17 Sep 2019  

KBH: Spredte skyer, 11 °C

Politikerne bør indgå en velfærdspagt

Blogs

Lizette Risgaard
Formand Fagbevægelsens Hovedorganisation
Født 15. juli 1960 Næstformand i LO siden oktober 2007 Medlem af LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse. Tidligere har hun blandt andet været tillidsrepræsentant for HK’erne i TIB, formand for Brancheklubben for Fagforeningsansatte i HK København, næstformand i LO Storkøbenhavn, formand for HK/Service København Uddannet kontorassistent, Master i Public Administration, MPA.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 04. maj, 2019, 08:25:37

Politikerne bør indgå en velfærdspagt

Enten skal vi investere mere i velfærd, eller også skal vi acceptere, at velfærden gradvist forringes. Jeg opfordrer til som minimum at bevare den velfærd, vi har i dag.

Den danske velfærd er under pres. Befolkningen vokser de kommende år med næsten 170.000 personer. Mange af dem er børn og ældre. Vi får brug for flere daginstitutioner, skoler og plejehjemspladser. Flere pædagoger, flere lærere og flere social- og sundhedsassistenter. Vi får brug for et sundhedsvæsen, som kan behandle flere. Flere læger, sygeplejersker og portører.

Hvis kvaliteten i de offentlige velfærdstilbud forringes yderligere, risikerer vi, at de, som kan, vælger det offentlige fra.

Det stiller Danmark over for et valg. Enten skal vi investere mere i velfærd, så vi kan bevare den kvalitet, vi kender i dag. Eller også skal vi acceptere, at velfærden gradvist forringes. 

For mange danskere er velfærden forudsætningen for, at vi kan forene arbejdsliv og familieliv, som vi gør i dag. Forudsætningen for, at vi kan gå på arbejde med ro i sindet, velvidende at kompetente pædagoger, lærere og plejepersonale drager omsorg for vores børn, ældre og syge, mens vi er på arbejde.

Vi oplever allerede nu eksempler på, at velfærdstilbuddene forringes. Vi hører om ældre, som kun kan få rengøring hver tredje uge. Om vuggestuebørn, som må vente timer på at få skiftet en våd ble. Om færre lærere per elev i folkeskolen. 

Faren ved et A- og et B-hold

Hvis kvaliteten i de offentlige velfærdstilbud forringes yderligere, risikerer vi, at de, som kan, vælger det offentlige fra. Imens betaler det store fællesskab prisen i form af mindre omsorg, dårligere uddannelse og forringede sundhedstilbud.

Hvis vi skaber et A og et B-hold, hvor de, som har penge, kan købe sig til en kvalitet, der er langt bedre end den, som er flertallet forundt, så øges afstanden mellem os. Det vil true sammenhængskraften og vores forståelse for hinanden. Det er en forkert vej for Danmark.

Jeg opfordrer politikerne til at række ind over midten og aftale som minimum at bevare den velfærd, som vi har i dag. Jeg har kaldt forslaget en velfærdspagt. Med velfærdspagten foreslår vi politikerne at mødes på midten og aftaler, at budgettet til velfærd som minimum skal kunne følge med, når der kommer flere børn og flere ældre.

Velfærdspagt med fire initiativet

Velfærdspagten indeholder fire initiativer, som skal sikre, at velfærden ikke forringes, selvom befolkningen vokser. Det har vi nemlig råd til, uden at bede danskerne om at betale mere i skat. Det har vi råd til uden at bede danskerne om at arbejde endnu længere end allerede aftalt. Det handler om prioritering.

>> I kan læse mere om de konkrete initiativer her.

Jeg har skrevet til politikerne, at de ikke skal frygte vælgerflugt, når de indgår en velfærdspagt. Danskerne prioriterer nemlig velfærd, og udsigten til, at velfærden vil forringes, når befolkningen vokser, bekymrer danskerne. Danmarks Statistik har gennemført en undersøgelse for FH, som viser, at 44 procent af danskerne forventer, at kvaliteten af de offentlige velfærdstilbud vil være forringet om fem år. For ni ud af 10 er forventningen om dårligere velfærd forbundet med bekymring.

Velfærd frem for skattelettelser

Undersøgelser viser også, at danskerne er villige til at betale prisen for at fastholde den velfærd, som vi har i dag. Fire ud af fem vil hellere bevare velfærden end have skattelettelser. Og 32 procent vil sågar gerne betale mere i skat for at øge kvaliteten i de offentlige velfærdstilbud.

Danskerne er ikke i tvivl. De vælger velfærd frem for skattelettelser. Tryghed frem for flere penge mellem hænderne. Velfærd er ikke noget, danskerne vil gå på kompromis med. Velfærd er noget, vi beder politikerne indgå et kompromis om. Med velfærdspagten kan vi netop sikre, at kvaliteten af velfærden ikke forringes i den kommende valgperiode. Et ansvarligt kompromis til gavn for Danmark og danskerne.

Det er tid til at handle for et fortsat rigt, lige og trygt Danmark.