23 Jul 2018  

KBH: Spredte skyer, 22 °C

Nytår i barnets tegn

Blogs

Niels-Erik Hansen
Advokat, med speciale i menneskerettigheder
Har specialiseret sig i sager om menneskerettigheder med særlig vægt på asylsager. Frivillig i Trampolinhusets rådgivning.
Blogindlæg af Niels-Erik Hansen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 08. januar, 2018, 14:02:33

Nytår i barnets tegn

Det er glædeligt, at FN’s Børnekomite i forbindelse med mødet med de danske myndigheder i september 2017 har taget spørgsmålet om beskyttelse af flygtningebørn under behandling.

Statsministerens nytårstale var en lang opremsning af Danmarks største problemer: udlændinge, udlændinge og udlændinge. I regeringens optik findes der åbenbart ingen andre udfordringer i 2018 – måske bortset fra behovet for nogle mindre skattelettelser.

Økonomi, social ulighed, klimakrise og den øvrige verden var ikke eksisterende i en nytårstale, der, ud over at udpege udlændinge som problem, var stort set renset for forslag til at løse dette "problem".

Vi kan håbe, at 2018 bliver "barnets år", hvor vi først og fremmest tænker på dem som børn og hvilket behov, de har for beskyttelse. 

Umiddelbart nævner statsministeren, at antallet af nyankomne asylansøger er historisk lavt, og han kunne have tilføjet, at Danmark heller ikke længere inviterer de såkaldte kvoteflygtninge, så hvordan kan han fastholde, at vi står overfor et kæmpe udlændingeproblemer, der overskygger alt andet?

Men hvem er de egentlig – disse "muslimske horder". Ja ser man på antallet af ansøgere, så kommer de særligt fra Afghanistan, og heraf er en særlig stor gruppe uledsagede mindreårige børn. Mange af de voksne afghanere kommer også med deres børn, når de søger asyl.

Ligeledes er der tale om børnefamilier i et stort antal af de somaliske inddragelsessager. Både Afghanistan og Somalia er nogle af de værste lande i verden at være barn i, så man kan måske godt forstå, at de søger beskyttelse her i Europa. Indtil videre har vi givet beskyttelse til syriske børn, men det klareste budskab i statsministerens nytårstale var, at også syriske flygtninge skal sendes hjem. Det betyder, at vi også med denne gruppe risikerer at komme til at opleve den samme fortvivlede situation, som de somaliske flygtningebørn og deres familier netop nu udsættes for.

Derfor er det også glædeligt, at FN’s Børnekomite i forbindelse med mødet med de danske myndigheder i september 2017 har taget spørgsmålet om beskyttelse af flygtningebørn under behandling.

Det har hele tiden været klart, at princippet om non-refoulement (ikke at sende tilbage til tortur og død) gælder for de uledsagede asylsøgende børn. Men det højest interessante er formuleringen om asylsøgende børn og deres familier. Princippet gælder derfor i højeste grad også før børn, selvom de ikke er alene, men befinder sig i Danmark sammen med deres forældre med videre.

På baggrund af de "Concluding observations" fra FN’s Børnekomite vedrørende Danmark kan man tydeligt se, at asylsøgende børn har deres store opmærksomhed. Det er jo helt afgørende, at det, vi gør, er til barnets bedste, også selv om disse børn tilhører grupper (muslimer), der har været lagt for had i det danske samfund gennem længere tid. Måske netop derfor er behovet for retssikkerhed og grundig asylsagsbehandling for disse børn så meget desto større. 

Vi kan derfor håbe, at 2018 bliver "barnets år", og hvor vi først og fremmest tænker på dem som børn, og hvilket behov de måtte have for beskyttelse. Det er mit store håb for 2018 – og med det ønskes alle et godt nytår.

Nyeste: Idekamp

13. jul. 2018 - 10:03
13. jul. 2018 - 08:13
12. jul. 2018 - 08:40
11. jul. 2018 - 08:12
10. jul. 2018 - 08:39
10. jul. 2018 - 08:13