Fortsat sult og israelske drab i Gaza
Først og fremmest må jeg lige sige: Hvor er det ekstremt dejligt at se jer allesammen her i dag. Tusind tak fordi I er kommet, og tusind tak til de seje arrangører som har planlagt det her!
Tak fordi I møder op, måske for første gang nogensinde, eller måske igen igen. Tak fordi I ikke giver op og lader jer udtrætte af den ukuelige proisraelske propaganda og den voldsomme passivitet, politikerne på borgen møder os med hver dag.
Når bare vi bliver ved med at handle og besvare de to spørgsmål: Hvor er medskylden? Og hvor gør det ondt på de medskyldige?
Tak fordi I organiserer jer!
Det er så uendeligt vigtigt, at vi organiserer os – og at vi gør det de steder, hvor vi har mest indflydelse. De steder, hvor vi har vores daglige gang, og de institutioner som vi udgør en grundlæggende del af – om så det er vores arbejdspladser, vores gymnasier eller vores universiteter.
Da folkemordet mod det palæstinensiske folk eskalerede i oktober 2023, var jeg lige flyttet til København. Jeg havde aldrig organiseret for Palæstina før og vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, men alt i mig sagde, at jeg blev nødt til at begynde.
Så jeg begyndte at møde op til de daglige demonstrationer for Palæstina i København og lærte at råbe. Jeg råbte af vrede og af afmagt og af sorg. Og jeg mærkede, hvor vildt det føltes at gå på gaden med tusindvis af andre, som havde det på samme måde som mig.
Jeg mødte mennesker, der ligesom mig selv ikke kunne fortsætte deres hverdag som før i et land, der forsvarer og gør sig selv medskyldigt i et folkemord. Og jeg mærkede, at jeg ikke var alene.
Som månederne gik, og jeg faldt til i København, blev det forår. Og i maj 2024 blev jeg ringet op af en ven, som fortalte mig, at de ville starte en teltlejr på Københavns Universitet. Den skulle starte i morgen, sagde hun, og det tog mig ikke lang tid at beslutte mig for at være med.
Jeg cyklede med mit telt bag på cyklen ind til Københavns Universitet og blev mødt af en stor gruppe af studerende, som havde sat deres hverdag på pause og fokuseret al deres energi på at stille en række simple krav til deres uddannelsesinstitution.
Jeg lærte, at de hed Studerende mod Besættelsen, og at de havde gjort et fantastisk og vigtigt stykke arbejde med at kortlægge Københavns Universitets medskyldighed i folkemordet mod den palæstinensiske befolkning.
Jeg lærte – til min store forargelse – at Københavns Universitet – det universitet som jeg lige havde søgt ind på og gik og krydsede fingre for at bliver optaget på – investerede millioner i de virksomheder, som rev palæstinensiske hjem og familier fra hinanden på Vestbredden, i firmaer, som udlejer hjem på ulovligt besat jord, og i firmaer, som laver overvågning langs Israels apartheidmur.
Jeg lærte, at Københavns Universitet havde handelsaftaler med firmaer, som understøtter og opretholder apartheidstatens virke.
Jeg lærte, at man som studerende på Københavns Universitet kunne komme på udveksling til Hebrew University of Jerusalem og bo på kollegie på den besatte Vestbred.
Og det blev soleklart for mig, hvorfor det var så vigtigt, at vi slog vores telte op lige der.
Jeg så de studerende, som ikke ville acceptere deres universitets rovdrift på den palæstinensiske befolkning – heller ikke selv om aktier i folkemord gav høje afkast.
Uddannelseskvalitet skal aldrig købes for blodpenge.
At lave aktivisme med Studerende mod Besættelsen lærte mig, at de institutioner, vi prøver at påvirke, aldrig kommer til at gøre det rigtige af sig selv. Sådan et system lever vi ikke i, desværre. De skal slæbes over på den rigtige side af historien, med møje og besvær og under enorm protest. De skal frygte konsekvenserne af at ignorere os mere end konsekvenserne ved at imødekomme os.
I vores situation blev rektor dagligt kimet ned af politikere. De havde en vigtig interesse i, at Københavns Universitet ikke skulle tage ansvar. For hvis Israel er for giftigt for Københavns Universitet, hvad siger det så om hele den åbenlyst folkemorderiske linje, regeringen hidtil har ført udenrigspolitisk? Hvad siger det om det islamofobiske og racistiske pis, de hver dag lukker ud i forsøg på at retfærdiggøre deres egne udrensningsreformer, ghettolove og remigrationspolitikker!
Truslen var åbenlys: Viser Københavns Universitet – med hele Danmarks øjne i nakken – at man kan tage ansvar, og at medskyld i folkemord ikke er en nødvendighed for en dansk uddannelsesinstitution – så ryger det gode samarbejde med uddannelsesministeren.
Men vi opdagede langsomt, at total ydmygelse i de danske medier gjorde mere ondt end den trussel, politikerne lagde for døren. Universitetet er enormt bange for sit omdømme, og det afhænger økonomisk af nye studerende.
