Det ser ud til, at den nævnte gruppe bliver arbejdsløse af at gøre deres pligt. Det er jo fagforeningens opgave, at lære denne gruppe af introverte, til at blive ekstroverte og få et mere afslappet forhold til pligten. Den nævnte gruppe er dem, der bliver hundset med og presset til at løbe hurtigere, når beskærelser i antallet af ansatte effektueres på et arbejdsområde. Fagforeningen skal finde ud af nøjagtigt hvor mange, der skal være til et arbejdsområde, så stress på grund af sygdomsfrem-kaldende underbemanding effektivt bliver elimineret.
Gør din pligt, og kræv din ret
Den store portefølje i jobcentrene gør det ikke lettere for netop denne gruppe af ledige. De risikerer igen at skulle kæmpe om opmærksomheden med borgere, som er fortrængte fra arbejdsmarkedet af andre grunde, og hvor et job måske slet ikke er den rigtige løsning, skriver Kirsten Normann Andersen.Der er gennem tiderne skrevet adskillige essays over temaet den forsagte medarbejder, som har utrolig svært ved at stå op for sig selv i kampen om løn og arbejdsvilkår. De ville tabe en ulige kamp, hvis det var op til den enkelte selv at forhandle løn- og ansættelsesvilkår – uagtet, at det faktisk ofte er den stille og mere introverte medarbejder, som får hverdagen til at fungere i praksis.
En fællestillidsrepræsentant satte for mange år siden ord på netop den gruppe i vores fælles forhandlinger om lokalløn. Hun kaldte dem for stabilgruset – og det var også fællestillidsrepræsentanten, som insisterede på at se netop den gruppe – på lige fod med de mange, som havde vænnet sig til at fremhæve egne kompetencer og særlige opgaver.
Stabilgruset er den gruppe af medarbejdere, som troligt møder ind på job og løser de opgaver, som skal løses. De står ikke først i køen, når der skal udvælges medarbejdere til nye spændende projekter, som kan give tiltrængte afbræk i hverdagens rutiner.
De tager til gengæld ofte en ekstra tørn, når kolleger med de spændende projektopgaver skal gå fra for at deltage i møder om deres projekt.
Fællestillidsrepræsentantens pointe var, at når forslag til lokale lønforhandlinger blev præsenteret, så var det typisk projektmedarbejderne, som blev fremhævet for deres indsats – mens de, som havde sørget for, at hverdagen fungerede – ofte blev overset.
Fællestillidsrepræsentantens indsats er et eksempel på, hvordan medarbejderindflydelse i praksis gavner virksomhederne. For uden anerkendelse af dem, som faktisk får hjulene til at køre rundt, så risikerer vi at miste dem.
Det er dog især et paradoks, at det desværre også ofte er de mindre synlige medarbejdere, som står yderst på vippen ved sparerunder på arbejdspladsen.
I jobcenterets karrusel
Desværre er det også den gruppe, som efterfølgende har svært ved at få job igen. For vi er ikke alle udstyret med et stort ego, som gør os i stand til at gå ud og sælge os selv. Nogle er bedst til at gøre sin pligt. Andre er bedst til at kræve sin ret – og netop den gruppe er bare lettere at få øje på.
Jeg har en særlig opmærksomhed på gruppen af ledige, som egentligt blot mangler et job, men som desværre ikke er i stand til at gøre tilstrækkeligt opmærksom på sig selv i jobsøgninger.
De ender alt for ofte i jobcentrets karrusel af praktikforløb, jobtræning, løntilskud – og hvad der nu ellers er på hylderne. Og det er ærlig talt demotiverende – og i værste fald sygeliggørende. Men virksomheder går også glip af potentielt topmotiverede, engagerede og ikke mindst stabile medarbejdere.
Her kan man for alvor tale om, at man har smidt guld på gaden.
En ny reform har formelt rykket diverse standarder for jobcentrenes indsatser midt over. Rundt om i kommunerne er man i fuld gang med overvejelser om, hvad man skal gøre i stedet.
Den store portefølje i jobcentrene gør det ikke lettere for netop denne gruppe af ledige. De risikerer igen at skulle kæmpe om opmærksomheden med borgere, som er fortrængte fra arbejdsmarkedet af andre grunde, og hvor et job måske slet ikke er den rigtige løsning.
De har egentligt heller ikke brug for en dygtig socialrådgivers kompetencer. De har brug for virksomheder og fagforeninger – som også får øje på de introverte – og ikke mindst de ledige.
De har måske ikke et spændende CV med aktive fritidsinteresser, som de kan fremvise. De har måske heller ikke den mest farverige fremtoning. Men de bedste virksomheder lever altså heller ikke af smukke og belevne medarbejdere. De lever af det, som medarbejdere præsterer.
Skæve løsninger
Jeg har selv eksperimenteret med skæve løsninger i forhold til ansættelser – og efter min bedste overbevisning til stor gavn for både trivslen og kvaliteten af det arbejde, vi skulle levere. Men det er ikke eksperimenter, som kan sættes på formel.
Vi kan ikke lovgive os ud af, at nogle for længe står uden for arbejdsmarkedet – og det hjælper selvsagt ikke at presse den ledige, når det er lukkede døre, som er den egentlige årsag.
Men vi kan påbegynde en samtale om, hvordan virksomheder og fagforeninger i fællesskab kan bidrage til, at vi får alle med – og ikke mindst kun ser de, der kræver deres ret – men også ser de, der bare gerne vil have et job.
Det burde være en smal sag i en tid – hvor manglen på arbejdskraft er stor.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.