12 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 6 °C

Styrk Arbejdstilsynet

Blogs

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Formand for socialrådgiverne siden 2012. Har siddet i forbundets hovedbestyrelse siden 2004. Født i 1977.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 04. oktober, 2018, 08:05:13

Styrk Arbejdstilsynet

Efter mange år med nedskæringer af Arbejdstilsynet er der nu hårdt brug for investeringer.

Siden årtusindskiftet har politikerne beskåret Arbejdstilsynet med mere end seks millioner kroner – om året.

Et godt arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi investerer i det.

De seneste ti år har tilsynet mistet hver fjerde medarbejder, og antallet af tilsyn på arbejdspladserne er faldet drastisk.

Det er en katastrofal udvikling i en tid, hvor offentligt ansatte oplever et stadigt voksende pres på især det psykiske arbejdsmiljø med stress og langtidssygemeldinger til følge.

En FTF-undersøgelse viste tidligere på året, at næsten hver tredje socialrådgiver ofte eller hele tiden er stresset og cirka 60 procent har en høj eller meget høj arbejdsmængde. Hver enkelt socialrådgiver går i gennemsnit syg på arbejde oftere end seks dage om året.

Det er alarmerende og tyder på, at mange arbejdsgivere ikke tager ansvaret for et ordentligt psykisk arbejdsmiljø alvorligt. Derfor er det også helt afgørende, at Arbejdstilsynet har ressourcer til at føre tilsyn med arbejdspladserne.

Beskæftigelsesministeren åbnede for nylig for at diskutere netop tilsynets ressourcer, og det er godt, for med regeringens finanslovsudspil står der ellers flere kraftige besparelser på menuen.

Men med de seneste års store indhug i Arbejdstilsynet kræver det mere end lappeløsninger.

I forbindelse med præsentationen af anbefalinger fra Ekspertudvalget om arbejdsmiljø foreslog FTF og LO at tilføre Arbejdstilsynet 100 millioner kroner.

En saltvandsindsprøjtning, der er helt nødvendig for at sikre en ordentlig kontrol med arbejdsmiljøet, og at Arbejdstilsynet samtidig kan løfte de ekstra opgaver, som ekspertudvalget anbefaler, de tager sig af.

Et godt arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi investerer i det. Derfor skal pengene følge ambitionerne, og Arbejdstilsynet skal styrkes.