28 Feb 2021  

KBH: Ingen skyer af betydning, 2 °C

Vacciner til gadefolket nu

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 23. januar, 2021, 07:11:15

Vacciner til gadefolket nu

De mest udsatte er i det store hele blevet glemt og ignoreret under epidemien. Nu er gaden hårdt ramt, og det koster liv. Derfor må og skal vi have hjemløse frem i vaccinationskøen.

Da epidemien ramte Danmark i foråret, udgav myndighederne materiale med overskriften "særlige råd til hjemløse". Men indeni lød rådene bliv hjemme og undgå shopping.

Myndighederne må anerkende, at gadefolket har tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb og død.

Selvom både statsministeren og socialministeren allerede fra pressemødet 11. marts slog fast, at socialområdet var en kritisk funktion, lukkede væresteder og andre sociale tilbud i stor stil ned over hele landet. Også de offentlige toiletter blev låst af uden at tænke på, hvor hjemløse skulle vaske hænder. 

Sundhedsstyrelsen udsendte længe både efterspurgte og ventede retningslinjer for abstinensbehandling, men da de kom, gjorde de det om muligt endnu mere vanskeligt for stofafhængige at få fornøden behandling i det danske sundhedsvæsen. Og har tilmed for nogle gjort det umuligt at isolere sig ved smitte og mistanke om smitte.  

Var ikke forberedt

Med udsigten til en ny bølge spurgte jeg her i november, om myndighederne havde lært noget. Det har vist sig, at det har de ikke. De var ikke klar, da epidemien ramte gadefolket hårdt kort før jul, selvom de havde haft det meste af et år til at blive klar. 

Det har hele tiden ligget lige for, at gadefolket ville blive hårdt ramt, hvis først smitten ramte stenbroen. De er multiudsatte, og der er ikke lønkompensationspakker til hverken Hus Forbi-sælgere eller sexarbejdere.

Og hvordan isolerer man sig, når man lever på gaden? Især når man er nødt til at skaffe penge og købe stof hver dag, mens abstinensbehandlingen fortsat ikke fungerer. 

Hvor mange skal dø?

Spørgsmålet er nu: Hvor mange liv skal det koste på gaden? Her lever folk allerede 20 år kortere end os andre og dør af almindelige infektioner, der kan behandles med penicillin. Oftest fordi de slet ikke har kontakt med det sundhedsvæsen, vi ellers bryster os af er blandt verdens bedste. Det er det ikke for de mest udsatte. 

På denne tragiske baggrund skulle man tro, at gadefolket ville blive prioriteret langt fremme i vaccinationsplanen. Men igen skuffer myndighederne. Hjemløse må stå i kø formentlig til marts eller april.

Myndighederne vil først vaccinere personer omkring pensionsalderen, som i mange tilfælde kan følge epidemien trygt i nyhederne fra deres parcelhus, mens de får leveret dagligvarer til døren og har familien på Facetime.

En bred appel

Regeringen har så forsøgt at spise de hjemløse af med, at de kan blive vaccineret tidligere, hvis de får en henvisning fra deres læge. Igen afslører sundhedsmyndighederne deres totale mangel på kendskab til de mest udsatte. De har netop ikke kontakt til deres læge og ej heller det overskud, der skal til for at kæmpe sig frem i køen. 

Derfor har Gadejuristen sammen med andre bruger- og sociale organisationer i denne uge sendt regeringen en af de bredest funderede appeller i nyere tid. 

Vi appellerer sammen om, at myndighederne nu endelig ser de mest udsatte og anerkender, at gadefolket har tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb og død. Derfor skal de vaccineres nu. Mon der lyttes nu?