Vores teltlejr fandt sted lige inden sommerferien, og jeg tror, at Københavns Universitets ledelse gruede for, hvor mange unge mennesker der ville have lyst til at starte på et universitet, der mest af alt var kendt og omtalt i medierne for sin stædige foragt for menneskeliv og insisterende støtte til etnostaten Israel.
Universitetet trak sine investeringer. Vi vandt. Og vi vandt, fordi vi lærte to ting: Hvordan er vores institution konkret medskyldig? Og hvor kan vi få det til at gøre ondt på vores institution?
Desuden lærte vi, hvordan én sejr afføder flere. En uges tid efter at Københavns Universitet afinvesterede, gjorde Københavns Kommune det samme. Når én institution bøjer sig, bliver andre mere bøjelige.
Så når vi går på gaden og råber “globalisér intifadaen!” så betyder det også, at vi skal lokalisere den. Vi skal finde medskylden dér, hvor vi færdes til daglig, og vi skal sige fra over for den. For at stoppe de grusomme og umenneskelige forbrydelser, der foregår i verden, bliver vi nødt til at forstå, hvorfor de får lov at ske.
Vi bliver nødt til at forstå, hvordan vores arbejdspladser, skoler, pensionsselskaber og universiteter er med til at understøtte og legitimere, at der overhovedet kan eksistere en folkemorderisk apartheidstat som Israel. Og vi bliver nødt til at sige stop.
Og dét er netop, hvad I gør i dag.
Dansk medskyldighed er ikke nogen abstrakt størrelse.
Vi sender våbendele til besættelsesmagten.
Dansk udrustede F-35-fly lader bomberne regne ned over Gazas befolkning. De samme fly som i øvrigt bombede Venezuela, Iran, Yemen og Syrien.
Danske virksomheder som Mærsk fragter våben, som bruges af den israelske hær til at forsøge at udslette den palæstinensiske befolkning. Og den danske regering holder hånden over dem – på trods af de klare brud på FN’s våbenhandelsaftale som finder sted. De lader dem tilmed drive deres folkemorderiske virksomhed til en yderst favorabel skattesats på kun 0,3 procent.
Danmark indkøber israelske våben, der markedsføres som “kamptestede”, for milliardbeløb. Israelerne tjener kassen på at have en nærmest uudtømmelig mængde menneskelige forsøgsobjekter, som vi med blikket vendt mod jorden lader dem afprøve eksperimentelle våben på, før de videresælges til vores markeder, “kamptestede”.
Men vi har magten til at stoppe dem. Lige nu varsler Storbritannien et forbud mod handel med de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden. Det er langt fra nok, men det er et udtryk for et virkelig vigtigt skift i den britiske politik over for Israel.
Det viser en enormt vigtig anerkendelse af, at bosættelserne er kernen i Israels ulovlige besættelse, annektering og fordrivelse af palæstinenserne, og det sætter bølger i gang i andre europæiske lande.
Det er nu, vi skal råbe allerhøjest og presse den danske regering til for én gangs skyld at dyppe en lilletå i den sø, der ligger på den rigtige side af historien.
For den britiske regering har ikke taget det her valg på deres eget initiativ. De er blevet presset til det af dygtige og kompromisløse aktivister, som har insisteret på at blive ved med at tage handling – på trods af den repression og terrordesignering de er blevet mødt med af den britiske stat. Og kampen er langt fra slut, men:
Vi har magten her. I dag.
Hvis der er ét middel, der historisk har afsløret lige bestemt, hvor det gør ondt på magthaverne – så er det strejken.
I dag har elever og studerende på tværs af Danmark sagt fra. I har fastslået igen, at dagligdagen ikke kan fortsætte, når Danmark tjener penge på besættelse, når vi bevæbner folkemord og imperialistiske krige.
Kampen sluttede ikke i Rafah Garden (stedet på Københavns Universitet, hvor de studerende etablerede deres teltlejr, red.). Og den slutter ikke i dag. Vi bliver ved. Og vi bliver stærkere og klogere hver dag.
Vi afslører hele tiden nye måder, vores skoler, vores stat og hele det umenneskelige system, vi lever i, gør sig skyldige i de mest forfærdelige forbrydelser. Men vi opdager også hele tiden nye magtmidler, vi selv kan tage i brug. Nye steder hvor det gør ondt.
Tak for at være her i dag. Tak for at smide en støvle i maskineriet i dag. Og tak for at møde op igen. Og næste gang og igen og igen.
Når bare vi bliver ved med at handle og besvare de to spørgsmål: Hvor er medskylden? Og hvor gør det ondt på de medskyldige?
Så bliver Palæstina frit. Ikke i dag og ikke i morgen. Men i vores levetid.
Og vi bliver ved!
Til den sidste intifada, når apartheidstaten falder og Vestens imperialisme for alvor er fortid, vil vi blive ved med at dukke op.
Tak for i dag, tak for at organisere jer!
Afskaf Israel, fuck Ed Sheeran og længe leve Palæstina!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
