22 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 14 °C

Et socialpolitisk paradigmeskifte

Blogs

Mads Bilstrup
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Uddannet som socialrådgiver i 1992. Aktiv i fagligt arbejde i over 20 år.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 05. september, 2019, 09:34:53

Et socialpolitisk paradigmeskifte

Aftalen om flere penge til børnefamilier på lave ydelser indeholder en erkendelse af, at mennesker ikke opfører sig som tal i et regneark. Hvis den erkendelse danner grundlag for politiske tiltag fremover, er der for alvor grund til optimisme.

Det er stadig kun spæde tegn, men min forsigtige pejling af det nye politiske landskab giver mig en tro på, at vi kan få vendt den socialpolitiske supertanker.

Vi arbejder fortsat hårdt for at få politikerne til at afskaffe de lave ydelser.

Forleden blev regeringen og dens støttepartier enige om at give fattige børnefamilier lidt mere luft i økonomien gennem et tilskud på samlet 250 millioner kroner. Det er rigtig gode nyheder, for selv nogle få hundrede kroner kan betyde meget for familier, der hver måned kæmper for at få råd til husleje, medicin, mad og fritidsaktiviteter.

Men det er ikke nogen varig løsning på det massive samfundsproblem, at 64.500 børn vokser op i fattigdom. Og det hjælper heller ikke de mange mennesker på kontanthjælp eller integrationsydelse, som ikke har børn.

Et langt sejt træk

Derfor arbejder vi i Dansk Socialrådgiverforening fortsat hårdt for at få politikerne til at afskaffe de lave ydelser og sikre, at mennesker ramt af arbejdsløshed får en anstændig indkomst.

Det er selvfølgelig et langt sejt træk. Forleden gav jeg i Altinget et bud på, hvordan vi kommer noget ad vejen.

Grundlæggende handler det om at skabe et system, der bygger på tillid til både borgere og medarbejdere. Tillid til at mennesker gerne vil bidrage til fællesskabet, som det forleden igen blev bekræftet af en undersøgelse fra VIVE af udsatte danskeres drømme. Og tillid til at medarbejderne gennem deres stærke faglighed kan understøtte borgernes udvikling med udgangspunkt i egne ønsker og behov.

Opgør med regnemodeller

En forudsætning for alt det er, at Finansministeriets regnemodeller ikke altid har det sidste ord, når der udvikles ny politik.

Og det er her, jeg tillader mig at udtrykke en forsigtig optimisme. Partierne skriver nemlig, at de økonomiske konsekvenser ved tilskuddet er behæftet med ’betydelig usikkerhed’, og at familiernes økonomiske situation – herunder deres tilknytning til arbejdsmarkedet – skal evalueres før og efter indførelsen af tilskuddet.

Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk et brud med det, vi har set i efterhånden flere årtier, nemlig at Finansministeriets regnemodeller opfattes som nærmest ufejlbarlige.

Ifølge modellerne vil et sådant tilskud betyde, at familierne arbejder mindre, og dermed koste endnu flere penge for samfundet. Sådan er det selvfølgelig ikke i den virkelige verden.

Som socialrådgivere ved vi, at fattigdom ikke gavner hverken de mennesker, den rammer, eller samfundet som helhed.

Vi støder på den hver dag og ser de ødelæggende konsekvenser, for jo flere ressourcer man skal bruge på at få råd til helt basale fornødenheder, desto mindre overskud har man selvsagt til for eksempel at uddanne sig, søge job eller arbejde med sociale, psykiske eller fysiske udfordringer.

Det er det, partierne erkender i aftalen: At verden er kompleks, og at virkelige mennesker ikke opfører sig som tal i et regneark. Hvis den erkendelse danner grundlag for politiske tiltag fremover, er der for alvor grund til optimisme og tro på et socialpolitisk paradigmeskifte.