19 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 6 °C

Skal vi hjælpe eller straffe hjemløse?

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 13. december, 2018, 07:57:15

Skal vi hjælpe eller straffe hjemløse?

I Danmark er det strafbart at være hjemløs. Personer, der ligger alene eller to sammen på gaden, får bøder og smides ud af kommunen. Det er konsekvensen af lejrforbuddet.

Man har prøvet at pakke det ind, men virkeligheden er, at hjemløshed er blevet forbudt i Danmark. 

Ingen i systemet har travlt med at håndhæve de hjemløses ve og vel.

Det kan være svært at forstå, hvordan vi er endt her. Det hele begyndte med en pludselig frygt for, at der ville komme store, uhumske, uhyggelige lejre, som ingen kunne gøre noget ved. Det var en lidt underlig frygt, for politiet har hele tiden kunne gribe ind, og det gjorde de også allerede. 

Alligevel indførte regeringen i april 2017 et forbud mod ”utryghedsskabende lejre” i ordensbekendtgørelsen. Det var dog fra begyndelsen svært at få klart svar på, hvad der er en lejr.

Utrygge betjente

Med afsæt i debatten, kunne man måske tro, at det i hvert fald skulle være mere end én person. Men så ville man tage fejl. Der er flere eksempler på, at en enkelt hjemløs, der sover alene, er blevet anset som en lejr. 

Med lejrbestemmelsen blev det politiet selv, der skal vurdere, om en situation kan skabe utryghed. Der behøver ikke at være en anmeldelse eller et problem for nogen. Det er nok, at lejren måske kan gøre en eller anden utryg.

Og danske politibetjente bliver tilsyneladende nemt utrygge, for blot en enkelt person, der ligger med sine personlige ejendele omkring sig, kan i deres øjne være egnet til at skabe utryghed. 

Sådan gik det til, at hjemløshed blev forbudt i Danmark. Det skete endda uden en afstemning i Folketinget, fordi regeringen blot ændrede en bekendtgørelse.

Dermed ikke sagt, at forbuddet ikke har haft opbakning på Christiansborg. For i 2018 smed et stort flertal fra Dansk Folkeparti over regeringen til Socialdemokratiet tre måneders bortvisning fra kommunen oveni bødestraffen. Og hvis man trodser dette zoneforbud, ryger man i fængsel. 

Netop som julefreden i november skulle til at indfinde sig, kom det frem, at lejrforbuddet også rammer hjemløse med dansk pas.

Det lod til at komme bag på flere politikere, der tilsyneladende hverken kender fundamentale strafferetlige principper eller lyttede med under folketingsdebatten, hvor Enhedslistens Rune Lund skar virkeligheden ud i pap for de øvrige retsordførere. 

Fyldte herberger

Hjemløshed er et socialt problem. Vi skal hjælpe, ikke straffe. Det er som om, politikerne flest har glemt, at mange jo sover på gaden, fordi der ikke er plads på byens herberger. Og mens lejrforbuddet rammer ligeså koldt og kynisk som vinterkulden, er der ingen i systemet, der har travlt med at håndhæve de hjemløses ve og vel.

Vi er derfor endt i den absurde situation, at man godt kan finde en seng til den hjemløse bag tremmer, som straf for at sove på gaden og trodse et zoneforbud. Men kommer den samme hjemløse i stedet og beder om vores hjælp, er der ikke en varm herbergsseng at få.

Stop kriminaliseringen af hjemløshed.