Hvad med at sætte luppen på alle de børnefamilier og andre udstødte i Danmark, der ingenting har. Og hjælpe dem på plads. Det er en god ide!
Sætter man udviklingsbistanden under lup, får man øje på en god idé
Men ligegyldigt hvor man mener, at bistanden har størst forbedringspotentiale, så er det godt, at et bredt folketingsflertal holder fast i udviklingsbistanden. Vi skal holde fast i, at den er en klog måde at engagere sig i den verden, vi er en del af. Alt andet er strudsepolitik: At stikke hovedet i busken og håbe at verden forsvinder i mellemtiden. Det gør den som bekendt ikke, skriver Trine Pertou Mach.Berlingske Tidende har i sensommeren sat den danske udviklingsbistand ”under lup” med kritiske artikler om, hvad pengene går til. Jeg er varm tilhænger af at give udviklingsbistanden den opmærksomhed, den fortjener.
Og tager vi luppen frem, så ser vi en politisk god idé og et både solidarisk, snusfornuftigt og langsigtet udenrigspolitisk håndtag.
Udviklingsbistand handler om flere ting. Blandt andet migration og sikkerhedspolitik. Store migrationsstrømme starter nemlig ikke med spektakulære scener ved grænsen til Ceuta. De starter i konflikter. I lande ramt af klimakrise. Samfund uden jobs, uden fremtid. Flygtningekriser starter ikke i gummibåde. De starter i krig og konflikt, med klimaforandringer, i autoritære diktaturer med kvælertag om civilsamfundet.
Hvis man rent faktisk vil dæmme op for flygtningestrømme politisk, så er kampen mod deres årsager den rette opskrift. Brød, frihed, retfærdighed, som det lød under oprørene i Nordafrika og Mellemøsten, det såkaldte Arabiske Forår.
Kigger man videre med luppen, ser man hurtigt, at udviklingsbistand handler om mere end migration. Uden den, ville dansk diplomati og udenrigspolitik stå svagere ude i verden. Danske diplomater ville savne at komme fra et land, der som minimum lever op til FN’s 0,7 procent-målsætning. Dansk erhvervsliv ville savne dens eksportfremmende effekter.
Udviklingsbistanden skal mange ting; det er en del af præmissen, når man – og det er også et helt centralt mål i en skør verden – skal fastholde et bredt politisk flertal bag den.
Kun en promille af udviklingsbistanden
I Enhedslisten er kompasset indstillet på en politik, som er retfærdig i en grotesk ulige verden. Det er helt på sin plads, at et af verdens rigeste lande bruger noget af sin rigdom på at bekæmpe fattigdom og ulighed og på at styrke og understøtte frie og levende civilsamfund i andre dele af verden. Til at styrke velfungerende skattesystemer, sikre adgang til kvalitetsuddannelse, støtte retfærdig grøn omstilling. Ja, på at ændre de strukturelle årsager til fattigdom, til krig og konflikt, til at mennesker drives på flugt.
Berlingskes lup zoomede ind på Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje, som uddeler 21 millioner kroner årligt. Nu kan man jo bruge en lup så grundigt, at man glemmer at se helhedsbilledet, men okay, formålet var næppe heller puljen i sig selv.
Puljen, som udgør cirka én promille(!) af udviklingsbistanden, finansierer oplysning og engagement herhjemme om udvikling og FN’s verdensmål. Det er sund demokratisk fornuft, at borgene her i landet får en chance for at kende til det, vi finansierer via bistanden – og engageres i det!
Selvfølgelig kan man være kritisk over for udvalgte oplysningsprojekter. Min kritiske lup er dog rettet mod det stigende fokus på at gavne stærke danske erhvervsinteresser, asylbehandling herhjemme, asylcentre i tredjelande.
Men ligegyldigt hvor man mener, at bistanden har størst forbedringspotentiale, så er det godt, at et bredt folketingsflertal holder fast i udviklingsbistanden. Vi skal holde fast i, at den er en klog måde at engagere sig i den verden, vi er en del af. Alt andet er strudsepolitik: At stikke hovedet i busken og håbe at verden forsvinder i mellemtiden. Det gør den som bekendt ikke.
Og så skal man ikke være blind for, at Berlingskes artikelserie ikke handlede om at værne om skatteborgernes penge og sikre, de bruges på de rigtige projekter. Den er en kampagne mod selve udviklingsbistanden. Og den er ikke forbi.
Derfor har vi et kollektivt ansvar, og det er ved at være tid til at komme på barrikaderne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.