Mit barnebarn går i 1. G.
Hun har fået besked om, at hun kan blive indkaldt til Forsvarets Dag.
Hun er endnu i gang med at finde ud af, hvem hun er. Hvad hun vil læse. Hvem hun vil elske. Hvor hun vil bo. Hvad hun vil bruge sit liv på.
Men staten har allerede fundet ud af, hvad den muligvis vil bruge hende til.
Alle generationer bag de unge! Nu er det nok!
Der er noget næsten rørende ved den moderne stats omsorg for ungdommen.
Den kan have vanskeligt ved at skaffe dem en bolig, de har råd til. Den beskærer deres fremtidige muligheder for SU. Den overlader en betydelig del af deres økonomiske sikkerhed til forældrenes pengepung.
Men når det gælder militæret, er der pludselig ingen tvivl om, at ungdommen er vigtig.
Og nu også pigerne.
Tillykke med ligestillingen!
Det tog os årtier at kæmpe for kvinders økonomiske selvstændighed, retten til uddannelse og retten til at bestemme over vores egne liv.
Nu har staten fundet endnu et område, hvor kvinder skal være lige med mændene: Pligten til at stille sig til rådighed for militæret.
Men hvad med ligestillingen mellem de riges børn og de fattiges?
Den er åbenbart mindre presserende.
Historien om de riges krige og de fattiges børn
Man behøver ikke være historiker for at få øje på det gamle mønster.
Man skal blot stille et enkelt spørgsmål:
Hvem har gennem historien haft mulighed for at undgå militærtjeneste?
Og hvem har ikke?
De europæiske monarkier udskrev bønder og almindelige arbejdende mennesker til deres hære. Privilegierne var forskellige fra land til land, men byrderne var sjældent ligeligt fordelt.
Med den franske revolutions masseudskrivning i 1793 blev nationens borgere i langt større omfang mobiliseret til krig.
Det blev kaldt fædrelandets forsvar.
Og det kunne faktisk være fædrelandets forsvar.
Men Napoleons efterfølgende erobringskrige viste også, hvordan den samme masseværnepligt kunne bruges til noget ganske andet.
En hær af borgere kunne blive en hær af erobrere.
Under den amerikanske borgerkrig var privilegierne ligefrem skrevet ind i loven.
I Nordstaterne kunne man i 1863 betale 300 dollars for at undgå en indkaldelse eller skaffe en stedfortræder.
I Sydstaterne fandtes særlige undtagelser for visse slaveejere.
Den fattige kunne ikke nødvendigvis betale.
Den velhavende havde muligheder.
Og således kunne penge være med til at afgøre, hvem der skulle risikere livet.
Under Første Verdenskrig blev millioner af unge mænd mobiliseret til en industrialiseret massekrig. De blev sendt ned i skyttegravene, mens Europas regeringer og generalstabe talte om ære, nødvendighed og nationens skæbne.
Det var ikke kun fattige, der døde. Også sønner fra velhavende familier blev dræbt.
Men klasseforskellene forsvandt ikke, fordi alle kunne blive ramt af krigen.
De fandtes i uddannelsesmulighederne, i adgangen til officersstillinger, i indflydelsen på beslutningerne og i de økonomiske konsekvenser for familierne.
Under Vietnamkrigen fik mange amerikanske studerende udsættelse fra militærtjeneste.
Universitetsuddannelse kunne dermed også være en vej uden om krigen.
For andre unge var universitetet slet ikke en realistisk mulighed.
Og så kom Project 100,000, hvor USA sænkede militærets adgangskrav og rekrutterede mange socialt udsatte mænd under Vietnamkrigen.
Det blev fremstillet som en mulighed for social fremgang.
En ganske ejendommelig socialpolitik: Når samfundet ikke kan tilbyde den unge en ordentlig fremtid, kan militæret måske tilbyde ham en uniform.
Fattigdommens værnepligt
Amerikanerne har et udtryk for denne mekanisme:
Poverty draft.
Fattigdommens værnepligt.
Det beskriver en situation, hvor økonomisk usikkerhed kan gøre militæret til en mere nærliggende mulighed end de civile alternativer.
Det betyder ikke, at alle soldater er fattige. Det er de ikke.
Det betyder heller ikke, at enhver ung, der vælger militæret, gør det af nød.
Men et valg bliver ikke automatisk frit, blot fordi der står frivillig på blanketten.
Hvad betyder frivillighed for den unge, der ikke kan betale en uddannelse eller finde en bolig?
Hvad betyder den for den unge, hvis familie ikke har et økonomisk sikkerhedsnet?
Og hvordan måler vi overhovedet frihed, hvis vi aldrig undersøger de muligheder, folk faktisk har?
Fascismen – den falske revolution
Den amerikanske politolog Michael Parenti beskrev fascismen som en politisk mekanisme, der kunne tjene plutokratiets interesser.
Plutokrati.
De riges magt.
Parentis pointe var, at fascismen ikke alene skulle forstås som vanvid, fanatisme og marcherende støvler.
Den havde også en økonomisk rationalitet.
