24 Aug 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 23 °C

Den danske banksektor var for stor til ikke at fejle

Blogs

Karen Helveg Petersen
Økonom
Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet og efterfølgende ph.d. i økonomi fra State University of New York. Redaktør på Det Ny Clarté og aktiv i Rød-Grønt Oplysningsforbund Grobund.
Blogindlæg af Karen Helveg Petersen
fre. 05. jul - 2019
fre. 29. mar - 2019
fre. 15. feb - 2019
fre. 21. dec - 2018
fre. 02. nov - 2018

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 27. september, 2013, 18:00:05

Den danske banksektor var for stor til ikke at fejle

Rangvid-rapportens styrke er dens gennemgang af mange tilsyneladende ligegyldige detaljer og menneskelige svagheder, der fik korthuset til at vælte.

Rangvid-udvalget, sammensat af professorer og finansfolk, har barslet med dets længe ventede rapport om finanskrisen.

Ved hjælp af grundig dokumentation fremstår billedet af en dansk finanssektor, der løb løbsk. Vigtigst er, at rapporten viser sektorens udvikling i samspil med regler og mekanismer. For eksempel indførtes i opløbet til krisen nye regnskabsregler, der tillod brug af hensatte reserver mod tab og dermed nedsættelse af polstringen.

De mennesker, der havde kendskab til pengeinstitutterne indefra, havde en høj grad af vidensmonopol.

Sektoren havde regler nok, overholdelsen var bare enten frivillig, lemfældig eller baseret på selvangivelse. Individuelle solvensbehov blev opstillet, men ikke håndhævet. 

Vidensmonopol

De danske banker havde stigende indlånsunderskud - det vil sige indlånene dækkede ikke udlånene. Det kræves heller ikke, så længe en stor del af langtidsudlånene er dækket af stabile indlån.

Lige inden krisen steg renten på opsparingskonti betragteligt. Klart et tegn på den krise, der ulmede, og hvis udtryk blev panisk jagt på likviditet. En medvirkende årsag til bankernes svaghed var udskiftningen af standardregler med uigennemskuelige matematisk iklædte risikovurderinger baseret på tvivlsomme data. Finanstilsynet, der også skulle sikre systemstabiliteten, stirrede stift på det enkelte finansinstitut og så ikke de overordnede risici.

De mennesker, der havde kendskab til pengeinstitutterne indefra, havde en høj grad af vidensmonopol. Bankdirektører lirede nøgletal af sig, som de havde fået fra regnskaber plus de matematiske modeller, der styrede både institutternes investeringspraksis og risikovurdering. Revisorer lod faresignaler i svage banker passere, og bestyrelsesmedlemmer var jævnt hen inkompetente.

Danske Bank var ved at rive hele landet med sig ned. Da krisen ramte, havde den 20 milliarder dollar (cirka 110 milliarder kroner) i låneoptagelse, som den ikke kunne få refinansieret. Grunden til disse engagementer var ønsket om at handle med de sjove papirer, der var udviklet på basis af det i stigende grad overgearede amerikanske boligmarked. 

Rids i lakken

Hvem svigtede? Ikke bare Finanstilsynet får et rids i lakken, men det gør også Nationalbanken, der skulle holde øje med de overordnede faresignaler.

Faktorer i krisens uhåndterlighed var: 1) grænseoverskridende men alligevel nationalt forankret bankvirksomhed, der krævede hjælp fra Nationalbanken og i sidste ende staten, 2) accelererende udlånsvækst, 3) mangel på polstring, 4) høj gearing (altså skabelse af flere og flere aktiver på en meget lille basis ved hjælp af gæld), 5) matematisk og intetsigende mekanisk risikovurdering, samt 6) mangel på forståelse for markedets tætte indbyrdes afhængighed. Dette gjaldt ikke bare i Danmark, men Danmark var godt med.

Rangvid-rapportens styrke er dens gennemgang af mange tilsyneladende ligegyldige detaljer og menneskelige svagheder, der fik korthuset til at vælte. Dens makroøkonomiske analyse er derimod standardøkomisk, og dens anbefalinger vil ikke rykke meget, hvis de bliver vedtaget. Alligevel har rapporten vakt furore i sarte politiker- og finanskredse…