27 Jan 2020  

KBH: Overskyet, dis, 6 °C

Ergenekon – Tyrkiets stat i staten

Ergenekon – Tyrkiets stat i staten

Tirsdag, 03. august, 2010, 11:15:42

»ERGENEKON Tyrkiet bag facaden« er en yderst velskrevet og spændende bog, om hvorledes fascismen, de kriminelle og udemokratiske kræfter arbejder.

Ergenekon – Tyrkiets stat i staten
NATO
Tyrkiets socialdemokratiske premierminister Bülent Ecevit blev opfordret af militærets øverste chef til at støtte Kontoret for Særlig Krigsførelse.

af Bjarne Nielsen

Ergenekon er 300 siders rystende læsning om Tyrkiet, som få kender det. Dokumentarisk drama og spænding hele vejen igennem. Hovedpersonerne er det lyssky netværk af militærpersoner, paramilitære dødspatruljer, højreorienterede gadebander, ultranationalister og narkobagmænd, der siden det moderne Tyrkiets fødsel systematisk har myrdet og tortureret etniske mindretal og politiske modstandere.

Forfatteren Pola Rojan, der er kurder og Tyrkiet-korrespondent for Jyllands-Posten, hvad der ikke mærkes, har skrevet et brag af en bog om spændingerne mellem militæret og demokratiske politikere. Det moderne Tyrkiet blev skabt af en række militærfolk, og de sidste 50 år har der været i alt fire militærkup og masser af drab på uskyldige.

Bogens omslag starter med, hvorledes ministerpræsident Ecevit under et fortroligt møde af landets militærchef bliver bedt om et større beløb til Kontoret for Særlig Krigsførelse – et kontor ministerpræsidenten intet kender til!

Først i dag, over 30 år senere, er der ved at blive kastet lys over det, der er blevet kaldt »Tyrkiets dybe stat«. Der kører i øjeblikket en retssag, men mysterierne er langt fra opklaret. Det ligger fast, at der eksisterer tætte forbindelser mellem de højrenationalistiske terrorgrupper, det kriminelle miljø og magteliten i landet. Ergenekon betyder bjergly og er et sagn, der er inkorporeret i statens officielle historieskrivning.

»En grå ulv kom til syne og førte an. Den viste dem vejen til et sandt paradis, Stedet var som Guds gave. De lukkede bjergpasset, så fjenden ikke skulle opdage det, og sagde, stedet må have et navn - Ergenekon«.

Således lyder sagnet om den organisation, der bestående af blandt andet generaler forsøger at undergrave et hvert skridt mod demokrati i et land, der søger optagelse i storkapitalens centrum, EU. Tak skæbne hvis højrekræfterne fra dette område kom i clinch med danske Messerschmidt og ligesindede.  

Ecevit blev spurgt pænt, hvorimod hundredvis af intellektuelle, liberale og venstreorienterede efter kuppet i 1971 blev mødt med ordene: »Du er i hænderne på Kontraguerilla-enheden under generalstaben! Her findes ingen forfatning! Ingen love! Der er kun os! Hvis du giver os de rette svar, slipper vi dig fri. Ellers må du selv vælge, hvordan du skal dø! Vi kan tilintetgøre dig, og ingen vil stille os til ansvar«.

De grå ulve
Bogen har en fremragende skildring af nationalismen og især den nationalfascistiske organisation De grå ulves opståen, udvikling og organisering. Den militante højrefløj var homogen, militært trænet og støttet af staten i modsætning til den store, men atomiserede venstrefløj. Fascisternes paramilitære styrker blev en integreret del af statens kamp mod venstreorienterede i hele Tyrkiet.

De grå ulve blev dannet i 1968 og havde som grundlag at »sikre, at ungdommen bliver opdraget i en nationalistisk ånd« og sikre, at kommunisterne »ikke uden videre kan kontrollere vore gader«. Pola Rojan giver en række eksempler på, hvorledes politiet og De grå ulve overfaldt, tæskede og myrdede venstreorienterede, blandt andet med planlagt overfald på tusinder af demonstranter i Istanbul i 1969, hvad der senere er blevet kaldt den »Blodige søndag«.

Da De grå ulve var på sit højeste i 1980, talte den 200.000 medlemmer og millioner af sympatisører verden over. De var uddannet i alt fra »bombeproduktion, sabotageteknikker, nærkamp og snigmord«. I Danmark var de aktive i København, Odense og Århus, mindes denne anmelder.

De grå ulve støttede både militærkuppet i 1971 og det ekstremt voldelige kup i 1980. Kuppet i 1997 mod den valgte islamiske regering anså de som »Tyrkiets første postmoderne militærkup«, hvor generalerne bare foretog »en justering af demokratiet«.

