31 May 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 10 °C

Klassekampens vilkår efter epidemien

Blogs

Pål Steigan
Redaktør, Steigan.no
Pål Steigan driver hjemmesiden Steigan.no og præsenterer sig selv således "Jeg er Pål Steigan, skribent, kulturarbejder, kommunist, kok og amatørfotograf – jack of all trades, master of none".
Blogindlæg af Pål Steigan

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 28. marts, 2020, 09:07:51

Klassekampens vilkår efter epidemien

I løbet af nogle få uger er arbejderklassens positioner blevet rykket voldsomt tilbage. Og selve vilkårene for at føre klassekamp er blevet vanskeligere end nogen sinde tidligere siden Anden Verdenskrig.

En læser har skrevet til os på Steigan.no:

"Jeg kunne ønske mig, at I brugte kræfterne på analyser og forslag til, hvordan arbejderklassen kan kæmpe for at flytte positionerne under og efter epidemien."

Dette er et meget vigtigt ønske, og vi håber, at vi i tiden, som kommer, vil blive i stand til at belyse dette mere bredt. Foreløbig er situationen den, at arbejderklassens positioner er blevet rykket voldsomt tilbage i løbet af nogle dage og uger. Og selve vilkårene for at føre klassekamp er blevet vanskeligere end nogen sinde tidligere siden Anden Verdenskrig.

Dramatisk tilbagefald

Lukningen af økonomien i mange lande, særligt i Italien, men også i stadig stigende grad i Norge, har allerede reduceret løn- og levestandard på en måde, som de sidste to generationer ikke har oplevet før. Vi kan se, at antallet af arbejdsløse, inklusivt antallet af afskedigede, ikke er set siden depressionen i 1930’erne.

Mens verdens-økonomien har taget et dyk, som man må tilbage til 1929 for at finde magen til, har finanskapitalen sørget for at sikre sig nye trillioner.

Det er allerede klart, at selv om man skulle begynde at lempe restriktionerne i maj, vil reallønnen opleve et voldsomt fald i 2020. Alle varer vil blive dyrere, og rigtig mange vil miste deres job permanent.

Nu giver nogle udtryk for, at de restriktioner, som er indført, må fortsætte i et halvt år, eller indtil der er fundet en vaccine. I så fald vil norsk økonomi ligge i ruiner, og kampen for at komme på fode igen vil blive utrolig vanskelig og langvarig.

Værdien af den norske olieformue er også styrtdykket, og olie- og gaseksporten var den eneste sektor, som har haft overskud på handelsbalancen mod udlandet.

Vanskeligere vilkår for kampen

I Italien er situationen sådan, at man må spørge sig selv, hvordan man skal føre klassekamp fra arbejderklassens side i det hele taget. Det er forbudt at holde møder. Det er i det hele taget forbudt at bevæge sig udenfor undtagen i helt nødvendige situationer. Brud på karantænebestemmelserne kan straffes med fængsel i op til fem år eller bøder på op til 3.000 euro, som kan idømmes på stedet. Strejker og fagforeningsmøder er dermed også forbudte. Ja, det er forbudt at gå ud og tage en kop kaffe sammen med naboen.

Indskrænkningerne i bevægelses- og forsamlingsfriheden er hårdere end noget, som Mussolini nogensinde indførte.

Norge er vel ikke kommet så langt endnu, men bevæger sig i samme retning. Over nat er samfundet blevet et helt andet end det, vi har vænnet os til. Vi er på ukendt territorium.

Yderliggående overvågning

Epidemien skaber argumenter for dramatisk overvågning og indskrænkning af den personlige frihed. I Italien er militæret på plads i byerne. Droner tages i brug for at kontrollere eventuelle brud på karantænen, og elektronisk personovervågning er på vej. Man bruger allerede systemer til digital ansigtsgenkendelse i lufthavnene, men disse kan efter behov tages i brug hvor som helst. Digital ID er på vej.

Globaliseringens mantra om fri bevægelighed og åbne grænser er pludselig vendt op og ned. Al tale om personlig frihed viser sig ikke at være noget værd.

Så enkelt kan fascismen indføres

Vi kan ikke påstå, at disse tiltag bliver permanente. Der vil ske lempelser. Samfundet må jo sættes i gang igen. Men nogle af tiltagene vil blive permanente – og desuden: Nu har vore herskere lært sig, hvordan de skal tage total kontrol over samfundet og paralysere alt, som hedder klassekamp og folkelig modstand. De har prøvekørt teknikken og metoderne, og de vil lære at perfektionere dem.

Mange troede, at fascismen vil komme med sorte skjorter, men fascismens kerneprincip er finanskapitalens uindskrænkede diktatur. Og det har vi oplevet en testkørsel af.

For mens verdensøkonomien har taget et dyk, som man må tilbage til 1929 for at finde magen til, har finanskapitalen sørget for at sikre sig nye trillioner (i USA 2000 milliarder) dollar til at holde systemet kørende en tid endnu.

Vores læser har helt ret i, at det er på høje tid at diskutere, hvordan arbejderklassen og fagbevægelsen skal "kæmpe for at flytte positionerne under og efter epidemien", men desværre er udfordringerne meget større end som så. I første omgang handler det om at komme på fode igen og begynde den lange kamp for at genvinde positioner, som vi troede, vi havde vundet for længe siden. Vilkårene for kampen er blevet meget sværere. Massearbejdsløsheden og fattigdommen banker på døren. Fælles kamp og solidaritet er vigtigere end nogen sinde før.

Men det bliver hårdt. Det bliver vanskeligt, og det bliver krævende. Dog viser det sig altid, at mennesker vil finde nye måder at kæmpe på, uanset hvor vanskelig situationen er.

Under de diktatoriske forhold i Italien i begyndelsen af 1800-tallet opstod der hemmelige revolutionære selskaber, som kaldte sig Carbonari (kulsvierne), som mødtes hos kulsvierne og kulhandlerne for at diskutere deres sammensværgelser. Dette lagde kimen til de senere opstande, som fandt sted i hele Italien. Alle, som har rejst i Italien, vil have været på en Piazza Mazzini, efter Guizeppe Mazzini. Han var en af Carbonari, og blev en af lederne af den demokratiske, republikanske bevægelse i Italien.

Vi er ikke helt der endnu, men når fagbevægelsen og klassekampen skal genrejses, må vi ikke undervurdere de vanskeligheder, vi står overfor. Vore fjender, og her først og fremmest den internationale finanskapital, er velorganiseret, har enorme ressourcer og vilje og evne til at anvende den magt, som er nødvendig for at opretholde en samfundsmodel, som først og fremmest er til fordel for de 0,001 procent, som besidder den økonomiske magt, og som herigennem også kontrollerer den økonomiske magt.

Nyeste blogindlæg