31 Mar 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 7 °C

Hverdagen på et ældrecenter

Blogs

Lotte Berthelsen
Talsperson for FOA Ungdom
Født i 1989 Uddannet SOSU-assistent. Arbejder på Skørping Ældrecenter
Blogindlæg af Lotte Berthelsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 27. januar, 2020, 07:39:07

Hverdagen på et ældrecenter

Vores store empatiske hjerter galopperer afsted. Smilene er malet på læberne, fordi borgerne ikke skal se vores virkelige udtryk. Fordi det virkelige udtryk er ubærligt. Den dårlige samvittighed lyser ud af os. Borgeren vil gerne have et bad, men det bliver ikke i dag. Morgenmad imellem klokken ti og elleve. Bleskift én gang hver ottende time. Øjenkontakt med personalet, hvis det er mere end 15 sekunder, er en god dag.

Det er desværre hudløst ærlige ord, der beskriver den virkelighed, mange af mine kolleger rundt om i lille Danmark oplever.

En undersøgelse, FOA har lavet, viser, at hver femte medlem sjældent eller aldrig har tid til at udføre arbejdet tilfredsstillende. 

Den sidste uges tid har vi kunnet læse om forargelse over, hvordan hverdagen ser ud rundt om på flere af landets ældrecentre – forargelse over at borgere kommer sent op, og at morgenmaden først serveres, lige inden frokosten er på bordet. Men ærligt imellem os: Så har det været virkeligheden for sundhedsfagligt personale i mange år! Mange af mine kolleger har råbt af deres lungers fulde kraft til alle, der ville lytte. Vi spørger ofte os selv: Har det hjulpet?

Hænderne mangler

Alle kommuner har en serviceramme, som der visiteres ydelser ud fra, for eksempel hjælp til bad, medicingivning, psykisk støtte. Med ydelsen følger der tid, tid til at opgaven kan leveres hos og sammen med borgeren. I hjemmeplejen kan man få besøg op til otte gange i døgnet, i særlige tilfælde flere.

Flytter man ind på et ældrecenter, er der en tidsramme på, hvor mange timer man kan få. Man skulle tro, at når man flytter sine kære på plejehjem, så kan de få alt den hjælp, de har brug for. På ældrecentrene oprettes opgaverne med den rette tid, men der mangler én meget vigtig ting for, at det kan lykkes. Personalet med de varme hænder.

En morgen på 'Himmelblå'

Klokken er halv otte lørdag morgen. Nattefrosten kan ses på bøgehækken. Ruth står i hendes egen verden, inden kaos bryder løs. Ruth smiler svagt og siger: Heldigvis ingen syge i dag. Tanken om, at Helle, Malene og hun selv lige om lidt skal forsøge at gøre det umulige muligt, rumsterer. Der bor ni beboere på 'Himmelblå'. Alle ni har brug for meget hjælp, et par stykker skal der være to personer hos. Ruth, Helle og Malene har tilsammen syv en halv time til at få alle ni beboere op, inden klokken bliver ti. Inden de kommer i gang, har de et problem, som selv kommunens bedste matematiker kan få svært ved at regne ud. Den hjælp, beboerne skal have, er beregnet til sammenlagt tretten timer. Så de tre kolleger har syv en halv time til at udføre tretten timers opgaver.

Det er en umulig opgave, men hver dag gør de forsøget. Hver dag løber de rundt for at gøre det, de elsker allermest ved deres job, at gøre en forskel for beboerne, også selvom det er imod alle odds. Det er hverdagen rundt om i mange af landets kommuner. Spørgsmålet er, hvor længe vi kan blive ved med at acceptere de her forhold for de ældre og personalet?

Politisk ansvar at sikre flere penge

I 2019 undersøgte FOA, hvad medlemmerne mener omkring arbejdstempo. Hver femte medlem har sjældent eller aldrig tid til at udføre arbejdet tilfredsstillende. En tredjedel angiver, at de kun sommetider har tid til at udføre arbejdet tilfredsstillende.

Kære politikere, det kan da umuligt være tilfredsstillende? Jeres medarbejdere løber så hurtigt, at de sidst på ugen kunne modtage en medalje for deres deltagelse i ugens maratonløb.

2020 skal være året, hvor der rettes op på flere års besparelser. Politikerne er nødt til at putte flere penge i ældreområdet, personalet skal kunne leve op til servicerammen i kommunen. Vi skylder de ældre en værdig alderdom og personalet en hverdag, hvor de har tiden til at udføre deres arbejde tilfredsstillende.

Nyeste blogindlæg