring af Nordens strategiske stilling.
Det var også baggrunden for den fælles nordiske aktionsdag den 29. august, hvor modstanden mod DCA-aftaler, NATO-baser og udenlandsk militær tilstedeværelse blev rejst på tværs af Norden, og for den videre kampagne for Norden som kernevåbenfri zone. Disse spørgsmål hænger sammen.
Hvis Norden skal kunne fastholde en selvstændig fredspolitisk mulighed, kan diskussionen ikke reduceres til, om et bestemt anlæg juridisk kaldes en “base”, eller om der i dag er anbragt et atomvåben på et bestemt sted. Spørgsmålet er, hvilken samlet militær struktur territoriet underlægges, og hvilken krigs- og atomstrategi denne struktur i sidste ende tjener.
NATO-mødet i København skaber ikke denne udvikling. Det synliggør den.
Under overfladen af tekniske aftaler og militær planlægning bliver Danmark og Norden ombygget fra geografisk område til strategisk militær infrastruktur. Det er den udvikling, der må gøres til genstand for den fortsatte nordiske fredspolitiske kampagne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


