16 Sep 2019  

KBH: Let skyet, 14 °C

OK20 skal løse fremtidens problemer og ikke fortidens ønsker

Blogs

Morten Ahrendt
Formand for Dansk El-forbund Ungdom
Sidder i El-forbundets hovedbestyrelse. Medlem af fagligt udvalg i Kommunistisk Parti.
Blogindlæg af Morten Ahrendt

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 27. august, 2019, 17:00:21

OK20 skal løse fremtidens problemer og ikke fortidens ønsker

Forhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked i 2018 viste, at ikke alt behøver foregå, som det plejer. Skal fagbevægelsen stå samlet ved OK20-forhandlingerne, skal den også stå samlet om kravene.

Overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2020 nærmer sig med hastige skridt. Inden længe går diverse forhandlingsudvalg i gang med at sortere og udvælge blandt medlemmernes indsendte krav.

Hvor samlet, fagbevægelsen står i forhandlingerne, afhænger i stor grad af, hvor samlet fagbevægelsen også er i sine krav.

Hvilke krav de udvælger, og hvilken retning, fagbevægelsen og vores allesammens arbejdsforhold skal gå, er til diskussion. Den aktuelle og fremtidige politiske situation, klassekampens styrkeforhold og ikke mindst de sidste 120 års overenskomster tages med i betragtning, når der diskuteres. 

OK18 viste, hvor meget man kan opnå ved at slå på tromme og samle sig til kamp. Arbejdsgiverne fik at se, hvad de egentlig altid har vidst, men nok bare har glemt i de sidste årtiers fredfulde arbejdsmarked: At det, vi egentlig forhandler om, er vores fredspligt. Vi sælger vores fred de næste år, men spørgsmålet er bare, hvad skal den så koste?

Hvem lukker og slukker?

Og før koret af faglige ledere rejser sig op og flerstemmigt belærer om, at forhandlinger i det offentlige og private fungerer vidt forskelligt – så var OK18 også helt specielt, hvad angår det offentlige arbejdsmarked. For hvor industrien altid forhandler og lukker først på det private arbejdsmarked, så er det faktisk sådan på det offentlige, hvor arbejdsgiverne er kommuner, regioner og staten, at sidstnævnte traditionelt altid har forhandlet og lukket først. Dermed har staten sat rammerne for de resterende forhandlinger på det offentlige område, altså lidt ligesom industrien gør på det private arbejdsmarked.

Men det lykkedes fagbevægelsen med aktiviteter og slogans som 'skulder ved skulder', 'musketer ed' og 'ingen skal efterlades på perronen' at holde fast i, at det ikke blev tilfældet. Man tvang altså mange års tradition i knæ og forhandlede på vores egne præmisser.

Står sammen om kravene

Men er det så noget, som fagtoppen og forhandlingsudvalgene på det private arbejdsmarked har tænkt sig at kopiere og gøre kunsten efter? Det tvivler jeg på.

Også indenfor social dumping er arbejdsdagen et kernespørgsmål.

Forhandlingerne er en utrolig lukket proces, og kun meget få oplysninger siver ud. Hvor samlet, fagbevægelsen står i forhandlingerne, afhænger i stor grad af, hvor samlet fagbevægelsen også er i sine krav.

Jeg tror på, at vi kan dele kravene til OK20 op i tre forskellige temaer:

  • Fonde og konti

  • Social dumping

  • Vikarer og atypiske ansættelser

Industrien vil formentlig arbejde med diverse fonde og konti, for eksempel efteruddannelsesfondene eller fritvalgskontoen, som det jo lykkedes at hæve sidste gang. Man kunne også vælge at kalde det for indirekte lønforhøjelser.

Byggeriet vil nok stille krav omkring social dumping. Kædeansvar, sociale klausuler og markant hævelse af mindstelønnen er bare nogle af forslagene.

Normallønsområdet vil formentlig fokusere på vikarer og især atypiske ansættelser. Flere og flere bliver ansat i deltidsstillinger og i løse ansættelsesforhold som for eksempel vikarer.

Arbejdsdagen som kampplads

Men er det ikke muligt at samle alle de forskellige krav og problemer i en fælles dagsorden? Jeg tror på, at fremtidens kampplads kommer til at stå om 'arbejdsdagen'.

Vores overenskomster beskriver kun i ringe grad, hvordan arbejdsdagen skal se ud og forme sig, og det er her, vi ser de største ændringer af vores arbejdsforhold. Vikarer og atypiske ansættelser giver måske sig selv, men også indenfor social dumping er arbejdsdagen et kernespørgsmål.

Social dumping er nemlig ikke kun et kroner-øre-spørgsmål. Vi bliver i byggeriet også presset på tiden – hvor villige man er til at arbejde over og levere de "nødvendige" timer.

Fritvalgskontoen er et svar på 00’ernes ønske om individualisering. Jeg synes dog, det er på tide at vise rettidig omhu og se på fremtidens problemer og ikke fortidens ønsker.