20 May 2019  

KBH: Spredte skyer

Stem for klimavenlige investeringer i din pensionskasse

Blogs

Thomas Meinert Larsen
lektor og formand for 350 Klimabevægelsen i Danmark
350 Klimabevægelsen er en partipolitisk uafhængig bevægelse

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 29. marts, 2019, 08:47:27

Stem for klimavenlige investeringer i din pensionskasse

I april måned 2019 holder pensionsselskaberne igen generalforsamling, og her har medlemmerne altså igen en mulighed for at få pensionsselskaberne til at investere i grøn omstilling, i stedet for at modarbejde den.

De danske pensionsselskaber har investeret milliardstore formuer i kul, olie- og gasselskaber, som planlægger at udvinde langt større mængder af fossile brændsler, end kloden kan tåle.

Din stemme er vigtig i forhold til at sikre, at vores fælles pensionsopsparinger placeres mere ansvarligt.

At vores kollektive opsparinger i den grad modarbejder den grønne omstilling, er enormt problematisk.

Ikke alene har disse fossil-selskaber en problematisk forretningsmodel, men der er samtidig adskillige efterretninger om, at disse selskaber i det skjulte direkte modarbejder Paris-aftalen, samtidig med at de offentligt fortæller at de støtter den.

Pensionsselskabernes dobbeltspil

At dette dobbeltspil kan finde sted, uden at danske pensionsselskaber dropper at investere i dem er stærkt problematisk og dobbeltmoralsk.

Det er derfor nu, at medlemmer af danske pensionsselskaber skal bruge deres stemmeret, når de holder deres årlige generalforsamlinger. Og det kan bestemt nytte, at vi som individer demonstrerer vores holdninger over for pensionsselskaberne.

De seneste års pres på pensionsselskaberne, blandt andet fra netværket AnsvarligFremtid, har nemlig ført til at flere pensionsselskaber er begyndt at følge en grønnere kurs.

MP Pension besluttede eksempelvis sidste år at frasælge aktier i fossile brændsler, Industriens Pension har for nyligt frasolgt alle aktier i kul, og Lægernes pension har netop frasolgt sine investeringer i oliegiganterne Exxon og BP.

Men der er behov for mere pres.

Mød op på generalforsamlingerne

I april måned 2019 holder pensionsselskaberne igen generalforsamling, og her har medlemmerne altså igen en mulighed for at få pensionsselskaberne til at investere i grøn omstilling, i stedet for at modarbejde den.

Det drejer sig om følgende pensionsselskaber: MP Pension (den 6. april), PJD-Jordbrugsakademikere og Dyrlæger (den 8. april), AP-Arkitekternes Pensionskasse (den 9. april), JØP-Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (den 24. april), ISP-Ingeniørsammenslutningens Pensionskasse (den 25. april), DIP-Pensionskassen for civil-og akademiingeniører (den 29. april).

Er du medlem af et af disse pensionsselskaber, så husk at stemme for klimaforslagene. Du kan enten tilmelde dig generalforsamlingen og stemme selv, eller du kan afgive fuldmagt til andre der deltager.

Netværket AnsvarligFremtid (www.ansvarligfremtid.dk), og Mellemfolkeligt Samvirke (www.ms.dk) koordinerer medlemmernes fremsættelse af klimaforslag til generalforsamlingerne.

På deres hjemmesider kan du finde alle oplysninger om generalforsamlingerne, de fremsatte klimaforslag, og information om hvordan du kan afgive fuldmagt.

Din stemme er vigtig i forhold til at sikre, at vores fælles pensionsopsparinger placeres mere ansvarligt, sådan at vi sikrer os, at vores opsparinger rent faktisk arbejder for at indfri Paris-aftalen og ikke arbejder imod den. 

Nyeste blogindlæg
af John Holten-Andersen
af Karina Rohr Sørensen
af Jørgen Petersen
af Andreas Petersen