16 Jul 2019  

KBH: Spredte skyer, 11 °C

Håb for flere faglærte SOSU´er

Blogs

Lotte Berthelsen
Talsperson for FOA Ungdom
Født i 1989 Uddannet SOSU-assistent. Arbejder på Skørping Ældrecenter
Blogindlæg af Lotte Berthelsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 18. februar, 2019, 08:17:14

Håb for flere faglærte SOSU´er

I 2020 og 2011 skal kommuner og regioner oprette 9.000 nye praktikpladser på SOSU-området. Skal det lykkes, skal vi alle blive bedre til at tale vigtigheden af fagene op.

Det er et velkendt problem, at vi står overfor kæmpe udfordringer med rekruttering inden for ældreområdet. De næste mange år kommer de store generationer af ældre til at have brug for hjælp og personlig pleje. Samtidig er et stort antal medarbejdere på vej på pension. Derfor skal ungdommen tage over, men så længe der ikke laves bedre aftaler, kommer der ikke flere igennem vores vigtige uddannelser.

Vi skal gøre SOSU-uddannelserne lige så attraktive, som uddannelserne til murer, tømrer og snedker. 

Derfor glæder det mig meget, at der nu endelig er enighed imellem regeringen, KL, Danske Regioner og FOA om, at der skal gøres noget ved den store rekrutteringsudfordring. Aftalen betyder, at kommunerne og regionerne forpligter sig til at skabe 6.000 praktikpladser til social- og sundhedsassistentuddannelsen og 3.000 praktikpladser til social- og sundhedshjælperuddannelsen i 2020 og 2021. Det er et lille skridt i den rette retning.

Men selvom jeg klapper højt i mine hænder over den nye aftale, som ligger på bordet, så ulmer der en lille storm i min mave. For kan vi få så mange unge mennesker til at vælge vores erhvervsuddannelser? Hvis man spørger eleverne i en niende klasse, hvad en social- og sundhedshjælper laver, så fniser de, og svaret er det samme, som det har været de sidste 10 år: De tørrer røv på de ældre.

Vi har ikke været gode nok til at fortælle de unge og deres forældre om vigtigheden af vores arbejde. Det handler om at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes liv og så forsøge at give f.eks. fru Olsen mest mulig livskvalitet. Vi må se på, hvem hun har været, og hvilket liv hun har levet, før hun behøvede hjælp. Vi skal gøre omsorgsfagene attraktive og gøre op med den gamle kultur, for det er fantastisk at kunne hjælpe andre.

Vi skal ud og fortælle om de mange faglige kompetencer, vi får igennem uddannelserne. Vi skal i fællesskab gøre uddannelserne lige så attraktive, som uddannelserne til murer, tømrer og snedker er blevet det de sidste par år. Vi skal gøre det at tage sig af andre til et anerkendt og attraktivt fag, som, folk ved, kræver en indsats.

For at det skal lykkes, skal alle politikere sige, at vi i fremtiden skal have en bred sammensat personalegruppe. Vi har brug for alle i vores fremtidige sundhedsvæsen. Det er ikke nok kun at tale nogle faggrupper op.

Regeringen, KL og Danske Regioner, I skal være med til at tale vores erhvervsuddannelser op. Vi skal alle tage et ansvar for, at vi kommer i mål med de aftalte uddannelsespladser. For én ting er helt sikkert, vi er klar til at modtage de nye kolleger ude i den virkelige verden. Vi kan faktisk ikke vente med at få flere kolleger, som brænder lige så meget for hver dag at gøre en forskel for borgere og pårørende. 

Vi har aftalen på plads, så er det tid til, at alle mand trækker i arbejdstøjet! For nu skal vi sammen ud og kæmpe hårdere end nogensinde.

Nyeste blogindlæg
af Jens Jørgen Nielsen
af Karen Helveg Petersen
af Leif Kajberg
af Thorkild Olesen
af Marianne Bundgaard Krog Gaardsdal