22 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 12 °C

Mens vi venter på retfærdighed

Blogs

Liv Blichfeld-Grosen
Landsforeningen KRIM
Landsforeningen KRIM ser det som sin opgave – via sin gratis retshjælp og deltagelse i den offentlige debat – at bidrage til, at politi, fængselsmyndigheder og domstole overholder samfundets spilleregler. En stor del af de sager, der behandles i retshjælpen, er klager over fængselsforhold. KRIM arbejder med at påvirke den offentlige debat i retning af en mere humanistisk straffepolitik.
Blogindlæg af Liv Blichfeld-Grosen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 10. juni, 2019, 07:00:35

Mens vi venter på retfærdighed

Danmark har igennem flere år fået udtalt kritik for vores brug af varetægtsfængsling – både i sin helhed, i sit omfang og i den tidsmæssige udstrækning.

Danmark bestræber sig på at være et retfærdigt land for flest mulige. For at opnå dette mål har vi forpligtet os på en række internationale konventioner. Disse konventioner sikrer en bagkant for de grundlæggende rettigheder som individ i en stat.

Vi venter med en forhåbning om, at Danmark bevæger sig i retningen mod ikke at udsætte individer for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Flere af disse internationale konventioner indkapsler princippet om uskyldsformodningen, hvilket medfører et retsligt og principielt ansvar for at beskytte en sigtets rettighed til blandt andet ikke at blive erklæret skyldig, før der er truffet en retslig afgørelse om skyld. Af denne årsag bør varetægtsfængsling nærmere være undtagelsen end reglen – og altså ikke dagligdagen for en tredjedel af Kriminalforsorgens indsatte.

Danmark har igennem flere år fået udtalt kritik for vores brug af varetægtsfængsling – både i sin helhed, i sit omfang og i den tidsmæssige udstrækning.

Kritikken har været stillet fra FN’s komité mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (CAT) og Den Europæiske komité til forebyggelse af samme (CPT), der netop overvåger, hvorledes praksis vedrørende frihedsberøvelse sker i overensstemmelse med menneskeretlige principper og standarder.

Varetægtsarrestanter er langt mere begrænset i sine rettigheder end de dømte afsonere, og en stor del af dem oplever psykiske problemer, trusler og vold. Særligt intimiderende for de varetægtsfængslede og deres pårørende er uvisheden om deres fremtid.

De er begrænset til aldrig at kunne tænke længere end fire uger frem til næste retsmøde, og dette selvom nogle varetægtsfængslinger strækker sig over flere måneder og i sjældne tilfælde over et år. Mange varetægtsfængslede er underlagt brev- og besøgskontrol og kan derfor ikke opretholde en naturlig relation til deres familier. Samtidig med at mange er begrænset til at opholde sig på sin celle 23 timer i døgnet – og altså kun afbrudt af en times daglig gårdtur.

På trods af den gentagne kritik, og de gentagne forskningsmæssige belæg for varetægtsfængslingens langvarige konsekvenser for den frihedsberøvede og dennes familie, synes der ikke at ske en synderlig fremgang.

Den seneste redegørelse fra Rigsadvokaten om brugen af langvarige varetægtsfængslinger vedrører anvendelsen i 2017. Redegørelsen fremlægger, at antallet af varetægtsfængslinger siden 2016 er steget med tre procent, mens antallet af varetægtsfængslinger, der varer mere end tre måneder, er faldet med fem procent.

Redegørelsen om anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger i 2018 afventer, at Justitsministeriet efter en ny regeringsdannelse kan forelægge den for retsudvalget. Så mens de ikke skyldige venter, venter vi med en forhåbning om, at Danmark bevæger sig i retningen mod ikke at udsætte individer for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Nyeste blogindlæg