22 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

Bønner helbreder ikke ebola

Blogs

Magnus Møller Ziegler
Filosofihistoriker
Uddannet cand.mag. i filosofihistorie med fokus på Hegel og tysk filosofi. Nuværende ph.d.-stipendiat i filosofi ved Aarhus Universitet. Fra 2009-2014 tilknyttet Arbejderen i forskellige roller med særligt fokus på analyse, marxistisk teori og film.
Blogindlæg af Magnus Møller Ziegler
tor. 08. jan - 2015
lør. 30. aug - 2014
fre. 09. aug - 2013

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 30. august, 2014, 14:01:43

Bønner helbreder ikke ebola

Den amerikanske lægemissionær Kent Brantly takkede for nylig Gud for på mirakuløs vis at have reddet ham fra den ebola, han var smittet med. Men det er ikke Gud, der helbreder ebola – det er medicin. Og kun medicinalindustrien står i vejen i den henseende.

Ingen havde løftet en finger, mens tusinder af sorte afrikanere døde af ebola, men da den amerikanske lægemissionær Kent Brantly for nylig blev smittet med den dødelige virus, der for tiden hærger i Vestafrika, satte himmel og jord sig i bevægelse.

Det er på tide med et opgør med den grådige medicinalindustri, der sætter profit og bugnende aktionærlommer over menneskeliv og menneskeartens udvikling.

Dårligt var han smittet, før de amerikanske myndigheder gav tilladelse til, at han kunne modtage behandling med det eksperimentelle medikament Zmapp, som ellers endnu ikke var afprøvet på mennesker.

En time efter at have modtaget Zmapp-behandlingen var hans tilstand vendt, og da han den følgende morgen ankom til USA, kunne han selv kravle ud af ambulancen. Få dage senere var Kent Brantly helbredt for den frygtede sygdom, der indtil videre har kostet 1.700 afrikanere livet i det største registrerede udbrud nogensinde.

Mirakuløs helbredelse

Kent Brantlys helbredelse er ganske enkel mirakuløs – noget den stærkt troende missionær da heller ikke har været sen til at påpege. I sin officielle takketale var det først og fremmest Gud og "de tusinder af bønner", der modtog Kent Brantlys tak. "Gud reddede mit liv", siger Brantly. Ikke lægerne eller det amerikanske forsvar og de canadiske sundhedsmyndigheder, der har finansieret udviklingen af Zmapp.

Det har vakt furore. Ikke så meget fordi Brantly så let ser bort fra lægerne, der ifølge Brantly blot er et instrument i den gode Guds hænder, men ligeså meget fordi det samtidig fordømmer de afrikanere, der er døde af ebola-smitten.

Hvorfor fortjener de ikke at blive reddet? Hvorfor er det den rige, hvide læge, som Gud vælger at redde fra den frygtede sygdom og ikke de tusinder af fattige sorte, der i de sidste måneder er døde af ebola?

Det er selvfølgelig et klassisk teologisk problem, ja, faktisk er det to i ét: For det første må man spørge sig selv, hvorfor der er så meget ondskab og lidelse i verden, hvis Gud er almægtig og god ("Det ondes problem"). For det andet må man spørge sig, på hvilken måde Gud kan gribe ind i verden – og om han overhovedet gør det. Det er den klassiske debat mellem deister, der mener, at Gud skabte verden og siden lod den køre sit eget show, og teister, der omvendt mener, at Gud aktivt er til stede og griber ind i verden.

Grådig medicinalindustri

Men at tale om teologiske problemer, når det kommer til ebola, er at forskrue virkeligheden. For virkeligheden er, at Gud ikke helbreder ebola, det gør medicin. Og det er ikke Gud, der har ladt Vestafrika i stikken – det er en grådig medicinalindustri.

Det er ganske enkelt ikke profitabelt at helbrede ebola. Når den er helbredt, er der jo ikke brug for mere medicin! Det samme gør sig gældende for nogle af verdens andre dødeligste sygdomme, malaria og tuberkulose for eksempel. Så er der straks flere penge i insulin til diabetespatienter, som der bliver flere og flere af, og som skal have deres medicin fire gange om dagen livet ud.

"Haps!" siger Novo Nordisk og bonkammeraterne.

I stedet er offentlige myndigheder, som det amerikanske forsvar og de canadiske sundhedsmyndigheder i tilfældet Zmapp, nødt til at træde til med udviklingskroner, der hvor markedets guddommelige hånd fejler.

Som Leigh Phillips skriver er det på tide med et opgør med den grådige medicinalindustri, der sætter profit og bugnende aktionærlommer over menneskeliv og menneskeartens udvikling. Det er ikke hensigtsmæssigt at lade et falleret marked stå i vejen for kampen mod de dødelige vira.

Der er brug for en kamp mod de uprofitable sygdomme, og betingelsen for den er en kamp mod de griske medicinalvirksomheder.