31 Oct 2020  

KBH: Overskyet, dis, 12 °C

1. maj fejringen af fælleskabet er vigtigere end nogensinde – især for virksomhederne

Blogs

Lizette Risgaard
Formand Fagbevægelsens Hovedorganisation
Født 15. juli 1960 Næstformand i LO siden oktober 2007 Medlem af LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse. Tidligere har hun blandt andet været tillidsrepræsentant for HK’erne i TIB, formand for Brancheklubben for Fagforeningsansatte i HK København, næstformand i LO Storkøbenhavn, formand for HK/Service København Uddannet kontorassistent, Master i Public Administration, MPA.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 01. maj, 2020, 05:50:13

1. maj fejringen af fælleskabet er vigtigere end nogensinde – især for virksomhederne

I dag er det Arbejdernes Internationale Kampdag.  Dagen, hvor vi hylder vores stærke fællesskaber og solidariteten med hinanden. Og selv om vi med coronavirussen lige nu skal holde afstand – så er det stadig fællesskabet, vores velfærd og solidariteten med hinanden, der gør os stærkere. Det er det, der gør os mere trygge, mere lige. Ja, kort sagt, alt dét, der lige nu føles vigtigere end nogensinde.

Hvis en virksomhed har råd til at udlodde sidste års overskud til aktionærerne, så er det nok tvivlsomt, om de for alvor er nødlidende.

På en tragisk baggrund, så viser fællesskabet sig også fra sin bedste side i disse dage, når arbejdsmarkedets parter og staten i fællesskab tager ansvar for dansk økonomi. Der er aftalt historisk store hjælpepakker for at sikre virksomhedernes overlevelse og danske arbejdspladser. Og hvis virksomhederne ikke allerede var opmærksomme på, hvad skattekronerne går til, så må det stå lysende klart for dem nu.

Krav til virksomhederne

Staten har nemlig haft den store pengepung op af lommen. Og når fællesskabet stiller så generøse hjælpepakker til rådighed, er det kun rimeligt, at vi også stiller krav til virksomhederne. Derfor mener jeg også, at vi bør stille to afgørende krav til dem.

For det første skal man kun søge om hjælp, hvis man har brug for det.
Hvis en virksomhed har råd til at udlodde sidste års overskud til aktionærerne, så er det nok tvivlsomt, om de for alvor er nødlidende.

Derfor mener jeg, at det er et rimelig krav at stille til aktionærerne, at holde igen, hvis virksomheden samtidig har modtaget støtte fra staten. Det indebærer i sagens natur, at man ikke udbetaler udbytte.

På den måde bidrager BÅDE staten og virksomhedernes ejere til at konsolidere virksomheden i en svær tid.

For det andet skal alle virksomheder selvfølgelig betale den skat, de skal. Det gælder både før og efter corona.

Svigtende moral

Desværre har vi oplevet en meget svigtende skattemoral i de seneste år. For eksempel på momsområdet har der været store problemer. Nu har staten så givet virksomhederne længere snor med momsindberetningerne for at afhjælpe likviditetsproblemer. Men det betyder jo ikke, at momsen ikke skal betales senere.

I første omgang vil jeg derfor appellere til, at de virksomheder, der modtager støtte, også forpligter sig på at være transparente omkring deres skatte- og momsbetalinger, når vi kommer ud på den anden side.

Konkret kunne vi fx kræve af store virksomheder, at de fremadrettet skal levere land-for-land rapportering af skatteregnskaberne, hvilket er et meget effektivt redskab i bekæmpelsen af ulovligt brug af skattely.

Derudover forventer jeg selvfølgelig, at virksomhederne husker den loyalitet og samarbejdsvilje, de er blevet mødt med under krisen. For når det kommer til stykket, så er opskriften på vores danske succes jo netop, at vi står sammen, og værner om det fællesskab, vi alle sammen er en del af.

Uanset om man er almindelig dansker eller en virksomhed.

Rigtig god første maj.