Selv amerikanere er ifølge DR tv1 ved at få nok. Trump lokker amerikanerne med at støj- og naturforurenende datacentre giver mere vækst og de får flere penge. Der er andet end penge, der betyder noget, siger en tænkende amerikaner.
Gid befolkningerne i de rige lande, som kapitalismens udøvende led, kunne tænke i lignende baner og balancere deres co-2 udledninger i trafikken og hvad andet forbrug angår. For pokker, det drejer sig vel ikke om social status forbrug, men om at have nok, og i forbindelse hermed tage hensyn til hvad natur, klima og miljø kan opsuge at forurening.
Torsdag den 24. september blev DataCenterForum holdt på Radisson Blu i København. Det er her, branchen mødes for at præsentere sine nyeste projekter, lave aftaler og fejre sig selv.
Vi var der også: Fem aktivister fra Abolish AI og Scientist Rebellion og en fotograf, alle som registrerede deltagere. Vi sad med i salen og lyttede, session efter session, til en branche, der taler om kapacitet og vækst, som om verden ikke brænder.
Vi havde lagt flyers ud til deltagerne med en invitation til Folkets Data Center Forum, et modearrangement organiseret af Folkebevægelsen Stop Datacentre om eftermiddagen lige uden for konferencehotellet. Efter nogle timer gik det op for arrangørerne, at folk faktisk troede, arrangementet på invitationen var en del af konferenceprogrammet… Så blev det annonceret, at vores flyer bare skulle smides ud.
På et tidspunkt havde vi hørt nok. Under foredraget om dekarbonisering gik vi op på scenen, rullede vores banner ud: “I kan ikke gemme jer fra videnskaben!” og gav publikummet den mest oversete løsning på dekarbonisering af branchen: Stop så med at bygge datacentre!
Vi blev bedt om at gå, og det gjorde vi til sidst – fredeligt og syngende. Mange i salen vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre af vores aktion. Vi råbte noget, mange nok ved, men ikke vil/kan sige højt: Datacenterindustrien kan ikke gøres grøn, for dens forretningsmodel er vækst for enhver pris. Ifølge Rystad Energy’s præsentation blev der i 2025 investeret 770 milliarder US-dollars i datacentre, mere end i hele verdens olie- og gasudvinding.
Bæredygtige datacentre findes ikke
For Norden forventer Rystad en tredobling af kapaciteten indtil 2030. En tredobling af datacentrene betyder mere strøm, mere kølevand og mere kobber, kobolt og lithium gravet op i det globale syd under dårlige forhold.
Da vi gik, sagde en af DataCenter Forums direktører, at de gerne vil komme i dialog, næste gang arrangementet er i København. Vi svarede, at vi gerne kommer igen næste år og viser, hvordan den nordiske tredobling passer ind i de planetære grænser. Spoilers: Det gør den ikke. Bæredygtige datacentre findes ikke.
Mens industrien på DataCenterForum roste de nordiske lande som et særdeles godt sted for datacenterindustrien, samledes folk fra lokale bevægelser fra hele Danmark på Folkets Datacenter Forum. Den voksende modstand mod datacentre i deres lokalsamfund har faktisk bragt folk tættere på deres naboer og fået dem til at organisere sig sammen.
To medlemmer af Abolish AI holdt et oplæg, der sluttede med opråbet: Ned med datacentre – ned med AI! Abolition (på dansk: afskaffelse red.) betyder at afvikle et system, der gør skade, og bygge noget bedre i dets sted. Vi har ikke brug for, at en håndfuld techoligarker bestemmer, hvad en stor og voksende del af strøm, land, vand og andre ressourcer skal bruges til. Derfor kræver vi stop for nye hyperskaladatacentre nu!
Flere og flere organisationer organiserer sig nu mod AI og peger på konsekvenserne for mennesker, natur og lokalsamfund. Branchen kan fejre sig selv bag lukkede døre – uden for dørene vokser modstanden.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


