Oscar Wilde citat: “Some men improve the world only by leaving it”.
– Jeg troede lige, at du umuligt kunne være dummere, siger Jeff Daniels til Jim Carrey i den amerikanske film ”Dum og dummere”.
Sådan har jeg det med USA og de mennesker og lande, som ikke vil eller tør stå op imod USA’s dumhed, egocentrisme og arrogance.
Især den politiske dumhed, der ses i USA’s klimafornægtelse, bistandskonditionalitet, troen på evig vækst og ”winner takes all” (vinderen tager det hele, red.), den altomfavnende konsumerismes falske behov, undergravning af FN, ligegyldighed over for og modarbejdelse af international lov, oscillerende tariffer, virkelighedsundergravende begreber som “alternativ fakta”, de utallige og tilbagevendende amerikanske invasioner af sagesløse lande, studehandler med lande som Israel og Marokko samt de tilbagevendende trusler mod Danmark og Grønland.
Sidstnævnte blev for nylig “løst” af den danske og grønlandske regering, med hvad der ligner en fornyet accept af en slags amerikansk kolonialisme.
Ligesom det at Danmark – helt uforståeligt i situationen – accepterede den såkaldte baseaftale i december 2023, hvilket giver USA mulighed for en mere permanent militær tilstedeværelse her i landet.
Fordummende kulturimperialisme
På samme måde er jeg gevaldigt træt af USA’s ofte kulturløse kulturimperialisme, der repræsenteres af de mange mere eller mindre stupide amerikanske helte som Forrest Gump, Homer Simpson og Joey Tribbiani, såkaldte influencere som Kim Kardashian og Paris Hilton og for tiden ikke mindst chefignoranten Donald Trump.
En mand som er kendt for ikke at læse og som præsident glædeligt forbyder bøger, han ikke kan lide, samt angriber universiteter, medier og ytringsfriheden.
Vi lever i en tid, hvor viden mere eller mindre ignoreres.
Stuart Jeffries, journalist
Som musikjournalisten David Hepworth skriver i bogen “Overpaid, oversexed and over there“, er der to slags amerikanere:
“Der er dem, som enten har rejst til udlandet eller gerne vil. Og så er der den anden slags amerikanere. Ikke bare har de aldrig rejst udenlands eller ønsket at gøre det. Men de virker nogle gange, som om de ikke er helt sikre på, at verden uden for USA overhovedet eksisterer”.
En ret præcis beskrivelse af Trump og et flertal af amerikanerne samt af mange amerikanske medier. Som David Bowie pointerede – i et interview med Thomas Vinterberg – tilbage i 2002, ser disse medier lyksalig uvidenhed som en tommelfingerregel eller rettesnor.
– [De amerikanske] mediers budskab er helt klart, at det er sejt at være dum. Og dette er yderst farligt […] En af farerne ved den amerikanske livsstil er, at USA kommer før alt andet. Der er ingen interesse for noget andet lands ambitioner, følelser eller behov, tilføjede den nu afdøde britiske sanger og multikunstner, som selv havde boet i New York i mange år.
Denne tendens er kun blevet værre med den fordummelse, som de amerikanske sociale medier og AI har bragt med sig til hele verden siden. Noget som man blandt andet tydeligt kunne ane i de seneste PISA-undersøgelser.
Dumhed der smitter
Der er også gode ting at sige om USA og dele af den amerikanske kultur, bevares. Ikke mindst når det gælder mere åbensindede amerikanere. Men de er altså ikke i nærheden af at kunne mønstre et flertal i et land, der historisk set – og stadig i dag – omtaler sig selv som ”verdens lys”, med et citat fra Biblens bjergprædiken. Som den amerikanske standupper George Carlin pointerede for snart mange år siden, hedder det “den amerikanske drøm”, fordi det kun er dem, der sover, der tror på den.
Så er det ikke på tide, at vi så vidt og bredt som muligt, i langt højere grad fysisk og mentalt løsriver os fra et Amerika – som engang (men ikke længere, red.) var repræsenteret af alt fra Frihedsgudinden, masseimmigration og kampen mod nazismen til Thoreaus anti-materialisme og civile ulydighed, Black Pride-bevægelsen og Stonewall Inn? At vi begynder at indse, at vi kan tænke og handle selv samt lære langt mere af resten af verden? Og at vi derfor skal vende ryggen til den i stigende grad fordummende amerikanske (kultur-)imperialismes greb?
For ellers accepterer vi den tilstand, som journalisten Stuart Jeffries beskriver i sin seneste bog “A Short History of Stupidity”, der blev udgivet sidste år:
“Vi lever i en tid, hvor viden mere eller mindre ignoreres, mens uvidenhed og dumhed værdsættes som narreguld. Dumhed bør derfor betragtes som et globalt fænomen”.
I stedet må vi holde fast i det råd, som George Orwell gav i romanen ”1984”, når han talte om ortodoksiens ubevidste tyranni:
”At være i et mindretal, selv et mindretal på én, gør dig ikke gal. Der findes sandhed, og der findes usandhed, og hvis du holder fast i sandheden, selv mod hele verden, er du ikke gal”.
Eller som Hugh Grants britiske premierminister siger i filmen ”Love Actually” til Billy Bob Thorntons amerikanske præsident:
– En ven, der mobber os, er ikke længere en ven. Og da mobbere kun reagerer på styrke, vil jeg fra nu af være parat til at være langt stærkere.
Denne sandhed har de længe kendt til i det globale syd. Nu burde vi også have forstået den i vores del af verden.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


