04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

En opsparet vrede brænder i Chile

Blogs

Nikolaj Møller Kofod
International sekretær i Kommunistisk Parti

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 20. november, 2019, 13:22:55

En opsparet vrede brænder i Chile

Danskerne får ikke redelige informationer om, hvad der sker i Chile og hvorfor. Når en befolkning protesterer mod ulighed og fattigdom, så er medierne næsten tavse, mens der tændes for det store spotlight, når kampen står om såkaldte politiske friheder i Kina.

Det er en skandale, hvordan store medier – også dem, der er betalt af vores alles skattekroner – dækker brændpunkter i verden.

27 dræbte, 2500 sårede, 6000 arresterede. Det er en høj pris at betale for at demonstrere for ydmyge og retfærdige krav.

Volden i Hongkong, der udløses af demonstranter, hvoraf nogle er på CIA's lønningsliste, dækkes i lange indslag med politisk slagside.

Ignorerer konflikten i Chile 

Omvendt er det med dækningen af den blodige konflikt i Chile, hvor volden primært udløses af politi og militær. Her er dækningen meget sparsom og giver ikke læseren, lytteren eller tv-seeren et reelt billede af, hvad der sker og hvorfor.

Når det går højt, oplyser de borgerlige medier, at chilenerne protesterer mod en prisstigning på den offentlige transport. Tilføjer måske at stigningen er på cirka fire procent, og man mærker, at reporteren og redaktøren ryster lidt på hovedet af, at mennesker i tusindvis engagerer sig i en kamp mod øgede billetudgifter på cirka 25 øre.

Mens et billede af en røgsøjle fra en brændende bil sløret af tågerne fra tåregassen driver hen over skærmen, skiftes til et indslag om pandaerne i Zoo.

Lad os opsummere lidt af alt det, som vi ikke får at vide:

Chile har stadig en grundlov, der blev skrevet i 1980, mens fascisten og militærdiktatoren Augusto Pinochet var ved magten – bragt til magten med USA's aktive indgriben.

Den nyliberale politik, som dengang blev designet af Milton Friedmans udsendte økonomiske 'rådgivere' fra universitetet i Chicago, er stadig gældende og udvikles i dag under den højreorienterede præsident Sebastián Piñera, hvis bror José Piñera var minister i Pinochets regering, mens Sebastián havde travlt med at fylde lommerne med guld og dollars i det businessparadis, som Pinochets helvede var for nogle.

I dag opgøres præsidentens personlige formue til op mod tre milliarder dollars.

Omvendt har halvdelen af Chiles arbejdere en indtægt på under 400.000 pesos – et beløb, der svarer til godt 3000 kroner om måneden.

Det kan nærmest ikke forsørge en familie i et land, hvor en del af undervisningssystemet koster penge, og tilsvarende med sundhedsvæsen og pensionsopsparing.

Når en bus- eller metrobillet stiger fra 7,50 til 7,75 kroner, så går prisen fra for dyr til alt alt for dyr. Det mærkes på en families eller en ung studerendes økonomi – uanset at en vellønnet dansk journalist eller redaktør ikke evner at forstå det og formidle det.

Et folkeligt oprør

Så demonstrationerne i Chile er både helt konkret et folkeligt nej til højere billetpriser. Og de er en protest mod fattigdommen blandt de mange, der skaber de værdier, som Piñera og et fåtal med ham stjæler. Chile er verdens syvende mest ulige land. Det er en opsparet vrede, der brænder i Chile.

Og når så de studerende og deres landsmænd og -kvinder går på gaden i store protester, så sætter den halvfascistiske chilenske præsident landet i undtagelsestilstand.

Han suspenderer de få civile rettigheder, som grundloven fra 1980 skulle sikre befolkningen, og slipper så soldaterne og uropolitiet Carabineros løs: 27 dræbte, 2500 sårede, 6000 arresterede.

Det giver grimme mindelser om tiden under general Pinochet, og det er en høj pris at betale for at demonstrere for ydmyge og retfærdige krav.

Det fortjener sympati, støtte og solidarisk opmærksomhed fra medierne i et land, hvor vi for ikke så længe siden med en vis stolthed sang "... da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt".