19 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 14 °C

Giver det nye Folketing en ny narkotikapolitik?

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 16. juli, 2019, 08:12:21

Giver det nye Folketing en ny narkotikapolitik?

Støttepartierne bør sætte stofbrugerne på regeringens dagsorden og gøre opgøret med forbudspolitikken til mere end højst en note i et valgprogram.

Den nye socialdemokratiske regering hviler på et flertal, hvor støttepartierne står for væsentlige ændringer af narkotikapolitikken. Enhedslisten har længe ønsket en generel afkriminalisering af stofbrugerne og et reguleret marked for cannabis. Og Radikale og SF har også sluttet sig til ønsket om regulering af cannabis.

Stofbrugere hører slet ikke til i straffeapparatet. 

Ønsket om narkotikapolitiske ændringer deles også udenfor kredsen bag det såkaldte forståelsespapir. Både Alternativet og Liberal Alliance støtter et opgør med forbudspolitikken. Dertil kommer de politikere, der på tværs af deres respektive partiers officielle holdninger støtter en ny linje.

Men selvom tilslutningen således er bred, er der ikke nok mandater uden mindst ét af de største partier. Det nye flertal rejser også på den baggrund spørgsmålet om, hvad den socialdemokratiske regering vil på narkotikaområdet.

Socialdemokratiet om stoffer

Historisk har Socialdemokratiet lagt vægt på, at politiets indsats skal rettes mod organiserede kriminelle og ”bagmænd” fremfor mod de enkelte stofbrugere på gadeplan, hvor fokus i stedet skal være på forebyggelse, behandling og skadesreduktion frem for straf.

Det ses klart i partiets store udspil ”Nye veje i narkotikapolitikken” fra 1996 og 2003, og lignende er ofte fremhævet i partiets ordførerindlæg fra Folketingets talerstol.

Alligevel stod partiet i 1996 bag en skærpelse af straffen for salg af også små stofmængder, der de facto siden først og fremmest har ramt stofbrugerne selv. Det drejer sig om de småsælgere, der selv er stofafhængige, som småsælger til finansiering af eget stofbrug og herved undgår for eksempel berigelseskriminalitet som indbrud og tyverier.

Men det rammer også de svært udsatte stofbrugere, som af straffeapparatet anses at være i besiddelse af stof ”med henblik på salg” uden nærmere bevis for salg.

I 2004 støttede Socialdemokratiet VK-regeringens indførelse af den såkaldte nultolerance, der betød, at stofbrugere konsekvent skal have bøder for besiddelse af også stof til eget brug. Socialdemokraterne håbede vist dengang, at udsigten til bøderegn ville påvirke unge mennesker.

Siden har flere fremtrædende socialdemokrater luftet andre reformsynspunkter. Mest vedholdende er partiets forhenværende justitsminister, nuværende overborgmester Frank Jensen, der vil have et reguleret cannabissalg i København.

I 2010 har statsminister Mette Frederiksen selv foreslået at lære af erfaringer fra Portugal, hvor stofbrugerne er afkriminaliseret.

De synspunkter står de ikke alene med blandt deres partifæller, men som parti har Socialdemokratiet endnu ikke forholdt sig til forbudspolitikkens konsekvenser.

Dog var det en S-ledet regering, der gennemførte fixerumslovgivningen, og partiet har også haft indflydelse på visse forbedringer på behandlingsområdet. Men synet på stofbrugerne som kriminelle har der ikke været et opgør med.

Den nye regering

I forståelsespapiret mellem S og støttepartierne står der blot, at de mest udsatte stofbrugere skal have et særligt id-kort, der skal sikre mere hjælp og værdighed. Det er positivt, men om det vil føre til et opgør med forbudspolitikken står ikke klart.

Man kan håbe, at det gør en forskel, at både justits- og socialministeren i den nye regering er tidligere sundhedsministre. De bør derfor kende til de udeblevne resultater, de omfattende skadevirkninger og de store omkostninger ved forbudspolitikken.

Og når de er partifæller, bør der være gode muligheder for åbne diskussioner om, hvad der kan gøres.

Desværre viser erfaringen, at regeringer sjældent rykker på sig, før forandringer gøres til mærkesager i forhandlinger med regeringen. Det kræver, at et parti – helst flere sammen – insisterer på at sætte stofbrugerne på regeringens dagsorden og gøre opgøret med forbudspolitikken til mere end højst en note i et valgprogram.

Som minimum bør støttepartierne hurtigt kunne få regeringen med på at ophæve nultolerancen og genindføre den tidligere praksis med advarsler til brugerne selv. For udviklingen siden 2004 viser, at nultolerancen ikke har virket – tværtimod. Men det bør ikke stoppe der.

Stofbrugere hører slet ikke til i straffeapparatet. Den afkriminalisering, som statsministeren selv henviste til i 2010, er ikke blevet mindre positiv siden.

Portugals erfaringer

Særligt Portugals nedbringelse af narkotikarelaterede dødsfald bør tages alvorligt, når Danmark år efter år har så høj stofbrugerdødelighed.

Med samme åbne sind bør der ses på mulighederne for regulering af stofmarkedet, ikke kun af cannabis, men af alle stoffer. Og på en heroinbehandling i en tiltrængt version 2.0.

Det er dét, der skal til, hvis der skal findes rigtige nye veje i narkotikapolitikken denne gang og ikke bare fortsat traskes ned ad gamle vildspor.