Den lovede en revolution, men beskyttede samtidig væsentlige dele af den eksisterende økonomiske magt.
I Nazityskland blev de frie fagforeninger knust. Oppositionspartierne blev forbudt. Pressen blev underlagt diktaturet. Arbejdernes selvstændige politiske magt blev ødelagt.
Store industrivirksomheder blev knyttet til regimets oprustning og krigsproduktion.
Senere blev millioner af mennesker udsat for tvangsarbejde.
Og mens propagandaen talte om nationalt fællesskab, gennemførte regimet racistisk forfølgelse, erobringskrig og folkemord.
Nazismens antisemitisme var ikke blot et påskud for økonomiske interesser. Den var en grundlæggende del af regimets ideologi.
Men Parentis klasseanalyse rejser et spørgsmål, som stadig er værd at stille:
Hvad sker der, når magthavere bruger nationale symboler, frygt og fjendebilleder til at samle befolkningen, samtidig med at spørgsmålene om økonomisk magt og ulighed forsvinder fra debatten?
Det betyder ikke, at enhver regering, der opruster, er fascistisk.
Det betyder, at fascismens historie også er en historie om institutioner, kapital, propaganda og statsmagt.
Og den historie er for vigtig til at blive reduceret til en mand med overskæg.
Det handler ikke om, hvad landene hedder
Det handler ikke om, hvem vi får besked på at kalde venner, og hvem vi får besked på at kalde fjender.
Det handler om magtens institutioner.
Om forholdet mellem regeringer, militære systemer, økonomiske interesser og de mennesker, der forventes at bære konsekvenserne.
I Ukraine mobiliseres mænd under en virkelig forsvarskrig mod Ruslands invasion.
Som hovedregel gælder mobiliseringen mænd mellem 25 og 60 år, der opfylder betingelserne og ikke har lovlig udsættelse eller fritagelse.
Der er forskel på at forsvare sit land mod invasion og at føre en erobringskrig.
Men også under en forsvarskrig er det nødvendigt at undersøge, hvordan mobiliseringens byrder fordeles, hvem der får undtagelser, og hvilke muligheder mennesker med forskellige økonomiske ressourcer har.
I Tyskland er den almindelige værnepligt ikke genindført som tvungen militærtjeneste for alle. Fra 2026 er registreringen af unge udvidet, og unge mænd skal besvare et spørgeskema om militærtjeneste. Obligatoriske undersøgelser følger for de relevante årgange, mens selve tjenesten foreløbig bygger på frivillighed.
I Israel har obligatorisk militærtjeneste eksisteret i årtier, men med omfattende forskelle mellem befolkningsgrupper. De historiske undtagelser for ultraortodokse religiøse studerende har udløst langvarige konflikter om, hvem der skal bære militærtjenestens byrder.
Og i Danmark udvider vi nu både værnepligten og dens varighed.
Forskellige lande.
Forskellige krige.
Forskellige politiske systemer.
Men et spørgsmål der går igen:
Hvem kan undgå tjenesten, hvem kan udsætte den, og hvem har råd til konsekvenserne?
Den danske ligestilling – nu med støvler
Danmark har vedtaget, at kvinder skal omfattes af værnepligten på lige fod med mænd.
Forsvarets almindelige værnepligt forlænges til 11 måneder.
Antallet af værnepligtige skal øges.
Samtidig har Folketinget vedtaget en SU-reform, der reducerer den almindelige SU-ramme fra 70 til 58 klip for de studerende, der er omfattet af de nye regler.
Det er forskellige reformer, og der er ikke dokumentation for, at SU-reformen er udtænkt som en metode til at skaffe soldater.
Men begge dele påvirker ungdommens muligheder.
Og hvorfor må vi ikke stille spørgsmål til deres samlede konsekvenser?
Hvad sker der med en generation, når staten både begrænser den økonomiske støtte til uddannelse og udvider dens militære forpligtelser?
Hvem kan uden videre udsætte sin uddannelse?
Hvem kan klare sig uden en almindelig indkomst i næsten et år?
Hvem kan få hjælp af forældrene?
Og hvem kan ikke?
Man kan vedtage formel ligestilling med et pennestrøg.
Økonomisk ligestilling kræver åbenbart noget mere besværligt.
Penge.
Jamen de kan jo bare blive militærnægtere!
Ja, det kan de søge om.
Men civil værnepligt er ikke det samme som at være fri for tjeneste.
Den varer som udgangspunkt lige så længe som den militærtjeneste, den erstatter.
Og så kommer den sædvanlige bemærkning:
Hvad betyder 11 måneder i et helt liv?
Det betyder måske ingenting for den, der har råd til at vente.
Men ungdommen er ikke et venteværelse.
Det er her, man begynder at bygge sit voksenliv.
Man uddanner sig. Flytter hjemmefra. Finder arbejde. Forelsker sig. Etablerer sig. Skaber den økonomiske og menneskelige selvstændighed, der skal bære resten af livet.
Et pålagt tjenesteforløb kan forskyde uddannelsesstart, arbejde og indtægt.
