21 Oct 2019  

KBH: Overskyet, tåge, 9 °C

Betjente skal have numre på

Blogs

Marc Jørgensen
Advokatfuldmægtig
Advokatfuldmægtig hos advokatfirmaet Foldschack & Forchhammer. Medstifter af Retshjælpen Rusk, der yder gratis retshjælp til folk, hvis demokratiske rettigheder er kommet i klemme.
Blogindlæg af Marc Jørgensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 03. april, 2014, 08:30:34

Betjente skal have numre på

Det er vigtigt af hensyn til retssamfundet og af hensyn til tilliden til politiet, at brodne kar hos politiet kan identificeres og dermed stilles til ansvar.

Jeg husker tydeligt de mere end 100 politiklager, som jeg lavede efter COP15-topmødet.

Som frivillig i retshjælpen Rusk hjalp jeg demonstranter med at klage, hvis de følte, at den behandling de havde fået af det danske politi, ikke var i orden. Sagerne var meget forskellige, og strakte sig fra betjente der havde været uforskammede, til personer der fortalte, at de havde fået tæv af en flok betjente på vej hjem efter demonstrationerne.

For mig er det helt åbenlyst, at vi her står med et retssikkerhedsmæssigt problem.

Alle de klagesager, jeg behandlede efter COP15, endte på samme måde. Statsadvokaten meddelte mig i et brev, at klagen ikke kunne føre til noget, da det ikke var muligt at identificere den betjent, der blev klaget over.

Ingen identifikation

Det lykkedes desværre ikke at få identificeret en eneste af de betjente, som mine klienter ville klage over.

Frustreret gik jeg herefter til de andre sagsbehandlere i retshjælpen og spurgte dem, hvordan det var gået i deres sager, og de kunne fortælle, at de havde fået samme svar på deres klager.

Derefter satte vi os for at undersøge problemstillingen lidt nærmere, og vi fandt hurtigt ud, at der var tale om et helt generelt problem. Det sker forholdsvis ofte, at politiklager bliver afvist, fordi klagemyndigheden ikke kan finde den rigtige betjent.

For mig er det helt åbenlyst, at vi her står med et retssikkerhedsmæssigt problem.

Derfor var jeg også meget forundret og ærlig talt noget forarget, da Politiforbundet meldte ud, at muligheden for at identificere betjente ikke bare er unødvendig, det er faktisk direkte uhensigtsmæssigt med et system, hvor betjentene kan identificeres.

Politiforbundet begrunder deres uvilje mod identifikation af betjente med, at det kan føre til chikane mod enkelte betjente.  

Jeg tror ikke på, at nummerering af betjente fører til mere chikane mod betjente.

Personer og grupper, der vil chikanere enkelte betjente, har allerede i dag mulighed for at pege betjente ud bare ud fra deres udseende. Et femcifret nummer på uniformen vil ikke gøre hverken til eller fra i den sammenhæng.

I Norge og Sverige har de et system med numre på politiets uniformer, så man kan identificere eventuelle betjente der er gået over stregen.

Politiet laver også fejl

Det handler ikke om en heksejagt på politiet. Politiet udfører et nødvendigt og vigtigt stykke arbejde, men ligesom alle andre mennesker laver politiet indimellem fejl, og karakteren af politiets arbejde gør, at de fejl, som politiet laver, kan være ganske alvorlige.

Det er derfor vigtigt både af hensyn til retssamfundet og af hensyn til tilliden til politiet, at brodne kar hos politiet kan identificeres og dermed stilles til ansvar.

I forhold til alle andre embedsmænd forventer vi jo også, at vi kan klage, og den pågældende vil blive irettesat, hvis retningslinjerne ikke er fulgt. Forestil dig et hospital der afviser din klage, fordi de ikke kan identificere lægen. Det tror jeg ikke, at vi ville finde os i.

Meget tyder heldigvis på, at justitsminister Karen Hækkerup inden længe vil komme med et forslag til en løsning, nemlig at betjente fremover skal bære et nummer på deres uniform.