05 Aug 2020  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Et liv med spiseforstyrrelse – et glimt af Saras liv

Blogs

Lene Reinseth Koch
Ansat i socialpsykiatrien.
Er uddannet som pædagog samt social- og sundhedsassistent. Har over 20 års erfaring med arbejde i socialpsykistrien. Deltager i samfundsdebatten om forholdene i psykiatrien.
Blogindlæg af Lene Reinseth Koch

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 30. juli, 2020, 08:41:06

Et liv med spiseforstyrrelse – et glimt af Saras liv

Sara har ødelagt sin krop gennem utallige overspisninger af mad i enorme mængder på op til fem kilo ad gangen og efterfølgende voldsomme opkastninger. Socialpsykiatrien har ikke de nødvendige ressourcer til at tage sig af mennesker med spiseforstyrrelser.

Hun tømmer de fem kilo mad, som hun netop har indtaget, ud i toilettet. Måltidet bestod af blandt andet 18 røde pølser, et kilo lasagne, et kilo nudelret, to toast med ost og skinke, samt masser af ristede løg, ketchup og remoulade.

Det kan være svært at rumme mennesker med spiseforstyrrelser i socialpsykiatrien, da der simpelthen ikke er tiden og den fornødne viden til at forholde sig til det. 

Hendes årer står tydeligt frem på både ben og arme. Fødder og hænder er skiftet fra at være kolde og hvide til nærmest at ligner de røde pølser, hun lige har indtaget.

Kroppen skriger efter at komme af med den enorme mængde af mad, der spænder hendes mavesæk så meget ud, at den risikerer at briste.

En mavesæk bør ikke indeholde mere end et kilo mad, men her er ikke tale om rationelle handlinger, men om en sygdom, der driver hende ud i tortur og smerte.

Hun lægger papir i bunden af toilettet for at undgå, det sprøjter op i ansigtet på hende.

Et voldsomt slid på kroppen

Som det første i spisningen har hun taget et stykke slik, så hun kan smage i opkastningerne, hvor hun er nået til.

Hun drikker en halv liter danskvand og læner sig ind over toilettet. Med mavemusklerne tømmer hun alt indholdet ud, så kummen næsten er fyldt.

Det kræver så mange kræfter, at hendes ører bliver røde, og alt imens maden tømmes op gennem halsen, er hun nødt til at holde vejret for ikke at blive kvalt.

Belastningen af kroppen i forbindelse med, at hun tømmer de fem kilo ud af maven igen, gør, at hendes øjne kan blive helt blodsprængte, og hendes hjerte kører på overdrive.

Tanken om, at der er noget tilbage i mavesækken, fylder så massivt, at hun gentagne gange drikker vand og kaster op igen, til hun kun kan smage slikket, hun lagde ud med, samt fornemme mavesyren, der med tiden har ætset hendes hvide tandsæt væk.

Imens hun trykker så hårdt, hun kan, på mavesæk og tarme, holder hun vejret. Det sker, at hun besvimer, fordi hun holder det for længe.

Udtømningen af mavens indhold er for hende lig med en følelse af total renselse både i krop og sind. Hun befinder sig i en tranceverden grænsende til mani under spisningerne.

Det kan ske, at hun banker hovedet ind i væggen i forbindelse med opkastningerne, da alt føles som om, det tager overhånd, og hun føler, at hun er ved at blive sindssyg.

Tabubelagt sygdom

Livet med en spiseforstyrrelse er hårdt i sig selv, men omgivelsernes uvidenhed og nysgerrige blikke gør det langtfra lettere at komme igennem dagen.

Det er yderst vigtigt, at der sættes fokus på denne målgruppe, at vi som samfund medvirker til at fjerne det tabu, der ligger i at have en spiseforstyrrelse. 

Socialpsykiatrien er et område, der forventes at skulle kunne rumme det meste, men når det kommer til mennesker med spiseforstyrrelser, kræver det en helt særlig viden og uendelig meget tid.

Det kan være svært at rumme mennesker med spiseforstyrrelser i socialpsykiatrien, da der simpelthen ikke er tiden og den fornødne viden til at forholde sig til det. Det betyder, at den syge ofte selv står tilbage med ansvaret for at holde sygdommen fra døren efter udskrivelse.

Kæmper for at overleve

Min forståelse for, hvad det betyder at skulle leve et liv med en spiseforstyrrelse, blev udfordret, da jeg mødte Sara, som jeg kalder hende i det her indlæg, gennem mit job i psykiatrien. Hun har lidt af sygdommen, siden hun var en lille pige på kun seks år. 

I dag er hun 37 år, og det meste af hendes liv har handlet om at lære at leve et tåleligt liv ude i virkeligheden. Hun har været igennem et utal af indlæggelser af forskellig varighed. 

Sygdommen har slidt voldsomt på hende, og i dag kæmper hun på mange niveauer både fysisk og psykisk. Et overforbrug på op til 200 afførende piller dagligt og overspisninger på op til fem kilo mad ad gangen har medført et voldsomt slid på hendes krop.

På trods af daglige smerter og en spiseforstyrrelse, der fylder alt, kæmper hun stadig for at holde sig i live.

Sara har diagnosen bulemisk anorexi, hvilket kommer til udtryk ved, at hun både er bange for en masse fødevarer og frygter, at de gør hendes krop ondt, samtidig med at hun har indtag af mad i mængder, der er så enorme, at der er risiko for, at hun dør af det.

Mit liv blev ændret radikalt, den dag jeg mødte Sara, men vi mangler i høj grad redskaberne til at håndtere den sygdom, der hver dag er ved at tage livet af hende. 

75.000 lider af en spiseforstyrrelse

I Danmark lider 75.000 børn, kvinder og mænd af en spiseforstyrrelse i en grad, så det går ud over deres fysiske og psykiske helbred og ikke mindst deres sociale liv. Op mod halvdelen af voksne med en spiseforstyrrelse vælger behandlingen i psykiatrien fra.

Man ved, at chancerne for helbredelse er bedre, jo tidligere behandlingen sættes i gang, at behandlingen af denne målgruppe er kompliceret samt, at det er en af de sværeste psykiske lidelser at helbrede. Det er ydermere en sygdom med høj dødelighed.

Derfor er det yderst vigtigt, at der sættes fokus på denne målgruppe.

>> LÆS OGSÅ: Lene råber højt om omsorgssvigt af psykisk syge