Kan du ikke lide lugten i bageriet: Ulovlige husregler på herberger
På nogle herberger er husreglerne ulovlige. Det er de, når personalet forlanger urinprøver og stoftest for at se, om du er påvirket, skriver Henrik "Mas" Nørgaard Christensen.Når man kommer ind på et herberg som hjemløs, er man evigt taknemmelig over at få tag over hovedet, og for at der er en ledig plads; en seng at ligge i og en dør at lukke, så man kan få fred. Ro til at tænke, tid og støtte til at gøre noget ved de problemer, man har som hjemløs.
Selvsamme problemer – et for højt forbrug af alkohol eller stoffer, psykiske og sociale problemer – gør, at du ikke altid lige er i balance. Og det skal et herberg selvfølgelig kunne rumme. Det giver sig selv, at man ikke skal smides ud for det, der gjorde, at man i udgangspunktet var målgruppe for tilbuddet.
Men selvfølgelig skal der være rammer. Rammer, der sikrer, at hverdagen på stedet kan opretholdes for både beboere og ansatte. Derfor har alle herberger et sæt husregler, man skal følge, mens man bor på stedet.
Ulovlige husregler
Husreglerne – altså regler og forventninger til dig, mens du er på herberget – er forskellige for de over 100 herberger og forsorgshjem, vi har i Danmark.
Nogle steder må du drikke, andre steder ikke.
Nogle steder er reglerne sågar også ulovlige. Det er de, når personalet forlanger urinprøver og stoftest for at se, om du er påvirket. Ransagninger af dit værelse for at se, om du har alkohol eller stoffer, er ikke ualmindeligt. Der sker vilkårlige udsmidninger, uden at du synes, at du har gjort noget forkert, og uden du får mulighed for at blive hørt, før du bliver smidt ud.
Jeg kunne blive ved med at nævne eksempler, der gør, at du aldrig kan føle dig helt sikker på, at du virkelig er kommet i ly fra hjemløsestormen, der raser udenfor. Du ved aldrig, hvordan personalet på herberget forvalter den magt, de har fået.
Lys forude
Men det lysner. Socialministeriet har for nylig offentliggjort en vejledning, der beskriver, hvad man må lave husregler om på herbergerne; hvad der tillades, hvordan reglerne skal håndhæves, og hvilke konsekvenser der er passende, hvis du bryder reglerne. Det er på høje tid.
Men det er ikke gjort med at slå fast, at personalet ikke må lave politiarbejde, som ransagninger, stof- og alkoholtest retteligt er. For mantraet for personalet har rigtig mange steder været: ”Hvis du ikke makker ret, er det bare ud!” Hvis man er rigtig uheldig, kan udsmidningen blive fulgt op af et: ”Og jeg skal nok sørge for, at du ikke kommer ind andre steder!”
Det har heller ikke nogen konsekvenser for herberget at smide folk ud på et forkert grundlag. Du kan som hjemløs klage over udsmidningen, men Ankestyrelsen har en sagsbehandlingstid på 12 måneder, så reelt er hjemløse frataget retten til at klage. Sagsbehandlingstiden skal være meget kortere, hvis hjemløse skal have en følelse af, at vi har rettigheder; at vores retsfølelse tages alvorligt.
Vejledningen om husordener kan ikke stå alene. Hvis den skal give mening, bliver den nødt til at blive fulgt op af andre initiativer.
For det første bør Socialministeriet lægge en plan for, hvordan de sikrer, at vejledningen implementeres. For det andet bør de sociale tilsyn på deres tilsynsbesøg kontrollere, at det sker. For det tredje, og vigtigst af alt, bør alle klager over bortvisninger fra herberger og forsorgshjem have en fasttrackordning i Ankestyrelsen, det vil sige, at de skal hastebehandles, så også hjemløse føler, at de har et minimum af retssikkerhed.
For hele pointen med at søge ly på et herberg er, at man ingen steder har at gå hen, hvis det også glipper.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.