Mental sundhed angår os alle
Ingen eller få symptomer på psykisk sygdom er ikke ensbetydende med, at du er sund. Mental sundhed angår alle danskere. Uanset om du er indlagt, i behandling, presset pårørende, trykket af travlhed eller føler, du har et godt liv med få bekymringer. Vi skal ikke kun styrke behandlingsindsatsen. Vi skal også gøre det til en folkesag at løfte danskernes mentale sundhed. Hjernen er et af vores vigtigste organer, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.Den 10. oktober var Sindets dag – en international årsdag, hvor der bliver sat fokus på mental sundhed verden over. Hvert år har dagen et tema, og i år var det, “Mental sundhed er en universal menneskerettighed”.
Både i behandlingen og i den måde, man i familier og på arbejdspladser taler sammen om psykiske udfordringer, er fokus ofte på symptomerne. For eksempel på angsten, på depressionen eller på stressen.
Psykiske udfordringer skal naturligvis behandles. Men behandlingen af symptomerne må ikke stå alene. Vi skal have hele mennesket med. Vi skal have løftet danskernes mentale sundhed – både dem, der er ramt af udfordringer, og dem som risikerer at opleve det senere i livet.
Jeg oplever, at det kan være svært at få gjort mental sundhed relevant, så det giver mening for mange. En del af de mennesker, jeg taler med, giver udtryk for, at mental sundhed for dem handler om noget med psykiatrien og psykiske lidelser.
Samtidig hører jeg i andre sammenhænge spørgsmålet om, hvorvidt indsatsen for mental sundhed og indsatsen for psykiatri ikke er to forskellige ting? Og om vi ikke skal passe på, at vi ikke blander de to ting sammen? Jeg hører, at der bliver sagt, at hvis vi blander det sammen, så kommer vi til at sygeliggøre nogle mennesker, som egentlig “bare” er ramt af livet.
To sider af samme sag
Men er det ikke to sider af samme sag, at hvis man ikke holder sig mentalt sund, så kan man ende med at skulle have behandling i psykiatrien? Vil vi med fokus på mental sundhed kunne hjælpe bredt og stoppe den udvikling, som vi hører om, hvor forskellige undersøgelser viser, at mange danskere får psykiske problemstillinger i løbet af deres liv?
Meningerne og holdningerne er mange og peger i forskellige retninger, afhængig af hvor i systemet du spørger. Jeg har læst undersøgelser, som viser både det ene og det andet. Nogle mener, at du ikke rigtig kan forebygge, fordi du kan være i en risikogruppe, hvor man ikke kan forebygge, at du får en psykisk lidelse. Andre mener, at der er noget, man kan gøre.
Hvis vi gør det mere acceptabelt at nyde, før man yder, og ikke skal presse alle ind i kasser, man ikke kan navigere i, så vil vi nå langt.
Lige som nogle mener, at man ikke kan blive rask, hvis man først har fået en psykisk lidelse, mens andre mennesker er levende beviser på, at det kan man godt.
FN’s sundhedsorganisation WHO definerer mental sundhed som en tilstand af velbefindende, hvor individet kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress samt indgå i fællesskaber med andre mennesker.
Hvis vi skal læne os op ad den definition, så mener jeg, at vi må sætte debatten om mental sundhed langt højere op på den politiske dagsorden og finde en måde at tale om det på, hvor det enkelte menneske ikke bliver dømt ude. Vi skal tale om, hvad der giver mening for os hver især: Hvordan kan vi som samfund understøtte mennesker i at leve et liv, hvor man oplever følelsen af velbefindende og har livsmuligheder?
Betydningen af glæde og fællesskab
I SIND ser vi, hvordan oplevelser, som giver glæde og følelsen af fællesskab, styrker det enkelte menneskes mentale helbred. Jeg tror på, at hvis der kommer en bølge af meningsfulde aktiviteter som en integreret og en naturlig del af vores hverdag, så kan vi styrke den mentale sundhed hos os alle. Hvis vi gør det mere acceptabelt at nyde, før man yder, og ikke skal presse alle ind i kasser, man ikke kan navigere i, så vil vi nå langt.
Jeg tror på, at alle gør deres bedste ud fra den position, de er i. Hvis vi som samfund giver hvert menneske muligheder for at udfolde sine evner og håndtere dagligdags udfordringer og stress, så bliver det nemmere at leve et værdigt og meningsfuldt liv.
Og i alt det skal vi huske at have et sundhedssystem, hvor psykiatrien har forhold, som kan yde den nødvendige og rette hjælp til de mennesker, som får brug for det.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.