Og konsekvenserne kan være forskellige, alt efter hvilke ressourcer den unge har.
Man kan ikke blot tage 11 måneder ud af et ungt menneskes liv og bagefter meddele, at tiden er gratis.
Hvem tjener på oprustningen?
Når stater opruster, bliver der indgået kontrakter.
Våben skal produceres. Ammunition skal fremstilles. Fly, droner, radarer og militærteknologi skal udvikles og indkøbes.
Virksomheder får ordrer.
Investorer kan få afkast.
Politikere beslutter bevillingerne.
Soldaterne og civilbefolkningerne bærer andre former for risiko.
Det betyder ikke, at ethvert forsvarsindkøb er illegitimt, eller at enhver krig alene skyldes profit.
Men det betyder, at vi bør følge pengene.
Også i Danmark.
Også når det gælder danske virksomheders deltagelse i internationale våbenprogrammer.
Også når det gælder forbindelser til krigsførende stater, herunder Israel, og spørgsmål om eksportkontrol og folkeret.
Og også når det gælder de offentlige udgifter, der kunne være anvendt til andre formål.
For national sikkerhed er ikke et argument for mindre demokratisk kontrol.
Det burde være et argument for mere.
Spørg veteranerne, hvad krigen virkelig koster
Og når politikerne taler om krig, fædreland og den ærefulde pligt til at ofre sig, kunne de passende begynde med at spørge dem, der faktisk har været der.
Spørg veteranerne fra Afghanistan og Irak.
Spørg dem, hvad de oplevede, da de kom hjem.
Om krigen blev ved med at være der, længe efter at de havde taget uniformen af.
Om de mistede kammerater. Om de blev såret. Om de fik søvnløse nætter. Om de oplevede at blive fremmede for deres egne familier.
Spørg også dem, der kom hjem uden sådanne mén, og som fortsat mener, at deres indsats havde betydning.
For veteranernes erfaringer er forskellige. Og netop derfor fortjener de at blive hørt.
Men stil dem det spørgsmål, der sjældent får plads mellem fanfarerne og de højtidelige taler:
Var den krig, I blev sendt ud i, den krig, politikerne fortalte jer, at I skulle kæmpe?
Og når vi nu igen taler om at forberede en ny generation på krig, burde vi så ikke først lytte til den generation, der allerede har oplevet den?
For der er forskel på at tale om at dø for fædrelandet fra Folketingets talerstol og at stå i en krig, hvor mennesker faktisk dør.
Og det er måske netop dér, samtalen om ungdommens fremtid burde begynde.
Mit barnebarn er ikke et mobiliseringstal
Hun går i 1. G.
Hun har et helt liv foran sig.
Hun skal have lov til at finde ud af, hvad hun vil med det.
Og hun skal have reelle muligheder for at gøre det.
Det samme gælder de andre unge.
Dem med velhavende forældre.
Dem uden.
Dem der vil være soldater.
Dem der ikke vil.
Dem der tror på militært forsvar.
Og dem der af samvittighedsgrunde afviser militærtjeneste.
Deres liv har samme værdi.
Deres fremtid skal ikke afgøres af familiens formue.
Og deres rettigheder skal ikke forsvinde, fordi verden er blevet farligere.
Alle generationer bag de unge
Det er ikke ungdommen, der har skabt de krige og magtforhold, den nu skal forholde sig til.
Det er heller ikke ungdommen alene, der skal bære ansvaret for at diskutere dem.
De unge organiserer sig og protesterer mod militarisering og værnepligt forskellige steder i verden. Deres bevægelser er forskellige, og deres situationer kan ikke uden videre sammenlignes.
Men de har ret til at blive hørt.
Og vi andre har et ansvar for at lytte.
Vi der er deres forældre.
Vi der er deres bedsteforældre.
Vi der er deres oldeforældre.
Vi der har levet længe nok til at vide, at historien ikke bliver mindre farlig af, at man holder op med at stille spørgsmål.
Og så til sidst, Mette Frederiksen
Hvis du har sagt, at du er parat til at dø for dit fædreland, vil jeg gerne stille dig et spørgsmål.
Smukt, Mette Frederiksen.
Store ord.
Men hvordan forestiller du dig helt konkret, at du selv vil dø for dit fædreland?
Og før du svarer, vil jeg gerne stille et andet spørgsmål:
Hvad er dit fædreland parat til at gøre for, at mit barnebarn kan få lov til at leve?
For det er trods alt lettere at tale højtideligt om døden end at skaffe ungdommen en fremtid.
Og det sidste burde være en regerings fornemste opgave.
Kom og støt de unge – nu er det nok!
4. november mødes vi på Rådhuspladsen og går sammen mod Christiansborg.
Demonstrationen er arrangeret af blandt andre Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Studenterrådet ved KU.
Til alle os der er forældre, bedsteforældre og oldeforældre: Kom og stå sammen med de unge!
De skal ikke stå alene med kampen for deres uddannelse, deres økonomiske vilkår og deres fremtid.
Alle generationer bag de unge! Nu er det nok!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


