21 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, dis, 9 °C

Uddannelse skal have 1. prioritet

Blogs

Morten Egede
Formand for 3F Ungdom i 2016-2017
Murersvend siden 2016. Formand for EEO - Erhvervsskolernes ElevOrganisation - fra 2015-2016 I november 2016 valgt som formand for 3F Ungdom
Blogindlæg af Morten Egede
ons. 08. mar - 2017
man. 26. sep - 2016
tir. 12. apr - 2016
tir. 05. jan - 2016

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 12. april, 2016, 05:15:02

Uddannelse skal have 1. prioritet

Vil man have flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, så skal arbejdsgiverne oprette flere praktikpladser og SKP-elever skal sikres bedre levevilkår.

På fredag den 15 april starter den næste runde af trepartsforhandlingerne, som kommer til at handle om uddannelse.

EEO kræver en løn til skolepraktikelever, de kan leve af. 

Det betyder, at de meget omdiskuterede emner bliver skolepraktikken og skabelsen af lærepladser - nogle af de vigtigste emner at diskutere i dagens Danmark.

For uden lærepladser er det klart, at ingen unge har lyst til at starte på en erhvervsuddannelse. Og uden en skolepraktik der fungerer, forstår jeg godt, at dem, der ikke har fået en læreplads, falder ud af systemet igen.

På Syddansk Erhvervsskole er der ét praktikcenter - det ligger i Sønderborg. Det betyder, at der er elever, der har over 70 km. til skole og det samme hjem hver evig eneste dag.

Som sønderjyder nok vil kunne give mig ret i, er der jo ikke ligefrem dækkende offentlig transport i de mere tyndt befolkede landdistrikter af det sønderjyske. Det betyder, at mange er nødt til at køre til og fra skole i deres egne biler, som man hurtigt kan regne ud kommer ud og køre en del kilometer.

Desværre er der i skolepraktikken ikke fuld refusion på transportudgifter - der bliver refunderet 90 procent af prisen på den billigste offentlige transport. Det er selvfølgelig en rimelig slat penge, der bliver refunderet i transport, men dét er den rest, det koster at køre frem og tilbage, når man har en skolepraktikydelse på 7099 kroner, også.

Det, synes EEO, er for dårlig. Man kan ikke byde folk, at de både skal have en løn, der ikke er til at leve for, og oveni ekstraudgifter til transport, der for andre studerende kan klares med et ungdomskort og 25 km. til nærmeste gymnasium.

Det er velkendt, at vi i Danmark kommer til at mangle håndværkere. Jeg forstår godt, at folk takker nej til tilbuddet om skolepraktik, hvis det enten kræver 2 timer og 30 minutter at komme til sin skolepraktik med det offentlige, eller at man bruger store udgifter til en bil, der dagligt kommer til at køre 150 km.

Vi skal skabe et system, der er attraktivt for folk at være i. Det sker kun, hvis vi prioriterer erhvervsuddannelserne og skaber ordentlige levevilkår for SKP-elever. Det er der ikke i dag: Der er ikke en løn, man rent faktisk kan leve af i SKP’en; der er ikke en reel mulighed for fritidsjob ved siden af SKP’en; ikke mulighed for billig offentlig transport i form af ungdomskort; ingen ret til selv at vælge, hvornår man vil have ferie i SKP’en; og forsørgertillægget er under halvdelen af, hvad man kan få på en SU-berettiget uddannelse.

Vi skal prioritere erhvervsuddannelserne, hvis vi vil have unge til at vælge en uddannelse, hvor de bruger deres hænder. Men så længe der ikke er nogen politikere, der ved, hvordan det er at være på erhvervsuddannelserne, så kender de jo heller ikke problemerne. Derfor: Lyt til, hvad os, der er midt i dét, siger. Sådan kan I skabe bedre uddannelser, som folk gerne vil vælge.