I 1978 blev syv medlemmer af Tyrkiets Arbejderparti (TIP) overfaldet i en lejlighed i Bahceliever-kvarteret i Ankara og tiltalt med ordene: »Hvad fanden er I for nogle kommunister, hvis I ikke engang har våben«, inden de blev bagbundet og likvideret af ulvene.

I modsætning til de ofte spontane skududvekslinger mellem de politiske fløje var massakren i Bahceliever planlagt med militær præcision af Kontraguerillaen, ledet af ulvenes viceformand, en statslig lejemorder, narkosmugler og kontraguerilla-agent.

Ecevit indviet
Kontoret for Særlig krigsførelse, som Ecevit ikke kendte til, er omhyggeligt beskrevet og blev startet af USA som paramilitære styrker, der skulle være på vågeblus i fredstid og aktiveres, når »kommunisterne spillede med kræfterne«. Bogen gennemgår blandt andet NATO’s feltmanual for Operationer mod Uregelmæssige styrker.  Skræmmende læsning, der minder om den italienske fascismes terrornetværk Gladio.

Stay Behind-operationen i Tyrkiet var NATO’s vigtigste og den med de største omkostninger for venstrefløjen. Det var en aftale mellem Tyrkiets væbnede styrker, USA’s forsvarsministerium og CIA. I 1951 havde USA over 3000 militære rådgivere og 2000 civile fra Pentagon i Ankara.

Det var dem, der etablerede Kontraguerillaen, der kom til at bestå af 100.000 tyrkiske statsborgere, som stod uden for tyrkisk lovgivning. Lederne var officerer fra hæren og senere stiftere af De grå ulve. Træningslejrene lå i Panama, hvor også Kontraer til Nicaragua, Chile og Honduras trænede.

I 1974 bukkede Ecevit-regeringen under, og i den nye regering blev De grå ulve repræsenteret. De fik blandt andet toldministeriet og dermed kontrol med våbenindsmugling samt centrale poster i efterretningstjenesten.

Et konkret eksempel på hvad det kom til at betyde, er massakren 1. maj 1976, som »Kontoret« stod bag.  På denne dag fejrede over 500.000 mennesker 1. maj på Taksimpladsen i Istanbul. 133 blev dræbt af maskingeværild.

Historien JITEM
Omkring aftenstid en septemberdag i 1992 blev den kendte venstreorienterede kurdiske forfatter Musa Anter myrdet af folk fra Gendarmeriets Efterretnings- og Terrorbekæmpelsesenhed, JITEM.

Efter en kort mediedækning døde sagen ud, da der det år alene var 5040 uopklarede mord med politiske motiver i Tyrkiet. I 1997 var antallet af uopklarede mord med politiske motiver steget til 19.962, hvoraf de 5039 var begået samme år. Det vil sige knap 97 om ugen hele 1997! Ofrene var alt fra lokale bønder, lærere, advokater, politikere, fagforeningsfolk og andre.

Baggrunden for dette var kup og kampen mod Kurdistans Arbejderparti, PKK, der blev stiftet i 1978 i Ankara. Bogen er rimelig sober i fremstillingen af PKK og viser, at mange modstandere af PKK var rekrutteret til kampen for penge, våben og straffrihed. For eksempel undgik 336 mordmistænkte og eftersøgte at blive stillet for en dommer.

Efter De grå ulves hærgen i 70’erne greb generalerne til kup i 1980, hvor i alt 650.000 blev anholt og 230.000 anklaget ved domstolene, heraf 98.404 for at være »medlem af organisationer«. 517 blev dømt til døden, og 50 blev hængt.

Derudover blev 30.000 offentligt ansatte fyret, fordi de udgjorde en »risikofaktor«. 14.000 mistede deres statsborgerskab, og dobbelt så mange flygtede til udlandet – især til Vesteuropa ad hemmelige veje, da der var udrejseforbud.

23.677 foreninger blev lukket, og 39 tons aviser, bøger og blade blev brændt, som man gjorde i Hitlers Tyskland. 400 journalister fik sammenlagt 3315 års fængsel, medens 299 døde under tortur, og ligeså mange »forsvandt« eller »døde af naturlige årsager«.

JITEM var en ny efterretningsenhed, der skulle handle og udføre »militære operationer i både ind- og udland«. Enheden er heller aldrig blevet parlamentarisk godkendt. Mordet på Musa Anter var JITEM’s mest spektakulære. Morderen har i dag fået asyl i Sverige, har tilstået alt og afsløret JITEM. En anden årsag til vores kendskab til organisationen var, da en bil med 230 kilometer i timen i 1996 forulykkede. 

