06 Aug 2020  

KBH: Let skyet, 17 °C

Hvem fastlægger socialpolitikken?

Blogs

Ole Skou
Hjemløsejurist
Ansvarshavende redaktør for hjemløseavisen Hus Forbi, juridisk konsulent for de hjemløses organisation SAND, medlem af Rådet for Socialt Udsatte.
Blogindlæg af Ole Skou

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Søndag, 26. oktober, 2014, 06:34:42

Hvem fastlægger socialpolitikken?

I dag fastlægges de økonomiske overordnede rammer for socialpolitikken i vid udstrækning af økonomer og enkelte teknokratiske toppolitikere. Demokratiet er i fare, når almindelige folkevalgte politikere bliver sat udenfor indflydelse på rammerne.

Da jeg var ung og nyuddannet, var det en selvfølge, at socialpolitikken blev udstukket fra Socialministeriet. Siden hen blev det løbende Beskæftigelsesministeriet, der i realiteten udstak socialpolitikken på de centrale områder, da socialpolitikken i højere grad blev til beskæftigelsespolitik

I dag er det min oplevelse, at de økonomiske rammer for den overordnede socialpolitik forberedes og planlægges mere eller mindre af økonomer og andre højtuddannede akademikere i ministerierne med deltagelse af enkelte teknokratiske toppolitikere – før alle de almindelige folkevalgte politikere får mulighed for at tale om socialpolitik. 

Det vil med ret stor sikkerhed betyde, at der vil blive nedlagt en masse akutpladser til hjemløse.

Når jeg taler med politikere, det være sig kommunalpolitikere eller folketingspolitikere og foreholder dem urimelige socialpolitiske beslutninger, så er svaret ofte det samme, at det kan de desværre ikke gøre noget ved det. Deres forklaring er som oftest, at det var der desværre ikke plads til – inden for det aftalte budget! 

Jeg er bange for, at demokratiet kan være i fare, når den ulige kamp mellem økonomer og politikere finder sted på teknokraternes betingelser, og almindelige politikere bliver gjort handlingslammede og kørt ud på et sidespor uden reel indflydelse på de store linjer.

Lukket proces

Et meget aktuelt eksempel er fra hjemløseområdet og processen omkring forhandling af kommuneøkonomiaftalen for 2015, hvoraf det fremgår, at kommunernes styring af boformer – det vil sige herberger, forsorgshjem og kvindekrisecentre – skal styrkes. 

Det har længe været Kommunernes Landsforenings (KL) store ønske, at kunne styre økonomien på hjemløseområdet på bekostning af de hjemløses retssikkerhed.

Ønsket er, at det ikke længere skal være den enkelte hjemløse, der selv vurderer hvilket botilbud, der er bedst for ham eller hende – det kaldes selvmøderprincippet – men at det derimod skal være kommunerne, der visiterer. Målet er helt klart, at økonomien og budgetterne bliver styrbar. Det handler ikke om socialpolitik, men alene om økonomi og om at finde den mindst omkostningsfyldte løsning hjemme i egen kommune. 

Jeg kender ikke til politikere, der har forståelse for sådan en behandling af de hjemløse, men processen har indtil nu været hermetisk lukket, hvor KL og regeringens embedsmænd i hemmelighed er ved at ”klappe rammerne af” for en reform, hvor man har gennemført et analysearbejde, som ikke er offentligt tilgængeligt, og som ingen øvrige interessenter på området er blevet inddraget i eller hørt om.

Færre pladser til flere hjemløse

Det vil betyde en kraftig forringelse af de hjemløses vilkår og ret til selv at bestemme, hvor de vil søge hjælp. I stedet skal det være det kommunale bureaukrati, der skal træffe afgørelsen om, hvor de hjemløse kan gå hen og hvilke tilbud, de kan få. Sandsynligheden, for at det bliver et meget ringere tilbud, er stor, da udbudet af kvalificerede tilbud helt givet bliver mindre, og der erfaringsmæssigt bliver lagt loft over kommunernes ydelser til eksterne tilbud.

Et endnu mere dystert perspektiv er, at hvis hjemløse tilbuddene skulle være en ren kommunal opgave, så vil der heller ikke være basis for, at staten skal refundere 50 procent af udgifterne til drift af forsorgshjem og herberger, som den gør i dag. Det vil med ret stor sikkerhed betyde, at alle disse boformer må reducere deres budget væsentligt, og at der som konsekvens heraf nødvendigvis vil blive nedlagt en masse akutpladser til hjemløse – og det i en tid, hvor antallet af hjemløse stiger. 

Dette er et alvorligt eksempel på den lukkethed, der er omkring processen for de beslutninger der tages på væsentlige områder – og alvorligt, at størsteparten af politikerne er sat uden for reel indflydelse.