04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Hvilken socialisme?

Blogs

Karen Helveg Petersen
Økonom
Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og ph.d. i økonomi fra State University of New York. Har arbejdet som rådgiver for internationale udviklingsorganisationer. Nu skribent om politisk økonomi og forfatter til "Rentekapitalismen – Økonomisk teori og global virkelighed" (2017).
Blogindlæg af Karen Helveg Petersen
søn. 01. nov - 2020
lør. 12. sep - 2020
fre. 03. jul - 2020
fre. 15. maj - 2020
søn. 29. mar - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 12. september, 2020, 07:00:35

Hvilken socialisme?

Socialisme går ud på at afskaffe ikke blot kapitalens synlige dominans og udskejelser, men også dens mekanismer og dermed kapitalismen som sådan. Hvordan kan vi tænke os, at produktionsbeslutninger, deres gennemførelse samt fordeling af goderne organiseres?

Gamle Marx kaldte en revolution borgerlig, hvis dens formål, som i Belarus i Hviderusland i dag, var at indføre demokrati på kapitalistisk grundlag. Et socialistisk samfundssystem må per definition være demokratisk, siden borgerne ikke bare skal regere sig selv, men også ligeværdigt bestemme over ressourcefordeling og fælles produktion og distribution. Indtil videre har revolutioner med socialistisk sigte desværre udviklet sig i mindre demokratisk retning, blandt andet på grund af reaktionen fra omverdenen.

Markedsøkonomiens grundlæggende uretfærdighed, at arbejderne hverken som klasse eller individuelt får i løn, hvad der svarer til deres eget produkt, skjules i tågerne.

Kapitalistiske mekanismer styrer overalt i verden i dag. Det snedige ved kapitalismen er, at den opererer på flere niveauer. En Marx-kyndig vil vide, at økonomisk ’værdi’ ikke er umiddelbart synlig, men viser sig i markedspriser, der derefter får deres eget liv.

Det fik de neoklassiske økonomer fra 1800-tallets slutning til at konkludere, at priserne bestemmes gennem udbud og efterspørgsel på markedet. Efterspørgslen bygger på præferencer og forbrugernes købekraft. Udbuddet stammer fra produktionen, hvor arbejderne får løn i forhold til, hvad den sidst ansatte producerer ’på grænsen’, som vil være mindre end, hvad de først ansatte præsterer. Postulatet er, at ’kapitalen’ også får aflønning i form af sit grænseprodukt.

’Markedsøkonomiens’ grundlæggende uretfærdighed, at arbejderne hverken som klasse eller individuelt får i løn, hvad der svarer til deres eget produkt, skjules i disse tåger.

Afskaffelse af kapitalens mekanismer

Socialisme går ud på at afskaffe ikke blot kapitalens synlige dominans og udskejelser, men også dens mekanismer og dermed kapitalismen som sådan. Hvordan kan vi tænke os, at produktionsbeslutninger, deres gennemførelse samt fordeling af goderne organiseres? Hvis alle yder efter evne, kan de ikke afkræves en bestemt indsats, og deres forbrug følger generelle behov. Da verden ikke bare vil flyde med mælk og honning, må der fordelingsnøgler til for nødvendige fysiske ting baseret på knappe ressourcer. Meget kan naturligvis deles.

Da detailstyring skal undgås, må der også være frihed til at vælge mellem det producerede og være med til at bestemme, at kun det produceres – med 3D-printere – der faktisk er brug for. Men kan alle bare gå amok på printeren? Der er jo også skalaeffekter og tidskrævende produktionsprocesser. Hvad med landbruget?

Det er svært at forestille sig en økonomi uden prismekanismer, der afspejler de relative værdier af varerne i forhold til den arbejdstid eller anden indsats, der går til deres fremstilling. Logikken er brutalt overført til tjenesteydelser, hvor allehånde tidsmålinger sættes op. Men arbejdstidsmål giver ingen mening i socialismen, for her skal der ikke jages med nogen, og sociale indsatser i samfundet skal være ligeværdige med traditionelle typer arbejde.

Troværdig økonomisk logik

Finansiering forudsætter et penge- og banksystem, men penge som udtryk for hvad? Blot og bart ’krav på’ et vist mål basisvarer eller ressourcer, som man selv er med til at organisere i produktionen? Man kan naturligvis bruge modeller til at bestemme, hvor meget af forskellige inputs der er nødvendige for et ønsket output, men her løber man nemt ind i stagnationsfaren (som i Sovjet), og de er højst et hjælpemiddel i produktionsbeslutninger.

Dagens socialister er enige om, at teknologiske landvindinger under kapitalismen skal videreudvikles, såsom energiteknologi. Det kan føre til mindre central styring, end det blev antaget, da ’industrisocialismen’ så dagens lys, give mere plads til gruppen og individet.

Det er ikke socialismedesigns, der mangler, men et system baseret på en troværdig økonomisk logik, der knytter de lokale og globale lag sammen. Løftet om fællesskab er ikke nok.