14 Jul 2020  

KBH: Spredte skyer, 19 °C

Vi skal lære af coronakrisen

Blogs

Mads Bilstrup
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Uddannet som socialrådgiver i 1992. Aktiv i fagligt arbejde i over 20 år.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 07. maj, 2020, 07:42:03

Vi skal lære af coronakrisen

Coronaepidemien har vist os, hvor vigtigt velfærdssamfundet er i forhold til at komme godt igennem en krise. Det håber jeg, politikerne vil huske.

Coronakrisen ændrede med ét hverdagen radikalt for hele Danmark.

Jeg håber, at politikerne vil gøre op med både fattiggørelsen af ledige og de seneste årtiers besparelser i den offentlige sektor.

Pludselig handlede alt om nedlukning, smittefare, hamstring, afstand, værnemidler, risikogrupper, håndsprit, indlæggelser, statistikker. Men også om sammenhold, solidaritet og tillid – til hinanden, til myndighederne, til fællesskabet.

Og nu, hvor samfundet så småt er ved at genåbne, kan vi konstatere, at et velfærdssamfund med et velfungerende sundhedsvæsen, en socialsektor der griber udsatte og holder hånden under mennesker ramt af ledighed, ulykker og handicap – og med en fleksibel arbejdsmarkedsmodel der lader lønmodtagere og arbejdsgivere finde de gode løsninger sammen – at det samfund giver os en grundlæggende tryghed, som gør os stærke, når en krise rammer.

Det skal vi huske og bygge videre på efter coronakrisen, men det kræver de rigtige beslutninger.

Vores velfærdssamfund med fri og lige adgang til uddannelse, lægehjælp, dagtilbud til vores børn og sociale ydelser, hvis vi bliver ramt af sygdom, ledighed eller handicap, skaber tillid og sammenhængskraft.

Og hver gang, vi forringer trygheden, tilliden og sammenhængskraften – som nedskæringerne på velfærden de seneste tyve år har gjort – så koster det os alle sammen, både menneskeligt og økonomisk.

Historisk fejltagelse

Det viste finanskrisen os, da den ramte for godt ti år siden. Her betalte de mest udsatte den højeste pris, og i stedet for at holde hånden under dem, der havde mest brug for det, fokuserede politikerne på bankerne. Det var en historisk fejltagelse, som vi ikke må gentage.

Under coronakrisen har politikerne vedtaget en række hjælpepakker – til erhvervslivet, til lønmodtagerne, til socialt udsatte. Det er alt sammen fornuftigt og nødvendigt, men vi er stadig langt fra målet om at sikre ordentlige rammer for det sociale arbejde.

Der mangler pladser på herberg og krisecentre. Sundhedsvæsnet har ofte svært ved at rumme socialt udsatte. Og mange socialrådgivere mangler både tid og frihed til at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov og ønsker.

Investér i velfærd

Det sociale arbejde bliver ikke lettere af, at 225-timers-reglen stadig gælder for nogle ledige. For selvom politikerne efter et langt tilløb valgte at suspendere reglen for dem, der ellers var blevet ramt af den under coronakrisen, så gælder suspenderingen ikke for dem, der allerede var ramt, inden krisen satte ind.

Det er både uforståeligt og urimeligt, for det er selvsagt endnu sværere end normalt at optjene 225 timers ordinært arbejde, når arbejdsmarkedet er frosset til. Det er også ulogisk, for netop det argument – at de ledige jo ikke kan finde arbejde i en krisetid – er baggrunden for suspenderingen af reglen for den første gruppe.

Når samfundet åbner igen, håber jeg, at politikerne vil gøre op med både fattiggørelsen af ledige og de seneste årtiers besparelser i den offentlige sektor og i stedet investere i velfærden, ikke mindst det sociale arbejde – for vi skal som samfund kendes på, hvordan vi tager os af udsatte mennesker.