17 Sep 2019  

KBH: Spredte skyer, 11 °C

Hvad blev der af velfærdslov med større værdighed?

Blogs

Peter Kay Mortensen
Formand for Faglige Seniorer Nordsjælland
Tidligere formand for LO Hovedstaden. Suppleant til Hovedstadens regionsråd for Socialdemokraterne.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 22. august, 2019, 08:09:22

Hvad blev der af velfærdslov med større værdighed?

Der er brug for, at den nye regering tager fat på genopretningen af ældreplejen, når der nu forhandles økonomiske rammer for kommunerne og laves forslag til finanslov.

Der er nu gang i det politiske Danmark. Regeringen har meldt ud, at den er i gang med et kasseeftersyn for at se, hvad der er af økonomisk råderum.

Andelen af svage ældre, der modtager hjælp til rengøring, er faldet fra 43 procent i 2007 til 25 procent i 2017.

Samtidig vil regeringen tage fat på forhandlingerne med kommuner og regioner om de økonomiske rammer for 2020.

Sideløbende med disse tiltag skal regeringen også fremlægge sit forslag til næste års finanslov. Som en af de øvrige prioriteter har regeringen meldt ud, at de vil fremsætte forslag til en klimalov.

I maj måned fremlagde Socialdemokratiet i valgkampen deres forslag til en velfærdslov, der på ældreområdet indeholder flere hjemmehjælpstimer og flere plejehjem. Desværre blev arbejdet med en velfærdslov ikke omtalt i forhold til de initiativer, som regeringen vil tage fat på her og nu.

Brug for genopretning

Der er i forståelsespapiret, som er grundlaget for den Socialdemokratiske regering, ikke ret meget om, hvad der skal ske på ældreområdet, ud over at der skal sikres større værdighed i ældreplejen. Det er også tydeligt, at regeringen vil dække det demografiske træk.

Men der mangler klare bud på, hvad der skal til for at genoprette pleje og omsorg for svage ældre.

I den seneste rapport fra VIVE (Det Nationale forsknings- og analysecenter for velfærd), som blev offentliggjort i februar, er det dokumenteret, at andelen af svage ældre, der modtager hjemmehjælp i form af praktisk hjælp til rengøring, er faldet fra 43 procent i 2007 til 25 procent i 2017.

Det, man yderligere kan læse i rapporten, er, at 31 procent af de svage ældre overhovedet ikke modtog hjælp i 2007, svarende til 40.000 ældre. Det tal er steget til 47 procent, svarende til at 60.000 svage ældre ikke modtog hjemmehjælp i 2017.

Stigende ulighed

Disse rapporter, der er udgivet om ældreområdet i de seneste år, dokumenterer, at uligheden i pleje og omsorg er stigende. Det er i den omtalte rapport også dokumenteret, at de mere velstående ældre i større udstrækning køber hjælp hos private udbydere.

Men den mulighed er ikke til stede for mange af de svage ældre. Mere end omkring 300.000 ældre har kun folkepensionen til rådighed, det vil sige, at mange svage ældre kun har 10.000 kroner om måneden til at bo og leve for.

Den mindre hjemmehjælp svarer ikke til meget værdighed i ældreplejen. Udviklingen er et resultat af de besparelser, der er gennemført siden 2001 på ældreområdet.

Jeg håber ikke, at regeringen har nedprioriteret opgaven med at sikre større værdighed i ældreplejen. Min forventning til den kommende aftale med Kommunernes Landsforening og den kommende finanslov er, at der påbegyndes en genopretning på pleje og omsorg. Vi kan ikke være andet bekendt.