03 Dec 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Kast ikke med sten, når du bor alment

Blogs

Solveig Munk
Socialrådgiver og aktivist i Almen Modstand i Aarhus.
Socialrådgiver og aktivist i Almen Modstand i Aarhus. Har været ansat af beboerne i Vejlby Vest i en afdeling i den almene boligorganisation Alboa i mere end 25 år.
Blogindlæg af Solveig Munk

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 18. november, 2020, 09:28:11

Kast ikke med sten, når du bor alment

Boligselskabet Fsb smider nu familier ud, der er blevet dømt for at have deltaget i urolighederne, der opstod, da Rasmus Paludan pludselig kom til Blågårds Plads og begyndte at sparke til Koranen. Ghettopakken åbner op for, at familier kan smides ud, hvis de dømmes for kriminalitet i deres område.

Kast ikke med sten, når du bor alment.

Straffen kan være hårdere her, end hvis du ejer din egen bolig. Hele familien kan miste sit hjem i en almen bolig som konsekvens af et husstandsmedlems dom.

Mennesker i en almen bolig risikerer at blive straffet hårdere end dem der ejer deres egen bolig.

Bliver en person idømt en ubetinget fængselsstraf for en handling begået inden for en radius af en kilometer fra sit hjem, kan det almene boligselskab opsige lejemålet for den husstand, personen tilhører på gerningstidspunktet.

"Ghettopakken", der jo havde som formål at gøre op med "parallelsamfund", må have indsat denne ret til udlejer i den almene lejelov for at give de almene boligselskaber redskaber til at skaffe sig af med uønskede lejere.

Anderledes kan det ikke tolkes. For der er ingen sammenhæng til udlejers pligt til at sikre god ro og orden for alle lejere, hvor udlejer "om fornødent" kan ophæve lejeforholdet.

Idømmes en person i en husstand en fængselsstraf for en forbrydelse begået indenfor maksimalt en kilometer fra hjemmet, kan lejemålet altså ophæves for alle i husstanden uden grund. Også selvom den dømte ikke mere befinder sig i husstanden.

Familie på fire smidt ud

Det er, hvad der netop er overgået en familie på fire personer på Nørrebro i København. Boligselskabet Fsb, Københavns største almene boligorganisation, har netop fået medhold i byretten til at ophæve lejemålet for familien. Bare fordi de kan, gør de det.

Familien har levet i fred og fordragelighed med sine naboer, uden klager eller brud på husordenen, i den samme boligafdeling siden 1993. Familien består af far, mor, to skolesøgende børn og udeboende to voksne børn i uddannelse og arbejde, og så den stenkastende, nu 18-årige søn.

Da stenkastet fandt sted tæt på hjemmet, var sønnen 17 år og hjemmeboende.

Han flyttede hjemmefra, da han fyldte 18 år i 2019, og boede stadig ikke hjemme, da byrettens dom om ophævelse af lejemålet faldt.

Han har udstået sin straf på otte måneders fængsel for at kaste med genstande mod politiet (uden at ramme) og til at "opildne".

Han kastede stenene mod betjentene i protest mod deres beskyttelse af Rasmus Paludan, hvis forhånelse af muslimer, politiet havde tilladt på Blågårds Plads, familiens kvarter. Alle hans dømte kammerater fik hårde straffe, nogle udvisning.

Sønnen var i et læreforhold og har ikke før eller siden været straffet.

Dommere var uenige

Byrettens tre dommere var ikke enige. De to af dommerne mente, at ophævelsen af lejemålet var berettiget.

"Under hensyn til grovheden af kriminaliteten, der er egnet til at mindske trygheden i boligområdet, finder disse dommere, at de begåede lovovertrædelser indebærer en sådan grov forstyrrelse af den offentlige orden, at ophævelsen af lejeaftalen, uanset at den udgør et indgreb i lejers ret til sit hjem, den tid lejer har boet i lejligheden, samt at hun bor der med sin mand og to hjemmeboende børn, har en sådan proportionalitet, at ophævelsen ikke er i strid med art. 8 i menneskerettighedskonventionen", står der blandt andet i dommen.

Den tredje dommer var uenig i dette og fremførte blandt andet, at det "følger af den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis i sager om ophævelse af lejemål, at retten skal vurdere, om der er et rimeligt forhold mellem de anvendte midler og det mål, som indgrebet forfølger".

Et sådant rimeligt forhold fandt dommeren ikke var til stede. Denne dommers proportionalitetsafvejning førte til, at lejeforholdet ikke burde ophæves.

Lejeren skal betale sagens omkostninger på 20.820 kroner inden 14 dage.

Dommerne kunne have dømt anderledes. Det gjorde de ikke. Boligselskaber kan undlade at udrense beboere, bare fordi de kan. Det gjorde Fsb ikke.

Retssikkerhed til og ligestilling af lejere kræver, at "ghettolovene" ophæves.

Du kan støtte borgerforslaget om at ophæve "ghettolovene" om nedrivning og salg af almene boliger og afskaffe de såkaldte "ghettolister".