22 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 12 °C

Frihed gennem fagligt fællesskab og sammenhold

Blogs

Karsten Hønge
Medlem af Folketinget for SF
Født i 1958. Politisk ordfører, beskæftigelsesordfører, retsordfører m.m. Uddannet tømrer. Gennem 11 år formand for Træ-Industri-Byg Odense/Fyn.
Blogindlæg af Karsten Hønge
ons. 12. jun - 2019
ons. 27. mar - 2019
ons. 09. jan - 2019
ons. 31. okt - 2018

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 17. september, 2019, 06:59:07

Frihed gennem fagligt fællesskab og sammenhold

I sagen om bagagefolkene i Kastrup Lufthavn ser vi aggressive arbejdsgivere, borgerlige medier, politikere og aktivister fra højrefløjen, der prøver at sætte stød ind mod det faglige fællesskab, som er vejen til ordentlige forhold for almindelige lønmodtagerne.

Metoderne i Kastrup Lufthavn er ikke i orden. Men vor herre bevare os for det reaktionære sammenrend, som benytter episoden til hetz mod hele fagbevægelsen og dermed grundlaget for vores arbejdsmarked med regulerede og ordnede forhold.

Hvis man insisterer på at spille fodbold i Brøndby, er det lidt for mærkeligt at betale kontingent til FCK. 

En enkelt sag skal ikke bruges til groteske anklager mod fagbevægelsen for at være ”bøller” eller ”mafiaorganisationer”.

Den konkrete sag er uacceptabel, men 3F og andre forbund løser i professionel stil bunker af store og små konflikter hver eneste dag.

Stærke faglige organisationer og det daglige konstruktive samarbejde på arbejdspladserne er den olie, som smører maskinen på arbejdsmarkedet. Det naturlige må dog også være, at man er medlem af den fagforening, som har overenskomsten på arbejdet.

Hvis man insisterer på at spille fodbold i Brøndby, er det lidt for mærkeligt at betale kontingent til FCK. Det dur heller ikke, hvis man henter sine varer på hylderne i Brugsen, men absolut vil betale i Netto. Smidighed og fleksibilitet overfor korttidsansatte, vikarer og medlemmer af andre fagforeninger vil dog nok være ret smart.

Uskønt sammenrend

Lad mig slå fast:

1) Jeg kender kun lufthavnssagen fra medierne.

2) Ingeniørernes fagforening er en glimrende organisation og kan slet ikke sammenlignes med nærige splittelsesmagere i Krifa og Det Faglige Hus.

3) Mon ikke der skal findes løsninger for fagligt organiserede korttidsansatte.

4) Trusler hører ikke hjemme på en arbejdsplads, og der er heldigvis rigeligt med gode argumenter at bruge i stedet.

5) Landets love skal overholdes.

6) Lad os så på det grundlag komme videre i debatten om principperne!

Spydspidsen i angrebene er en uskøn blandet forsamling af folk med forskellige mål. Der er ideologiske fagforeningshadere og egoistiske fedtede “free riders”, der altid ligger i læ, når andre betaler regningen.

Vi ser aggressive arbejdsgivere som blandt andet vognmandsorganisationen ITD, borgerlige medier, og politikere og aktivister fra højrefløjen. Sammen prøver de at sætte stød ind mod det faglige fællesskab, som er vejen til ordentlige forhold for almindelige lønmodtagere.

De vil svække fagbevægelsen som bolværket mod et liberalistisk samfund og wild west-tilstande.

Også den mest snæversynede må være i stand til at løfte blikket fra sagen i lufthavnen. Tunnelsynet med fagforeningshad gør det umuligt at se det større perspektiv, som handler om hele arbejdsmarkedet og dermed velfærdssamfundet.

Velfærd er nemlig er ikke kun spørgsmål om overførselsindkomster, børnehaver, skoler og plejehjem. Det handler lige så meget om adgang til et trygt arbejdsmarked.

Et større perspektiv

Faglige organisationer forhandler overenskomster, finder holdbare fremskridt gennem trepartsaftaler og løser alle mulige forskellige spørgsmål på arbejdspladserne, blandt andet omfattende uddannelse af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.

Fagforeningerne bruger masser af ressourcer på at udvikle erhvervsuddannelserne og efteruddannelse. De gennemfører et opsøgende arbejde for at sikre et sundt arbejdsmiljø, og de er selve fundamentet for kampen mod social dumping.

“Jamen, det drejer sig om frihed for den enkelte og sund konkurrence mellem forskellige faglige organisationer”.

Sludder, vis mig et eneste land, hvor svage faglige organisationer og splittelse er en fordel for lønmodtagerne eller samfundet. Det findes ingen steder. Kontingent til fagforeningen er noget, vi giver til hinanden, ganske som vi betaler skat til velfærdssamfundet. Vi hjælper hinanden.

Vi skal passe godt på den såkaldte danske model, som har formået at kombinere tryghed med en dynamisk økonomi. Det er fundamentet for den danske succes med høj erhvervsfrekvens, stor fleksibilitet og høj produktivitet.

Samarbejdet mellem parterne på arbejdsmarkedet og samarbejdet mellem arbejdsmarkedet og det politiske leverer varen i form af stor stabilitet og få konflikter.

Det nødvendige fællesskab

Det er jo blankt indlysende, at det forudsætter, at folk er medlemmer af de faglige organisationer. Uden medlemmer, ingen legitimitet. Det handler også om fællesskab, kammeratskab, at være en god kollega og solidaritet.

Da jeg arbejdede som tømrersvend, respekterede jeg kollegers valg i forhold til, hvilke foreninger de ville være medlem af. De skulle så til gengæld også respektere mit valg og min frihed.

Det var vel også min ret at bestemme, om jeg vil arbejde sammen med folk, som vælger at stå udenfor det faglige fællesskab. Jeg vil meget nødig have kolleger, som bare lægger sig i læ af de organiserede, tager alle fordelene, men lader fagforeningsmedlemmerne betale gildet.

Nyeste blogindlæg

Nyeste: Idekamp