Tyrkisk Watergate
I bilen sad en militant klanleder og medlem af parlamentet for det konservative regeringsparti DYP, direktøren ved Istanbuls politiakademi og Abdullah Catli, Ulvenes viceleder og med i Kontraguerillaen samt hans elskerinde. En køn samling.

Catli stod bag massakren i Ankara i 1978 og har været leder af den gruppe ulve, der ved højlys dag skød Pave Johannes Paul 2. i 1981. Attentatmanden Agca havde boet sammen med Catli op til mordet på en kendt redaktør i 1978. Catlis gruppe havde også kontakt til en smugler, der havde smuglet i alt 70.000 håndvåben og 27 millioner styks ammunition til landet i de blodige 70’ere.

Hele persongalleriet omkring Catli var narkobagmænd, lejemordere, agenter og militærfolk. Catli blev i 1982 hvervet af juntaen til at likvidere den »venstreorienterede armenske befrielsesorganisation« ASALA’s ledere. Forbilledet var den israelske efterretningsorganisation MOSSAD’s hævnaktioner mod militante palæstinensere efter massakren under OL i München i 1972.

Inden planerne blev iværksat, blev Catli dog anholdt i Schweiz for narkosmugling, som var en af De grå ulves indtjeningskilder. Catli blev dog løsladt og fik en ny identitet. Herefter begyndte Catlis gruppe »at bombe og likvidere armenske mål i en række europæiske hovedstæder«.

Catli og hans folk var trænet af koldkrigeren Korkut Eken, der selv var trænet i »ukonventionel krigsførelse« ved hemmelige CIA-akademier i Vesttyskland, USA og Storbritannien. Alt dette ved man, fordi en bil forulykkede, akkurat som PET fandt Blekingegadelejligheden grundet et biluheld. 

Tyrkiets første kvindelige ministerpræsident Ciller, som introducerede Ergenekon for landets ledelse, udtalte om Catli:

– Æret være deres minde, som dræber eller selv bliver dræbt for fædrelandet, nationen og staten. Bogen afslører artige ting om denne konservative politiker.   

Lyngby attentatet
I 1994 blev formanden for Kurdistan Komiteen, kurderen Yilmaz, skudt ned i Lyngby på vej hjem fra bageren. Samme dag ransagede PET, komiteens lokaler i Vesterbrogade. Naturligvis uden at finde spor af en mand af »tyrkisk udseende«, som Yilmaz fra sygesengen havde omtalt  til betjentene.

De kurdiske foreninger i Danmark pegede på tyrkiske agenter. Politiet opklarede aldrig sagen, som de heller ikke opklarede bombeattentatet mod Internationale Socialister i Søllerødgade i 1992. I dag er Yilmaz direktør for den kurdiske tv-station ROJ, som Tyrkiet konstant forsøger at lukke med henvisning til påståede PKK-kontakter.

I 2005 udkom en biografi i Tyrkiet, der afslører, at gerningsmanden var en agent fra Den Nationale Efterretningstjeneste, MIT, der også deltog i likvideringerne på medlemmer af ASALA. MIT myrdede en del militante armeniere i udlandet i 80’erne.Yilmaz selv er blevet nægtet adgang til PET’s mapper om ham. Noget der virker velkendt.    

Bogen er spækket med adskillige historier af samme skuffe. Den ene mere afslørende end den anden. Mange thrillerforfattere kan godt pakke sammen eller lade sig inspirere.

Retssagen
Bogens forfatter mener, at udviklingen går mod Ergenekon grundet det islamiske parti AKP, der siden 2002 har regeret landet, ligesom landet har gennemført en række reformer, som krævet af EU. Forfatteren har flere troværdige forklaringer på dette, blandt andet at islam historisk altid har været i opposition til magthaverne.

I retssagen, som kører på fuld skrue nu, er den tidligere øverstbefalende general for gendarmeriet, en general for hæren, en brigadegeneral fra gendarmeriet og en brigadegeneral fra flåden, to præsidenter for magtfulde erhvervsorganisationer, formanden for Tyrkiets Arbejderparti, narkobagmænd og mafialedere anklaget for at danne en »terrororganisation til væbnet kamp mod staten, dens regering, mord, mordforsøg og bombeanslag«. De alvorligste af anklagerne er dog fremskredne kupplaner. Hele fem militærplaner siden AKP’s valgsejr i 2002.

Deres eneste undskyldning er: »Jamen drengene kæmper jo mod kommunisterne«.

Det er en yderst velskrevet og spændende bog, om hvorledes fascismen, de kriminelle og udemokratiske kræfter arbejder. Eneste minus ved bogen, der har et fint navneregister dog uden sidehenvisninger, er dens ringe kildehenvisninger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. aug. 2010 - 11:15   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger